Refleksioner over Van Gogh-mordet

Tydeligst i mælet var den føromtalte pakistaner/dansker, der tidligere havde politianmeldt en radioudsendelse (var det vist) efter racismeparagraffen. Han mente, at man må melde filmen til myndighederne, hvis man finder den stødende.

Men direkte farligt var det, som blev nævnt en del gange i det kvindelige forum: at Theo van Gogh da måtte have vidst, hvad han udsatte sig for, når han laver en så kontroversiel film. Det minder faretruende om en blancocheck til enhver morder, der finder dette eller hint i vort europæiske samfund stødende.

Det samme kan man sige om de udtalelser, der kom frem i et muslimsk debatforum på internettet. Det var den kendte Omar Shah, der sagde: "Synd for ham (van Gogh), at han ikke længere kan nyde sit perverse kunstværk eller rettere gudskelov, og må Allah give hans morder tålmodighed!" Han prøvede i et interview i Information den 11-11 at bortforklare disse udtalelser, men det er svært, også efter at have læst hans bortforklaringer, ikke i hans udtalelser at se noget, der i farlig grad minder om en godkendelse af selvtægt.

Og selvtægt, hævdes det jo altså, er imod islam. Godt, at det er blevet slået fast af herboende muslimske autoriteter.

Og det skal vi nok sige også til danske "hardliners": det er altså det, der er tale om. Kristeligt Dagblad angreb i en leder den 13-11 to muslimer, heriblandt Fatih Alev, for ikke at ville gå med til en grænseløs ytringsfrihed. Det er forkert. Det afgørende er, om man vil kæmpe kampen om ytringsfrihedens snævrere eller videre grænser med argumenter eller med vold.

Nå ja, en hollandsk islam-ekspert har godt nok antydet, at selvtægt måske kan godkendes af islam: han mener, at man skal prøve at få fat på den mullah, der har rådgivet morderen. For han er overbevist om, at ingen muslim ville foretaget et sådant mord på egen hånd uden at have drøftet sin plan med én, der véd noget om koranen og muslimske traditioner. Og det, mullahen i givet fald har sagt, er jo så, at selvtægt i dette tilfælde kan forenes med islam. Hvilket ikke er så rart, set med europæiske øjne.

Til sidst vil jeg bekende min uvidenhed om islam (og det kan jo så næsten blive til et spørgsmål): Jeg véd ikke, i hvor høj grad fri bøn er brugt indenfor islam. Som bekendt er det noget, der ofte bruges indenfor kristendommen: at et menneske, også i en offentlig bøn, selv formulerer sin bøn, og at den private bøn, foruden den faste bøn "Fadervor", også helst skal indeholde noget personligt, altså også helst skal være en fri bøn.

Jeg véd, at den troende muslim beder fem gange i døgnet, men jeg mener, at der her er tale om faste, ikke frie bønner. Men om muslimer tænkes at bede private bønner, om de tænkes at komme frem for Gud med deres behov og ønsker i en privat, og derfor fri bøn, det véd jeg ikke.

Når jeg finder det spørgsmål relevant, skyldes det, at der i den film, van Gogh lavede, forekom en fri bøn. Den kvinde, der var tale om, og hvis udseende man godt kunne lade sig distrahere af, bad en meget stærk bøn til Gud. Og den bøn var en fri bøn. Den var oven i købet en fræk bøn. En bøn, der aldeles ikke signalerede total underkastelse, men snarere, om ikke oprør mod Gud, så dog en undrende spørgen, en retfærdig harme over den skæbne, hun havde fået, et "hvorfor", som hun ikke kunne komme fri af.

"Har jeg ikke gjort netop som jeg skulle ifølge dit ord", hed det, "hvorfor har du så ladet mig ende med at blive anklaget, hvorfor har du så ladet mig ydmyges, hvorfor er jeg så kommet ind i en uudholdelig dagligdag?" (citeret temmelig upræcist efter hukommelsen).

Nu er meningen i filmen den, at koranens ord kræver, at kvinder underkaster sig, og at dette krav underbygges af sharia, i hvert fald som ganske mange muslimer forstår shariaen. Jeg véd godt, at der er kræfter i gang i den muslimske verden, der søger at vise, at den sande koran siger noget om kvinders ligeberettigelse, men jeg vil her lade denne problemstilling ligge.

Spørgsmålet for mig er, om det er almindeligt at bede så "frækt", som kvinden her gør, indenfor islam; om det er tilladt på den måde at gøre oprør mod sin skæbne; om det kan rummes indenfor islams gudsbillede, at et menneske anklager Gud for den skæbne, det har fået. Jeg er ikke sikker på, at det er tilladt, og da slet ikke på, at det er almindeligt.

Det er det derimod indenfor kristendommen (og jødedommen). Salme 89 er et eksempel på det: Her tilrettelægger den snedige salmist et bagholdsangreb mod Gud. Han fortæller om alle Guds løfter. Det hedder f.eks. i vers 35 f., at Gud har sagt: "Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet. v36 Dette sværger jeg ved min hellighed: jeg svigter aldrig David". Og ikke sandt, det er jo herlige løfter.

Men hør så, hvad salmisten siger i vers 38: "Men du har forstødt din salvede, forkastet ham i din vrede. v40 Du har brudt pagten med din tjener, vanæret hans krone, slængt den til jorden. v41 Du har revet alle hans mure ned, lagt hans fæstninger i grus".

Sådan kan et menneske tale til Gud. Sådan kan et menneskes bøn til Gud lyde. Sådan kan Gud af et dødeligt menneske holdes fast på sine løfter.

Og det forekommer mig, at det var den samme frækhed, der fandtes i kvindens bøn i filmen. Har hun ikke kunnet lære det indenfor islam, så har hun måske lært det af den gammeltestamentlige salmist. I bønnen kan et menneske tale til Gud som en mand til sin næste. I bønnen står de to personer frit overfor hinanden.

Derfor er vi indenfor den kristne civilisation efterhånden blevet klar over, at skal et ægteskab lykkes, så kan det under ingen omstændigheder være arrangeret af andre end de pågældende selv. Det ja, de skal sige til hinanden, må være et ja fra hjertet, ikke et påtvunget. For sådan står personer overfor hinanden: frit, hvad enten der er tale om mennesket overfor Gud eller menneske overfor menneske.

Sådan har vi ikke altid ment. Brødremenigheden, et luthersk kirkesamfund stiftet af grev Zinzendorf (1700-1764), mente det f.eks. ikke. De holdt de to køn strengt adskilte. De brugte lodtrækning til at finde ud af, om frelseren tillod, at den og den giftede sig med den og den. Men det mener vi i dag er forkert. Vi kan ikke se andet, end at skal der vokse tillid frem mellem parterne, så må der begyndes med tillid.

Det betyder ret meget for os. Vi kan da godt se, at sådan ser mange muslimer ikke på sagen. Deres tro tillader arrangerede ægteskaber. Og arrangerede ægteskaber kan meget let blive til tvangsægteskaber. Og tvangsægteskaber betyder som regel undertrykkelse af kvinden. Vi har vore problemer med vor vesterlandske ægteskabsforståelse. Så vi skal bestemt feje for vor egen dør, jo.

Men vi synes alligevel, vi må spørge vore muslimske landsmænd: Hvis de arrangerede ægteskaber har de uheldige følger, som de synes at have: der er jo ganske mange muslimske kvinder på vore krisecentre, var det så ikke en idé at ændre på traditionen på det punkt? Eller vil de mene, at menneskets underkastelse under Gud er total, og at derfor det ene menneskes underkastelse under det andet (f. eks. i ægteskabet) også er det?

Jeg véd ikke, om nogen af muslimerne i panelet har lyst til at svare. Men i hvert forekommer det mig som kristen påkrævet at påpege, at vor forståelse af kærligheden mellem kønnene har sin grund i vor forståelse af gudsforholdet.

Ricardt Riis