Bent Lexner |
22. november 2004
AKTIV DØDSHJÆLP: Da vi selv er skabere af vores eget liv og selv har skabt betingelserne for det, vi oplever nu, er døden en tvivlsom udvej, skriver buddhist Svend Guttormsen
Spørgsmål:Hvad mener de forskellige religioner om aktiv dødshjælp?
Louise Kudsk
Et jødisk svar:Kære Louise
Det er absolut forbudt i jødedom at medvirke aktivt til menneskers død, endsige at medvirke til at fremskynde den.
Venlig Hilsen
Bent Lexner
Et buddhistisk svar:Kære Louise Kudsk
De fleste ønsker normalt at leve frem for at dø. Da en vigtig del af buddhistisk praksis er ikke at skade andre, men derimod at hjælpe så godt man kan, er det at tage andres liv en temmelig dårlig handling. At dræbe folk er at fratage dem muligheden for selv at blive en buddha og dermed at opnå et frit og lykkeligt liv.
Nogle oplever så stor smerte og lidelse, fysisk eller psykisk, at de ser døden som en udvej. Men da vi selv er skabere af vores eget liv og selv har skabt betingelserne for det, vi oplever nu, er det en tvivlsom udvej. Ja, i virkeligheden er det ingen udvej: Den lidelse vi oplever nu, vil vi blot skulle gennemleve senere, i et fremtidigt liv, hvis vi vælger at afslutte vores nuværende liv før tid. Det bedre at lære at håndtere smerten eller lidelsen frem for ikke at kendes ved den.
Buddhismen tilbyder værktøjer, først og fremmest meditation, der grundlæggende ændrer vores måde at opleve os selv og verden på. Normalt antager vi, at vi er centrum for de begivenheder, vi oplever. Derfor tager vi alting personligt, hvilket er fint, når det går godt. Men hvis vi tager vores opture alvorligt, vil vi også erfare vores nedture – sygdom, smerte, tab og forfald – som virkelige.
Kan vi derimod nå ud over opfattelsen af at være et fast og uforanderligt "jeg", vil vi blive befriet for følgerne af "jeghed". Da vil alle fænomener, selv dyb smerte, opleves lige så uvirkelige som billederne på en TV-skærm. Det lyder som en smuk teori, og teori er da også lettere at have med at gøre end den konkrete og ofte utaknemlige verden. Pointen er bare, at frihed og lykke ikke blot er teori, men en tilstand vi til hver en tid kan erfare. Erkendelse af sindets natur – nirvana – er ikke bare et teoretisk mål, men en allestedsnærværende mulighed.
Men det kan man sædvanligvis ikke bare sige til et menneske, der f.eks. lider af en uhelbredelig og smertefuld sygdom. For der er en vej at gå, og et arbejde at gøre, inden man kan nå dertil. Og sygdom med mange smerter vil ofte være en stor forstyrrelse for overhovedet at gå i gang med at meditere. Så hvad skal man gøre, hvis folk ikke er klar til at lære om deres sind gennem meditation?
At hjælpe dem med at tage deres eget liv, er som nævnt en dårlig idé. Udover medicinsk lindring kan man omgive den syge med så mange positive indtryk som muligt: Det er godt at have billeder eller statuer af en buddha, der repræsenterer sindets frihed og fryd, inden for synsvidde. Og mantraer som OM MANI PEME HUNG, der aktiverer medfølelse og kærlighed, og OM TARE TUTARE TURE SOHA, der især beskytter mod frygt, er gode at sige for den, der lider. Og naturligvis det mantra, der modvirker sygdom.
Er aktiv dødshjælp da slet ikke en mulighed inden for buddhismen? Jo, det er ikke af moralske eller dogmatiske grunde, det frarådes, men alene af logiske og praktiske. Et tilfælde, hvor aktiv dødshjælp ville give mening, er ved hjernedød. At slukke for respiratoren, skal naturligvis ske på baggrund af en lægelig vurdering, og vil derudover være fint i overensstemmelse med buddhismen. Tænk hvor meget gavn ens nyrer og lever kan gøre hos dem, der mangler disse organer.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk