Ytringsfrihed under ansvar

Derfor er der heller ikke noget forargeligt i at sige, at hvis man provokerer og nedgør (som Rushdie og van Gogh) eller tilsidesætter lov og ret, må man være parat til at tage konsekvenserne. Hvad enten man ytrer sig om skarvebestanden, cykelstier på Gammel Kongevej, islam, abort, krigen i Irak eller noget helt andet, må man være forberedt på, at det kan oppiske stemningen og fremprovokere vrede og had.

I vores samfund kan ingen beskytte os effektivt imod galninge og voldsmænd. De er alle vegne, og det ved vi jo godt. Det er en risikofaktor, vi må kalkulere med i vort daglige virke. Det er ikke et muslimsk/islamisk problem, som mange gerne vil gøre det til; men et samfundsproblem, der angår os alle.

Om fri bøn

I islam findes der - ligesom i kristendommen - både fast og fri bøn. De faste bønner - tidebønnerne - foregår på fællessproget arabisk og afsluttes med en fri, personlig bøn, som man beder på sit modersmål. Faktisk indeholder selv den "faste" del af bønnen et moment af fri/personlig bøn, idet den enkelte (eller imamen, hvis der er tale om en fællesbøn) frit kan vælge, hvilke koranpassager hun/han vil supplere de faste bønner med. Fri bøn kan bedes når som helst.

Den indiske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal (1877-1938), der af pakistanerne hædres som Pakistans åndelige ophavsmand, skrev i 1911 sit vel nok kendteste digt "Shikwa" (Klagen). Digtets hovedperson anklager Gud for menneskets ulykker og genvordigheder: Hvorfor skal de lide, når de dog har fulgt Hans påbud om ret levevis og har bragt vidnesbyrd om den monoteistiske lære? Er fattigdom lønnen for deres anstrengelser og offervilje, når ikke-muslimerne allerede her på jorden har slotte og paladser, som Gud lover muslimerne i det Hinsidige?

Året efter udkom "Jawab-i-Shikwa" (Svar på klagen) - en veritabel opsang til de klagende og en formaning til muslimerne om at ændre deres liv drastisk. De er nemlig selv passive, ansvarsløse og uduelige. De har glemt deres oprindelige opgave som forvaltere af skabelsen. De har glemt islams simple kerne og erstattet den af tusindvis af unyttige og hæmmende regler og har passivt bøjet sig for det britiske overherredømme.

Kvinden i van Goghs film gør samme fejl: Hun bebrejder Gud og islam, at hun har haft et miserabelt liv med vold og tvang; men hun henvender sig på forkert adresse: Det er mændene (læg som lærd), der op igennem tiderne har misbrugt islam/Koranen til at undertrykke og ydmyge kvinderne - de selv samme kvinder, som de af Gud er sat til at elske, ære og beskytte over alt andet på jorden. Det er mændene, der skal på anklagebænken.

Det er fuldstændig legitimt at diskutere mænds overgreb på kvinder; men det skal gribes an på den rigtige måde. Man skal ikke blande det sammen med et religiøst ritual, der har stor spirituel betydning for millioner af mennesker verden over. Ingen ved sin fornufts fulde brug kan forvente, at det kan gå upåagtet hen, at man viser en nøgen kvinde - med uddrag af hellige skrifter malet på sin krop - udføre et religiøst ritual. (Det gik ej heller upåagtet hen, da en kendt provo i 70'erne malede Kristus med errigeret penis på en mur i hovedstadsområdet.) Dermed rykkes fokus fra det egentlige budskab, og man opnår det stik modsatte: fordømmelse og afstandtagen - i stedet for en konstruktiv debat om vold imod kvinder.

Jo, der er eksempler i Koranen på, at mennesker parlementerer med Gud, bl.a. Abraham (i forbindelse med Sodoma og Gomorra & i forbindelse med sine efterkommeres status). Jeg kan ikke på stående fod komme i tanker om flere... Men så er der jo i traditionssamlingerne beretningen om Profeten Muhammads himmelfærd, hvor han får forhandlet sig frem til fem daglige bønner og 30 dages faste - fra et udgangspunkt på 50 daglige bønner og 70 dages faste.

Og til slut: Der er intet påbud i islam om arrangerede ægteskaber - og da slet ikke tvangsægteskaber. Tvangsægteskaber og kvindeundertrykkelse forekommer i mange forskellige kulturer verden over - ganske uafhængigt af religionerne. Og så har der jo da eksisteret krisecentre for kvinder i mange år, før den første muslimske kvinde satte sin fod i et sådant. Og mange af de kvinder, der i dag fylder krisecentrene, er faktisk gift med danske, kristne mænd.

Aminah Tønnsen