Alle kender til perioder med anfægtelse og aflæring. Den slags perioder er vigtige for en renset tro, skriver Benny Alex.
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
Gud dømmer dig ikke på en fase i dit liv. Han kender din livssammenhæng, summen af alle faser, skriver forfatter Benny Alex
Hvad sker der, hvis jeg i denne nærmest ikke- troende fase, som jeg nu befinder mig i, skulle dø, og det viser sig, at alt dette med kristendommen alligevel er sandt, er jeg da pr. definition fortabt?
Og hvis jeg alligevel ikke er det, hvad skulle forklaringen på det så eventuelt være?
Sverre
Svar:
Kære Sverre
Hvis du befinder dig i en "nærmest ikke-troende fase" -- betyder det så ikke, at du er i bevægelse, på vej mod noget andet?
Jeg formoder, at du er i færd med at stille nogle vigtige spørgsmål til din tro, at du tvivler og er i vildrede om, hvad du egentlig tror. Jeg formoder også, at du ikke bevidst modarbejder Guds vilje med dit liv.
Så længe du tvivler og stiller redelige spørgsmål, er du ikke fortabt. Da er du på vej mod sandheden og livet.
Alle kender til perioder med anfægtelse og aflæring. Den slags perioder er vigtige for en renset tro. Tro mig, jeg har haft perioder, hvor jeg har måttet indse muligheden af, at min tro var falsk, at den Gud, jeg troede på, ikke fandtes, at Jesus var en myte, der aldrig har eksisteret og så videre.
Så længe du tvivler, er du på rette vej -- når du lever i spændingen mellem tro og vantro ("Herre, jeg tror, hjælp min vantro!"). Det er først, når du tror blindt, det vil sige har sat din vilje ind på din tro, så du ikke længere kan tvivle (uanset om du er blindt troende ateist eller blindt troende kristen), at du er fortabt i den forstand, at sandheden ikke længere kan nå dig og overbevise dig.
Sandheden kommer altid gennem tvivlens dør -- aldrig gennem forsandtholdenhedens dør. Den kommer, når du stiller de rigtige spørgsmål -- ikke når du har de rigtige svar. Så fortsæt din "ikke-troende fase" og søg de rigtige spørgsmål. Som Rilke siger: Da vil du langsomt leve dig ind i svarene.
Gud dømmer dig ikke på en fase i dit liv. Han kender din livssammenhæng, summen af alle faser. Han vil bevare dig gennem faserne, så du går styrket ud på den anden side. Prøv at mærke efter så dybt du kan: Tror du dybest set ikke på hans barmhjertighed -- trods din manglende tro?
Kærlig hilsen
Benny Alex,
maler, grafiker og forfatter
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende