Kristendommen udtrykker sand tolerance

Eftersom de kristne vitterligt var forfulgt gennem deres religions første godt 300 år, kombineret med at de kristne mente, at de besad "sandheden og vejen" (den eneste "sandhed" og "vej" vel at mærke), brød intolerancen hurtigt ud. Muslimerne derimod havde det held, at de fra starten havde magten i et samfund, som ekspanderede næsten fra starten; derfor brød den iboende intolerance i deres religion ikke ud, men først da de følte sig truet.

Du skriver: "Mens kristendommen har en stifter, der ikke slog ihjel for sandhedens skyld, men lod sig slå ihjel for sandhedens skyld, så har islam en stifter, der slog ihjel for sandhedens skyld".

Dette er helt korrekt, men ændrer ikke på, at de to religioner havde vidt forskellige startbetingelser. Og det mener jeg er afgørende. I øvrigt bør du ikke glemme, at muslimer i høj grad anerkender Jesu lære som en vigtig rettesnor. Den største forskel er nok, at de ikke tror, at Jesus er Guds søn - men han ER én af deres store profeter!

Du skriver: "Og først vil jeg så sige, at udover, at jeg finder, at den forskel, du opstiller, ikke svarer synderlig godt til den historiske virkelighed, så finder jeg heller ikke megen fornuft eller logik i den. Er der nogen logik i, at den, der forfølges, bliver fanatisk i sin tro? Det forekommer ikke umiddelbart indlysende".

Jeg mener, at vi faktisk kan konstatere, at selvmordsterrorister i øjeblikket udspringer af fundamentalistisk islam. Nogle (palæstinenserne) er og føler sig forfulgt. Andre føler deres tro truet af de vestlige sekulære (ugudelige) samfund og flyver derfor passagerfly ind i amerikanske skyskrabere.

De går efter at blive martyrer og få en direkte billet til Paradis. Det samme gik mange af de første kristne efter - i en sådan grad at en romersk kejser på et tidspunkt skal have været så træt af at skulle henrette kristne, at han sukkede: "Kunne de dog ikke bare selv springe ud fra en klippe!"

Du skriver: "For mig at se - men jeg er jo også kristen, så du vil måske regne mig for inhabil i denne sammenhæng - er én af de store gåder i historieforløbet den: Hvordan kunne det dog gå til, at kristendommen vandt i sammenstødet med den romerske stat, på trods af det var staten, der havde alle magtmidlerne?"

Jeg mener ikke, at det er så bemærkelsesværdigt. Ghandi havde faktisk det synspunkt, at man, om nødvendigt, skulle lade sig slå ihjel for sandheden. Nogle af hans tilhængere efterlevede det faktisk og beviste (ifølge filmen om Ghandi), at selv den mest grusomme modstander i det lange løb ville køre træt i at mishandle/slå tilhængere af ikke-vold ihjel.

Ghandi vandt faktisk politiske sejre med sin ikke-voldspolitik, og på samme måde tror jeg, de første kristne overvandt de romerske kejsere med deres (Jesu) ikke-voldspolitik. Efterhånden som flere og flere åbent nægtede at anerkende kejsernes guddommelige status, måtte de slå flere og flere kristne ihjel for at bevare denne status. Dette kørte en romersk kejser til slut træt i. Så han overgav sig til kristendommen. Jesu budskab om ikke-vold sejrede, på samme måde som Ghandis ikke-voldspolitik sejrede.

Så det bemærkelsesværdige ligger vel egentlig i, hvor hurtigt kristendommen efter denne sejr ved ikke-vold ændrede sig til en nidkær og siden ekstremt voldelig religion som bl.a. afbrændte kættere og hekse i Jesu navn. Samt at den for det østromerske riges vedkommende tilmed anerkendte kejseren som Kristi repræsentant på jorden.

I øvrigt var Ghandis ikke-voldspolitik tilsyneladende også et desværre forbigående fænomen i Indien.

Du skrev: "Men man må nu ikke tro, at de muslimske fyrster var tolerante i nutidens betydning. Så bliver man uhistorisk. Men det er netop, hvad du gør".

Jeg mener, nogle af dem repræsenterede et fremskridt på tolerancens område, ikke blot personligt, men også på statsniveau. Også med hensyn til religion. Hvilket jeg i øvrigt mener du er enig med mig i - ud fra nogle af de oplysninger du kommer med i dit forståeligt skarpe, men også meget sobre svar til mig.

Du skrev: "Dette, at det enkelte menneske ud fra sin egen fornuft og intellektuelle formåen skal danne sig sin egen mening, er et ideal fra den europæiske oplysningstid. Før den tid har det faktisk ikke eksisteret, hverken i den europæiske eller den muslimske middelalder. Man kan måske sige, at dette ideal eksisterede i Jesu forkyndelse. Han talte skarpt og præcist i sit eget, ikke i Guds navn, og han lod det være op til tilhørererne selv, om de ville slutte sig til ham eller ej, om de ville forstå eller ej. Modsat Muhammed: Han fremsatte sine udtalelser, som var det Allah selv, der talte igennem ham, og han lod Allah sige gang på gang: Allah véd det, men I véd det ikke. Altså Muhammeds tilhørere skulle forlade sig på den autoritet, Muhammed påstod han talte ud fra: Guds autoritet, hvad enten de forstod eller ej".

Jeg er enig med dig i, at Jesu forkyndelse rummer dette ideal. Og at profeten og hærføreren Muhammed mere baserede sig på sin autoritet. Men så er det jo ikke første gang, nogen har været udsat for, at deres efterfølgere har udlagt deres meninger anderledes end de måske selv havde tænkt sig. Dog mener jeg at Muhammed faktisk anså Jesus for at være en stor profet - og dermed faktisk integrerede Jesu lære i Islam.

Jeg blev i øvrigt bestyrket i min opfattelse, da jeg sidste vinter med voksende interesse fulgte en udsendelsesrække i skole-tv på DR1: "Da verden talte arabisk". Udsendelserne skulle give svar på det forunderlige i, at netop et samfund med en uimodsigelig religion, som hævdede, at Koranen var den ene sande guds direkte ord til menneskeheden - at netop et sådant samfund med flid samlede alverdens videnskabelige og filosofiske værker (hvoraf nogle omhandlede ateistiske synspunkter, og atter andre beskrev en række særdeles polyteistiske religioner).

En forklaring som gik igen og igen i de 8-10 udsendelser, var netop at idealet i disse samfund OGSÅ var "at det enkelte menneske ud fra sin egen fornuft og intellektuelle formåen skal danne sig sin egen mening" - og at dette ideal blev genopdaget i den europæiske oplysningstid.

Udsendelserne virkede meget lødige og gennemarbejdede, langt over gennemsnittet for tilsvarende udsendelser. Det var primært franske filosoffer og videnskabsmænd, som udtalte sig. Og jeg ærgrer mig i dag grusomt over, at jeg ikke optog udsendelserne på video.

Du skrev: "Jeg spørger også mig selv, om det, du omtaler, nu også var noget, der fandt sted for første gang i verdenshistorien. Var det romerske rige ikke på samme måde blevet et centrum for videnskab og filosofi? Der var et mægtigt bibliotek i Alexandria i romerrigets tid, og da en lærd muslim skulle berømme muslimernes bibliotek i Cordoba i Spanien, sammenlignede han det med biblioteket i Alexandria".

Svaret er: Både og. Ved en søgning på internettet fandt jeg følgende:

"Bibliotekets grundlæggere ville i den græsk-hellenistiske verden samle hele den kendte litteratur i systematisk orden, så den kunne blive kommenteret af samtidens lærde. Bibliotekets samling af papyrus- og pergamentruller menes at have været på flere hundrede tusinde. Biblioteket blev ødelagt af romerske tropper i 272 e.Kr. Blandt de filosoffer og forskere, som benyttede biblioteket i Alexandria, er Euclid og Arkimedes".

http://www.au.dk/da/nyheder/presse/040601.htm

Forskellen var, at muslimerne ved at oversætte al den viden, de kunne få fat i til arabisk, altså til ét sprog, dermed gjorde al kendt viden international. Jeg er i øvrigt enig med dig i at de, mig bekendt, ikke kendte den kinesiske kultur og videnskab.

Siden lod kristne fyrster, da muslimerne var drevet ud af Spanien, de arabiske skrifter oversætte til latin - dog ikke muslimernes religiøse skrifter. Så vidt jeg er orienteret var det ofte kristne munke, som oversatte Og nogle af dem blev derved "smittet" af videnskabens undersøgende natur og ikke-religiøs filosofisk tænkning.

Lad mig slutte med at sige, at jeg mener, det ville være gavnligt, om vi i den kristne verden besindede os på den muslimske verdens historiske fortjenester og erkendte den kristne verdens historiske fejl.

Ikke for at bagatellisere eller "undskylde" de muslimske fundamentalisters grove og helt uantagelige overgreb på uskyldige mennesker med vilkårlig halshugning af gidsler m.v.! Bestemt ikke. Nej - vi bør netop kaste lys på den muslimske verdens historiske fortjenester i retning af religiøs tolerance, forskning og filosofi. Vi bør fortælle de moderate, tolerante muslimer, som også findes i dag, og som jeg tror er langt de fleste, at vi kender og anerkender de betydelige fremskridt deres forfædre skabte.

At vi erkender, at også vi i høj grad står på skuldrene af disse gamle muslimske tænkere og videnskabsmænd. At vi i øjeblikket "løber" med en meget værdifuld stafetstav som de gav videre til os - og som vi meget gerne vil række videre til nutidens muslimer.

Og så bør vi i øvrigt glæde os over, at nogle muslimer faktisk udtaler, at intet muslimsk land er i praktisk gerning så tæt på det muslimske idealsamfund, som Danmark er i øjeblikket. Nordens "Alhambra" kalder de os faktisk!

Med venlig hilsen

Vagn Bro

Svar:

Kære Vagn Bro!

Det sidste kan jeg være enig med dig i: Der er meget godt at hente i den muslimske middelalders historie. Hvad jeg nok understreger noget kraftigere, end du gør det, er, at det, man fremfører, for alt i verden skal være saglig begrundet. Ellers giver det uvægerlig bagslag. Og så er én af de ting, som man ikke uden videre får svar på fra historien, det ret afgørende spørgsmål, om denne muslimske "guldalder" opstod i kraft af islam eller på trods af islam.

Tilsyneladende giver du mig ret i, at (1) der er den forskel mellem de to religionsstiftere, Jesus og Muhammed, at mens Jesus lod sig slå ihjel for sandhedens skyld, var Muhammed sådan indstillet, at han slog ihjel for sandhedens skyld. Men det undrer mig meget, hvordan du med det in mente så kan sige, at (2) Muhammed integrerede Jesu lære i islam. Hvis påstand (1) er sand, så er de to religioner inkompatible, umulige at få til at rime sammen. Alligevel gør du uden at blinke netop det med påstand (2).

Det er sandt, at Muhammed PÅSTÅR, at Jesus var en stor profet, og PÅSTÅR, at han fremsatte en lære, der blev forvansket af de kristne, men nu er fremstået i fuldt sandheds flor i koranen. Og den, der regner koranen for ufejlbarlig, fordi den er Guds ord fra ende til anden, det vil sige, en normal muslim, vil naturligvis gå ud fra, at sådan er det. Men vi andre kan ikke regne en sådan påstand for sand, blot fordi den står i koranen.

Og ærlig talt, en blot nogenlunde redelig gennemført sammenligning mellem de to skrifter, koranen og det ny testamente, gør det ret umuligt at fastholde Muhammeds påstand om, at han videreførte Jesu lære. Jeg pegede i mit sidste indlæg på den forskellige form, de to religionsstifteres ord har. Muhammeds ord er fra ende til andet at forstå og modtage som Guds eget ord. Hvorimod Jesu ord er ordsprogsagtige fyndord, er lignelser, er stridssamtaler, altsammen noget, der kalder på tilhørernes egen forståelse.

Og vil man sige, som muslimer sædvanligvis gør, at vi kristne har forvansket den åbenbaring, Gud gav til profeten Jesus, så er det en påstand, der ikke har nogetsomhelst hold i manuskripternes overlevering. Det er udelukkende en påstand, der fremsættes, fordi der står noget i den retning i koranen. Altså, den Jesus, som islam anerkender som en stor profet, er ikke det ny testamentes ægte, historiske Jesus, men koranens, af Muhammed opdigtede Jesus.

På samme måde overrasker der mig ikke så lidt, at du, efter at have erkendt ovennævnte forskel på Jesus og Muhammed, rask væk sidestiller de muslimske selvmordsbombere, herunder selvmordspiloterne den 11.9., med de kristne martyrer. At de kristne lader sig slå ihjel, og at muslimerne slår ihjel, samtidig med, at de begår selvmord, det er da ellers en forskel, der vil noget. Eller er vi virkelig så bornerte, at vi mener at kunne slå de to fænomener sammen til ét, f.eks. som du gør det, ved at hævde, at begge parter går efter en plads i paradis, og så lade alle forskelle ligge?

Jeg véd ikke, om du forestiller dig, at begge slags mennesker har en form for dødsdrift. Det kunne tyde på det, når du citerer en romersk kejser for at have sagt om de kristne: "Kunne de dog ikke bare selv springe ud fra en klippe"! Jeg kender ikke citatet. Men det får dig til fuldstændig at overse forskellen til de muslimske såkaldte martyrer: De begår selvmord, hvad de kristne martyrer ikke gør. Og det gør de, skønt selvmord ifølge normal islamisk tankegang ikke er tilladt.

Og når du sådan blander tingene sammen, overser du også en anden meget væsentlig forskel, at selvmordsbombemændene jo helst skal slå andre ihjel, uskyldige børn, kvinder, tilfældige forbipasserende, muslimer, jøder, kristne imellem hinanden, det betyder intet. For selvmorderen er så fanatisk overbevist om sandheden, at han vil slå ihjel for dens skyld. Og det er jo slet, slet ikke det, den kristne martyr vil. Han vil det modsatte: fastholde sandheden, også om han bliver slået ihjel for det.

Du finder det ikke så mærkeligt, at de kristne vandt i oldtiden, så kejserne gav efter. Og bevares, det kan jo ikke bevises, at det er mærkeligt. Man må forstå, hvorfor kejserne fandt det nødvendigt at kræve ofringer af undersåtterne. Og det er ret svært for os. Men når det er svært at sætte sig ind i, skyldes det jo netop, at det blev de kristnes synspunkt, der vandt: kejseren kan regere på den rene og skære fornuftsbegrundelse, at der skal nogen til at straffe de onde og belønne de gode; han behøver ikke understøtte sin magt med påstande om guddommelig afstamning.

Tilsvarende vil ingen kunne hindre nogen i at hævde, at den romerske religion med dertil hørende kejserdyrkelse alligevel var på retur, og alligevel, også uden de kristnes "hjælp", ville have opløst sig selv indefra. Men jeg synes ikke, det er god historieforskerskik at gribe til den slags forklaringer. De ligner bortforklaringer for meget.

Ghandi var en ikke-voldstilhænger. Og han kan have lært ganske meget af Jesus. Dog skal man være opmærksom på, at kristendommen, heller ikke den ældste kristendom, ikke var nogen ikke-volds filosofi. Der var i oldtiden kristne, der var soldater; efter sigende var der endda på et tidspunkt en hel kristen hærafdeling, der i flok nægtede at ofre til kejseren. Med deraf følgende henrettelser.

Udsendelsesrækken "Da verden talte arabisk" har jeg ikke fulgt, og derfor kan jeg ikke ikke rigtig udtale mig om den. Men jeg véd da, at der er ret stor uenighed om både den kristne og den muslimske middelalder. Og jeg véd også, at der er ganske mange, der mener, at de bedst forfølger det smukke ideal, du opstiller, om at hjælpe vore muslimske landsmænd med at være stolte over deres fortid, ved at kaste smuds over vor egen fortid. Til dem hører jeg ikke. Ja, jeg siger det bare. Men jeg skal ikke nægte, at det blandt andet af den grund kan være svært at nå frem til et nogenlunde historisk korrekt billede.

Om udsendelsesrækken siger du: "En forklaring som gik igen og igen i de 8-10 udsendelser, var netop at idealet i disse samfund OGSÅ var "at det enkelte menneske ud fra sin egen fornuft og intellektuelle formåen skal danne sig sin egen mening" - og at dette ideal blev genopdaget i den europæiske oplysningstid". Jeg må sige det, som det er: Jeg tror ikke på disse franske videnskabsmænd og filosoffer, hvem de så er. Det stemmer overhovedet ikke overens med det, jeg ellers véd om islam: At man forventer af enhver muslim, at han handler efter Guds vilje, sharia, koranens bud, hvad enten han forstår dem eller ej.

Derimod stemmer det godt nok overens med en tendens hos mange vestlige forskere: De kan ikke godkende mennesker, der ikke er som vi vesteuropæere; skal de derfor oplyse om, at islam er "god nok", så kan de kun gøre det ved at hævde, at islam er ligesom vi. At islam som historisk fænomen skal læses og forstås ud fra sine egne forudsætninger, det vil de ikke gå med til. For så synes de ikke, de kan fastholde, at islam er ok. Så jeg tror snarere, det er den tendens, der er på færde.

Så kan jeg forstå på dig, at du fastholder den tese, jeg angreb så hårdt: At islam i sit udgangspunkt er "hvid", mens kristendommen i udgangspunktet er "sort". Jeg må vist nøjes med i denne omgang at sige: Nå! Dog har du en forståelse af intolerance, der vist ikke helt holder vand. Du mener vistnok, at enhver religion, også den kristne, blot ved selve dette at fremsætte trospåstande, har en iboende intolerance. Det er en lidt farlig påstand.

Dels må man gøre opmærksom på, at enhver tolerance, også Vagn Bros, i så fald vil være intolerant overfor intolerancen. Hvis selve det at fremsætte en trospåstand viser ens intolerance, så må tolerancen nødvendigvis være intolerant. Og hvis man siger, som du gør, må man som minimum være klar over den modsigelse, man vikler sig ind i.

For det andet er påstanden farlig, fordi den jo skal prøves på de historiske kendsgerninger. Og jeg kan ikke se andet, end at hvis kristendommen som et karakteristikum har villigheden til at sætte livet i vove for sandhedens skyld, så er netop den udtryk for sand tolerance; den kan ikke på nogen måde beskyldes for intolerance; for dens trospåstand går netop ud på, at jeg lader den anden udfolde sig, som han har samvittighed til, også selv om han slår mig ihjel. Den trospåstand kan man ikke med nogen rimelighed hævde har en iboende intolerance i sig.

Men den er naturligvis vanskelig at efterleve.

Venlig hilsen

Ricardt Riis