Luther gav det borgerlige liv værdi

Så det første spørgsmål må man svare nej til. Der er ikke givet en korrekt fremstilling af lutherdommen i Kjærulffs gengivelse. Men det kan man altså næsten heller ikke forvente eller forlange. Der er altså en masse punkter i hendes fremstilling, som jeg ikke kan give hende ret i.

Men fremfor at imødegå alle disse punkter vil jeg give en kort skildring af, hvad der skete, da Danmark blev luthersk. Det er nemlig noget, der har forundret mig, og som jeg stadig ikke rigtig kan komme tilrette med, hvorfor borgerne i en række danske byer vendte sig imod de munke, der hidtil fredeligt havde fået lov til at tigge deres daglige brød. Hvad var det ved lutherdommen, der tiltrak borgerne? Det forekommer mig langtfra soleklart. Men jeg vil godt give nogle bud.

Ud fra hvad der skrives i den katolske Gråbrødrekrønike (findes her), får man indtryk af, at både i Viborg og i Malmø begyndte det hele med den lutherske prædiken. Krøniken har selvfølgelig nedsættende ord at sige om prædikanten, i Malmøs tilfælde Claus Mortensen, i Viborgs Hans Tavsen, men den beretter dog om, hvordan tilhørerskaren voksede og voksede. Og hvorfor gjorde den egentlig det? Man skulle tro, der lå én eller anden økonomisk fordel i vente til borgerne. Men efter krønikens beskrivelse var det ikke det, der drev borgerne. Hvad da?

Ja, jeg vil mene, at det på én eller anden måde var Luthers tale om livet i kald og stand, der tiltrak borgerne. Gennem denne nye borgerlige arbejdsetik blev der givet værdi til det liv, borgerne levede; dette borgerlige liv blev tidligere betragtet som et højst ufuldkomment liv, dels fordi borgerne giftede sig og fik børn, dels fordi de brugte penge i deres handel og håndværk; begge dele havde de såkaldt fuldkomne, munkene, givet afkald på.

Jeg kan godt forestille mig, at det har vakt borgernes opmærksomhed, når der i den lutherske prædiken blev vendt op og ned på de tilvante middelalderlige forestillinger.

Derfor vil jeg nok mene, at det ikke er helt rigtigt, når Kirsten Kjærulff skriver, "at Gud forsvandt for dem [protestanterne] op i den fjerne Himmel, hvor Han ikke bekymrede sig så meget om sine børns daglige jordiske tilværelse. Nu måtte de klare den selv og trøste sig med præstens prædiken om søndagen". Sådan var det i hvert fald ikke i 1500-tallet herhjemme.

Men unægtelig kan man godt sige, at Gud i dag er forsvundet op i sin fjerne himmel. Og derfor spørger du, hvilke nyere teologiske retninger der vel kan være årsag til dette?

Lad mig først sige, at årsagen jo ikke behøver at ligge i en teologisk retning. Der har i den kristne verden hele tiden sideløbende med teologer eksisteret filosoffer. Erasmus, som Kjærulff nævner, var én af dem. Og også de har tumlet med tilværelsens store spørgsmål og søgt at finde svar.

Og jeg vil egentlig mene, at vi alle både bør tage ansvar for den fælles-europæiske fortid, vi har, og bør glæde os over den. For det er muligvis denne særegne blanding af teologi og filosofi, af kristendom og humanisme, der har skabt det dog egentlig ganske udmærkede samfund, vi har i dag.

Og N.B.: Jeg kalder det udmærket, også selv om en masse mennesker ikke véd, hvordan de skal finde et ståsted i tilværelsen, eller måske synes, at Gud er lidt for langt borte, og også selv om kirkerne, de protestantiske, ikke bruges så meget, som de kunne bruges. Vi har frihed, vi har det daglige brød, det er væsentlige ting, som denne blanding har frembragt, og det skal vi ikke kimse ad.

Vil man f.eks. sige, at det var Kant (død 1804), der var skyld i kirkens tilbagegang, så er det muligvis ikke sandt, men man må man vel i alt fald omvendt glæde sig over, at han satte videnskaben i system og derved fremmede dens udvikling. Vil man mene, det var Darwin, der med sin bog om Arternes Udvikling (1878) fremkaldte kirkens deroute, så er det måske heller ikke helt sandt, men den arvelighedslære, han blev ophavsmand til, har ført til utrolige lægevidenskabelige fremskridt, og uanset troens fremgang eller tilbagegang er det da noget, man kan glæde sig over.

Hvordan ser så Grundtvig på disse ting, spørger du til sidst.

Holisme var for nogle år siden en slags positivt modeord. Jeg véd ikke rigtig, hvordan det er i dag. Men i hvert fald var mennesket for Grundtvig et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, et sammensat væsen, ikke lavet af kun én ingrediens, men af to, støv, dvs. materie, og ånd.

Grundtvig havde vel ikke selv tænkt sig, at hans anskuelse skulle kunne klare også fremtidens udfordringer, men faktisk kan den opfattelse, at menneskets gudbilledlighed ligger i sproget, eller som Grundtvig sagde, i ordet, udmærket forenes med en darwinistisk udviklingslære.

Så skal man tale om en holistisk grundtvigsk opfattelse, så kan man godt finde en sådan, nemlig i en opfattelse af mennesket som blevet til helt og holdent igennem den arternes udvikling, som Darwin talte om, samtidig med at mennesket via sit sprog, som jo også er udviklet på darwinistisk vis, har del i åndelige værdier.

Hans opfattelse kommer vistnok klarest til udtryk i sangen "Menneskelivet er underligt", hvor det bl.a. hedder: "Mennesket er i Guds billede skabt/ med levende ord på sin tunge/ og derfor kan han mellem træ'r og dyr/ med guderne tale og sjunge". Dér kan han også advarende sige: "Sjæle og kroppe med folkemund/ som trodser med ordet mod ånden/ de glemmer dem selv som menneske-børn/ og bliver til dyr efterhånden".

Altså, lader mennesket hånt om sin guddommelige oprindelse, opfatter det sig selv som materie alene, da bliver det efterhånden et dyr, ja værre end det: "dyre-livet i menneske-ham/ det er et forhekset uhyre". Det forekommer mig, at vi har set noget til dette forheksede uhyre i det tyvende århundrede.

Og hvad menneskesynet angår, er det sandt nok, at Luthers menneskesyn var noget pessimistisk, som Kjærulff beskriver det. Luther var "smittet" af Augustins neoplatonisme. Hvilket forøvrigt langt de fleste var på hans tid. Menneskets drifter var syndige i sig selv, og synden nedarvedes på legemlig vis, gennem begæret i undfangelsesakten.

Men hvad der har overlevet fra Luther er ikke denne augustinske opfattelse, for den forsvandt fra protestantismen i 1600-tallet, men Luthers karske resoluthed: Han vovede, som den synder, han var, at leve på Guds tilgivelsesord. Han vovede endda at opgive middelalderens ideal om at uddrive synden gennem cølibat, fattigdom og lydighed, som de tre munkeløfter lød på, og i stedet bruge ægteskabet som "remedium", hjælpemiddel, indstiftet af Gud til at holde synden i ave med.

Vi vil nok i dag betragte ægteskabet mere som et kærlighedens drivhus, men Luthers resoluthed, Luthers faste greb og frejdige byggen på tilgivelses-ordet, det har overlevet, det kan vi også i dag gribes af.

Til sidst blot dette: De to kirkeretninger, lutherdommen og katolicismen, har udviklet sig ikke så lidt siden reformationstiden. Men sjovt nok er to af de spørgsmål, der dengang var stridsspørgsmål, forblevet stridspunkter mellem de to retninger, nemlig synet på præsteægteskabet og synet på paven.

Hvad angår mange af de andre fornyelser, Luther bragte, gudstjeneste på modersmålet, salmesang ved gudstjenesten, både brød og vin til lægfolket, har den katolske kirke langs hen ad vejen fundet ud af, at det vist ikke var så tossede fornyelser endda. Men de katolske præster er stadig tvunget til at leve i cølibat, og paven er stadigvæk kirkens leder, som kan udtale sig autoritativt om tro og moral.

Venlig hilsen

Ricardt Riis

Hvad mente Martin Luther egentlig om kvinder, hekse, katolikker, kærlighed og ægteskab? Vi har fra vores paneldeltagere samlet en række svar på spørgsmål til Luthers syn på disse og mange andre emner - besøg "Hvad mente Martin Luther?" under "religiøse svar". Klik også ind på vores tema med baggrundsartikler om Luther.