Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Stilheden skaber kirken til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stilheden skaber kirken

Hvor meget vi end flager med de store kristne ord og ivrigt gentager Jesu navn, bliver al vores aktivitet forgæves, hvis ikke den vokser ud af det, vi har set med vores indre øje, mener Peter Halldorf.

Kommenter Hold mig opdateret

SYNSPUNKT: En mindre aktiv kirke kan vise sig at være en langt mere frugtbærende kirke i verden, skriver svenske Peter Halldorf i en international kommentar

Ingen kan beskylde den kristne kirke for at være uvirksom i sin samtid. Et kig ned over menighedernes programmer og hjemmesider vidner om mildest talt høj aktivitet. Og resultatet?

Det lader sig ikke aflæse i statistik -- men muligvis i præsters øjne. Afspejler pastorens blik en indre stilhed? Eller lyser det af uro over ikke at nå frem i tide til det næste møde, der er skrevet ind i kalenderen?

I en kultur, der i den grad er bygget op omkring aktivitet og effektivitet, er det ikke usædvanligt med hurtige udrykninger til forsvar for mission og evangelisation, når nogen slår et slag for livet i lønkammeret.

Det er oplysende at se -- og formodentligt kun muligt i vore dages vesterlandske kristenhed -- hvordan kontemplation og mission ikke sjældent stilles op mod hinanden. Som om det handlede om at foretrække det ene frem for det andet.

En sådan forståelse er kun mulig der, hvor sekulariseringen har trængt så dybt ind i kirkens sjæl, at hun betragter sin egen rolle ud fra sociologernes perspektiv. Heraf følger menigheder, som bedømmer -- og berømmer -- sig selv og deres virke ud fra denne verdens måde at vurdere resultater på. Det kan muligvis gøre indtryk på nogle. Men en sådan kirke er ikke Kristi krop.

I Kristi krop -- ligesom i Kristus -- er kontemplation og mission ikke to adskilte retninger, som skal forsones gennem dialog og gensidig forståelse. De er fra evighed af forenet i den hellige treenighed: I Sønnens beskuen (kontemplation) af Faderen og i Faderens sendelse (mission) af Sønnen gennem Ånden.

Denne åbenlyse enhed, som ikke kan skabes, men udgør grunden for alt skabende i Guds rige, gælder både i menigheden og hver discipels liv. Men denne enhed er en hemmelighed, som må åbenbares, et mysterium som Jesus omtaler sådan: "Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen" (Joh 5,19). Kan det siges enklere? Jesu mission i verden er et fuldendt udtryk for hans kontemplation. Sønnen gør kun, hvad han ser Faderen gøre.

Kontemplation -- ordet betyder at beskue -- er i bibelsk forstand troens inderste væsen. Troen fødes i menneskets sjæl, når hun ser, "hvad intet øje har set." Det er også forudsætningen for at kunne såvel tale som handle i Jesu navn.

"Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer," skriver Johannes. At beskue Gud er evangeliets mål og hvert menneskes højeste kald. "Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud," er et Jesus-ord, som har været pejlemærke for gudselskere til alle tider.

Mennesket bliver -- og hun gør! -- hvad hun skuer. Med Paulus' ord: "Alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer."

Mangler denne indsigt bliver det kristne vidnesbyrd et spørgsmål om kommunikation og pædagogik. I bedste fald. I værste fald reduceres det til reklame og markedsføring. Det gælder om at "nå ud" med budskabet hurtigt og effektivt, helst i fire farver og på så mange kanaler som muligt.

Men et "vidne" i kristen forstand er man ikke bare for, at man skal lade munden løbe. Hvad er det, vi lytter til hos et andet menneske? Er det, hvad hun siger? Eller er det, hvad som får hende til at tale?

Når den kristne menighed er trofast i sin identitet, er hun i alle henseender et udtryk for Jesu Kristi liv i verden. Derfor er evangeliernes beretninger om Jesus kirkens vigtigste spejl og korrektiv. Alt, som kaldes "kristent," har sin kilde i Kristus, hans liv og mission i verden.

Jesus handlede aldrig på eget initiativ. Alt, han gjorde, var et udtryk for hans absolutte enhed med sin Fader. Der var altid to, som handlede, ikke én. "Hvad Faderen gør, gør også Sønnen," siger Jesus. For at kunne udføre Faderens gerninger søgte han uafbrudt stilheden der, hvor hans blik hvilede på Faderen.

Hvad Jesus så i sin vision af Faderen var ikke en passiv, hvilende Gud, indesluttet i sig selv. Han skuede en Gud, som udtømmer sin kærlighed til jordens yderste grænse -- ved at give verden sin egen Søn!

Kontemplationen af den kærlighed, i hvilken Faderen har overgivet sin Søn, drager uimodståeligt mennesker ind i samme overgivende kærlighed. Den, som skuer Gud, forvandles efter hans billede. Hun gør det, Faderen gør, og forlænger dermed Kristi liv i verden.

Uden at skue Faderen, gennem Ånden, bliver kirken ikke Kristi krop -- det autentiske udtryk for Jesu liv i verden. Hvor meget vi end flager med de store kristne ord og ivrigt gentager Jesu navn, bliver al vores aktivitet forgæves, hvis ikke den vokser ud af det, vi har set med vores indre øje.

Heri ligger det alvorlige: Det er fuldt ud muligt i Jesu navn at fjerne verden fra Gud i stedet for at lede den til Gud. Dette gør kirken sig skyldig i, hver gang hun bliver sin egen missionskonsulent. Når hun derimod søger den stilhed, i hvilken blikket renses, sker der noget forbløffende: en mindre aktiv kirke viser sig da at være en langt mere frugtbærende kirke i verden.

Peter Halldorf er svensker, præst i Pinsekirken og forfatter. Han er redaktør af tidsskriftet Pilgrim og leder konferencer og retræter, bl.a. om kristen mystik. Kommentaren har været bragt som kronik i Pilgrim.

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Stil et spørgsmål

Kategori*

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​