Selvmordet som våben

At ofre livet i en selvmordsaktion er altså ikke en særlig muslimsk specialitet. Og jeg kan i øvrigt ikke se af det du skriver, at den al-Kindi du nævnte i dit første svar, på nogen måde forbinder martyriet med selvmord. Det må du i givet fald uddybe nærmere.

I øvrigt skriver du jo selv:

"Den muslimske martyrforståelse har ændret sig i nyere tid. I den gamle forståelse var der ikke tale om, at martyren begik selvmord. Selvmord var for martyren, som for alle andre muslimer, en ikke-tilladt handling".

Desuden rummer den kristne bibel en fortælling om en storslået og meget berømmet selvmordsaktion, nemlig Samsons hævn over filistrene, hvor han tager over tusinde mennesker med sig i døden. I øvrigt med Guds hjælp, hvis man ellers skal tro beretningen.

Som barn fik jeg beretningen fortalt i skolen – og både jeg og mine kammerater beundrede Samson umådeligt for denne selvmordsaktion og frydede os over alle de filistre, der blev dræbt!

Så jeg køber ikke din påstand om, at muslimer historisk set har været mere optaget af selvmordsterroraktioner end folk af andre trosretninger. De er desværre meget optaget af det i øjeblikket – fordi de føler sig presset af bl.a. det militært langt overlegne jødiske Israel og kristne USA. Men det er ikke religionen Islams skyld – så vidt jeg kan se!

I øvrigt - det som fik mig til at deltage i debatten, var dit svar til Ibrahim Sargin hvor du skriver:

"Jeg vender mig imod de ganske mange forsøg på fra muslimsk side at hævde, at "deres" middelalder var bedre end "vores". Der er ganske mange (alt for mange) muslimer, der finder en vis trøst i den islamiske storhedstid, og som hævder, at islam dengang opførte sig langt mere tolerant end den kristne verden gjorde på samme tidspunkt".

Her forsøger jeg at argumentere for at den muslimske middelalder historisk set var bedre end den kristne middelalder. Og jeg argumenterer for at jo flere muslimer som finder trøst i, og stolthed over, denne muslimske guldalder - jo bedre er det for os alle, uanset religiøs tro. Dette, forstår jeg så, bliver vi tilsyneladende ikke enige om!

Med venlig hilsen

Vagn Bro

Svar:

Kære Vagn Bro!

Jeg tror, vi skal til at slutte. Men lad mig alligevel prøve at udrede noget, du har misforstået i mit forrige svar.

Denne misforståelse får dig til at skrive: "Og jeg kan i øvrigt ikke se af det du skriver, at den al-Kindi du nævnte i dit første svar, på nogen måde forbinder martyriet med selvmord". Mit svar er: Nej, det kan jeg heller ikke se. Men skulle han det?

Lidt senere skriver du: "Så jeg køber ikke din påstand om, at muslimer historisk set har været mere optaget af selvmordsterroraktioner end folk af andre trosretninger". Jeg svarer: Nej, det kan jeg godt forstå. Og jeg må sige som Erhard Jakobsen: Det har jeg aldrig sagt. Jeg er ikke ganske klar over, hvordan din misforståelse kan opstå. Men opstået er den.

Du nævner så, at det er ikke ukendt, at soldater i historiens løb har besluttet at begå selvmord ved at kæmpe en ulige kamp, fast besluttet på at tage så mange fjender med sig i døden som muligt. Det er vel ikke ukendt, nej, men jeg vil nu tro, at de militære ledere vil undgå den slags. For det er ikke særlig effektivt, militært set.

Det er sandt nok, at f.eks. den tyske stilling ved indsejlingen til Antwerpen i efteråret 44 kæmpede en tilsyneladende håbløs kamp. Men opgaven var militært set ganske meningsfuld: besætningen skulle så længe som muligt forhindre, at de allierede kunne bruge Antwerpen som forsyningshavn. Og vel var stillingen udsat for hårde angreb, og vel døde der mange tyske soldater, men de begik ikke selvmord; deres opgave var tværtimod at holde sig i live så længe som muligt.

Oberst Paludan-Müller i Grænsegendarmeriet, som skød på tyskerne fra sin villa og til sidst begik selvmord, er derimod et eksempel på det, du nævner: at nogen vil tage så mange fjender med sig i døden som muligt. Begivenheden fandt sted den 26. maj 1944.

Det samme er jo Samson. Jeg nævnte ham ikke i mit sidste svar, men det ville da egentlig have været oplagt at gøre det. Dog skal han, som det skulle fremgå af ovenstående, nævnes som et eksempel på en forkert holdning. Og dette, at Gud tilsyneladende giver hans selvmord og de mange medfølgende drab sin godkendelse, er et udtryk for den gammeltestamentlige teologis vildfarelse.

Så skriver du: "De [muslimerne] er desværre meget optaget af det [selvmordsbombeterror] i øjeblikket –– fordi de føler sig presset af bl.a. det militært langt overlegne jødiske Israel og kristne USA. Men det er ikke religionen Islams skyld –– så vidt jeg kan se!"

Lad mig svare, at vi må skelne mellem den palæstinensiske bombeterror og al-Qaedas bombeterror. Den første er taktisk, den anden strategisk. Den første har et afgrænset mål; opnås dette mål, vil terroren høre op. (Og forøvrigt, mange af vi vesterlændinge kan jo udmærket forstå baggrunden for selvmordsaktionerne). Den anden har en verdensanskuelse, der vil fortælle verden, at muslimer, skønt militært underlegne for øjeblikket, dog har i sig en enorm moralsk styrke.

Det sidste har fået Weekendavisens redaktør, Anne Knudsen, til at hævde, at vi må se i øjnene, at der findes en muslimsk, verdensomspændende terrororganisation. Og den har jo altså noget med islam at gøre. Naturligvis ikke på den måde, at alle muslimer er enige i al-Qaedas gøren og laden. På ingen måde. Men dog sådan, at man kan skelne denne organisations terror fra f. eks. ETA's.

Efter terrorangrebene i Madrid hørte man, at der var fundet et løsrevet terrorist-hoved, og at det er almindeligt, at selvmordsbombemændenes hoved slynges bort uden at splintres. Jeg er ikke klar over, om det er blevet bekræftet, men hvis det er, kan vi alle med det samme se, at der ikke er tale om en terrorhandling udført af ETA; for ETA's folk er ikke muslimer; de begår ikke selvmord under deres aktioner.

Det har været en lang diskussion, vi har haft. Én af grundene til, at vi ikke har forstået hinanden alt for godt, er nok vor forskellige tilgang til historien. Så vidt jeg kan se, aftegner du de store linier og argumenterer ud fra dem. Det kan give klarhed og enkelhed. Jeg må tilstå, jeg er nok mere tilbøjelig til at ville aftegne historien som et yderst kompleks fænomen, som noget, det er næsten umulig at få hoved og hale i. Men naturligvis synes jeg, at de kendsgerninger, jeg har fremdraget, stemmer bedst overens med de teorier, jeg trods alt fremsætter. Sådan synes vel enhver so bedst om sine grise.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Skaber religion krig, ufred og intolerance mellem lande og mennesker? Eller kan man ved at studere de religiøse kilder finde inspiration til at leve i fred og fordragelighed? En række paneldeltagere fra forskellige religioner giver deres bud - læs mere i temaet "Religioner i krig" under "Religiøse svar".