Religionen er kommet for at blive

Ifølge arrangørerne af denne konference ("Gudløs! Moderne religionskritik, red.) - jeg citerer fra deres invitation - "spillede religionen i det sekulære samfund så sent som for et par årtier siden rollen som et ejendommeligt men i stigende grad harmløst og perifært fænomen, som der ikke længere var nogen grund til at modbevise, eftersom de fleste troende var tilbøjelige til at acceptere, at deres tro var en privat og subjektiv sag."

Jeg er enig med arrangørerne - forudsat at de kun refererer til vores lille hjørne af verden: den nordvestlige forpost til den noget større, skønt stadig mindre del af hele verden, kendt som Europa.

Arrangørerne fortsætter med at konstatere, at "religionen, både i form af indflydelsesrige kirker og mere overfladiske New-Age-spekulanter, har genvundet sin plads i samfundet og bliver lyttet til, som om den havde noget vigtigt at fortælle os".

Igen mener jeg, at dette er en rimelig beskrivelse af vores lillebitte hjørne af civilisationen - selvom det ville være mere reelt at sige, at det, der er sket i den senere tid, ikke er, at religionen har vundet terræn verden over, men snarere at synspunkter fra hele verden har vundet indpas her i form af muslimsk immigration og elektronisk kommunikation. Begge bringer os i forbindelse med dele af verden, som vi har været beskyttet mod indtil fornylig.

Ingen enkelthandling begået af nogen dansker nogensinde har nogensinde bragt så mange sind i bevægelse som offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten i september 2005.

Vi er muligvis uenige i omverdenens reaktioner på noget, som de fleste af os opfatter som et ret harmløst tilfælde af religionskritik, men vi kan ikke ønske den muslimske reaktion væk.

Vi må hellere indse det faktum, at det er sådan verden er og har været i hundreder, måske tusinder af år, inklusiv de seneste år, hvor vi i vores nordvestlige europæiske provins (med undtagelse af Nordamerika) har lullet os selv ind i den vrangforestilling, at religion er i aftagen.

Hvis nærværende symposium var et strategimøde i den lokale afdeling af Forening for Ateismens Fremme, og jeg, som er agnostiker, var inviteret til at diskutere spørgsmålet om, hvordan man bedst fremmer sagen, ville jeg fraråde at gentage den intellektuelle relgionskritik fra Marx og Nietzsche - ikke nødvendigvis fordi jeg er uenig med den, men simpelthen som et spørgsmål om hensigtsmæssighed. Den er prøvet af, og den virkede ikke.

En kampagne mod religiøs tro ville være spild af energi, hvilket ikke kun ville være spild men en tragedie, fordi der virkelig er behov for energien til et andet formål, nemlig bevarelsen af den smule, der er tilbage af et sekulært samfundsforum.

Jeg tror, det er afgørende at være bevidst om at skelne mellem de to. Religionskritik og fremme af sekularisme er ikke to sider af samme sag; der er verdener til forskel. Eller endnu værre, den ene kan blive en hindring for den anden.

Hvis religion er kommet for at blive, så burde ikke-troende koncentrere sig, ikke om det idealistiske håb om at argumentere religion død, men snarere om at opfinde strategier for sameksistens.

"Pas på, Deres Højhed", sagde Sancho Pansa til Don Quixote, "de ting derovre er ikke kæmper, men vindmøller". Jeg kunne tænke mig at vende Sanchos ord på hovedet. Pas på, kunne jeg tænke mig at sige til de ivrige og idealistiske ateister, disse relgiøse følelser er ikke vindmøller, de er kæmper, uanset om der står en gud bag dem eller ej.

Sekularismens fremtid ser grum ud, hvis religionen virkelig er kommet for at blive.

Denne artikel er et uddrag af Thomas Bredsdorffs indlæg "Fear and Trembling and the Godless Soul" på konferencen "Gudløs! Moderne religionskritik" på Københavns Universitet d. 29.-30. januar 2007. Artiklen er oversat fra engelsk. Thomas Bredsdorff er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet.