Vassula Rydén siger, at hun modtager budskaber fra Gud. Mennesker i hele verden er blevet berørte og omvendte af hendes budskaber, andre er skeptiske og afvisende
Af kendte kristne mystikere der har haft direkte erfaringer med Gud, og som er blevet anerkendt af den katolske kirke som ægte profetskikkelser, kan nævnes Katarina af Sienna, Birgitta af Vadstena, Theresa af Avila og Edith Stein.
Vassula Rydén betragtes i vide kredse som en nutidig profetskikkelse, der ikke er kendetegnet ved at være særligt ophøjet eller hellig, men et moderne, almindeligt menneske.
Vassula Rydén hævder at have modtaget åbenbaringer fra Gud siden november 1985, og hun har nedskrevet budskaberne i notesbøger, som siden 1990 er blevet offentliggjort i en tolvbinds-serie med navnet "Sandt liv i Gud".
Du kan læse om Vassula Rydéns budskaber og virke på en dansk hjemmeside og på en international hjemmeside.
Men hvem er denne kvinde, hvis budskaber er gået hen og blevet bestsellere og oversat til fyrre sprog?
Vassula Rydén er i 1942 født ind i en græsk familie, der på det tidspunkt var bosiddende i Egypten. Hendes families kirkelige baggrund var græsk-ortodoks, men ingen i hendes familie var særligt praktiserende.
Som ung pige havde Vassula Rydén nogle religiøse erfaringer gennem drømme, hvor hun så Satan og Kristus og oplevede at være Kristi brud. Ingen af disse drømme fik dog mærkbare trosmæssige konsekvenser. Hun fortsatte nemlig med at være som moderne mennesker er flest i forholdet til religion: indifferent over for Gud. Gift med en svensk diplomat, hvis arbejdsopgaver bragte parret og deres to sønner rundt i mange forskellige lande, levede hun et privilegeret diplomatfrueliv med tennis, bridge og maleri som sine elskede beskæftigelser.
I 1985, hvor familien var bosiddende i Bangladesh, havde hun en underfuld oplevelse, der skulle føre til hendes komplette omvendelse.
Under nedskrivningen af en indkøbsseddel, følte hun pludselig en let elektrisk følelse i sin hånd og et usynligt nærvær ved sin side. Hun lod sin hånd føre og skrev med en håndskrift, der markant adskilte sig fra hendes egen, ordene: "jeg er din skytsengel, og mit navn er Daniel." Hendes hånd blev ført til at tegne et hjerte og ud fra hjertet en rose. Læs om Vassulas håndskrift her.
Dette blev begyndelsen på mange møder med skytsengelen Daniel, som førte Vassula gennem en renselses- og teologisk læreproces inden møderne med den treenige Gud, Faderen, Sønnen og Helligånden såvel som med Jomfru Maria og med ærkeengelen Michael.
Rydén forstod, at hvad der var hændt hende var en unik oplevelse, men først efter en del møder med skytsenglen forstod hun, at hun blev kaldt af Gud til at tage budskaberne alvorligt ved at stille sig i Guds tjeneste. Hun begyndte at rejse rundt i verden og forkynde budskaberne, samtidig med at hun følte ikke at være opgaven voksen. Siden 1988 er hun blevet inviteret til at tale i mere end halvtreds lande (se en oversigt over Vassulas rejser), og hun modtager ingen honorar for at bære disse vidnesbyrd.
Hvad er kernen i disse budskaber, som trækker fulde huse over hele verden?
Først og fremmest, at Gud er kærlighed. I budskaberne udtrykker Gud sin smerte over, at menneskene glemmer hans eksistens og gengælder hans kærlighed med ondt:
"Husk på, at jeg, Gud, lever, jeg eksisterer. Tvivler I stadig? Prøver I stadig at analysere, hvordan? Bruger I stadig hele jeres liv på at analysere mig, diagnosticere mig, have evindelige diskussioner om, hvorvidt jeg er til eller ikke? Hvorfor?" Hør mig: da jeg først grundlagde jorden, var jeg fuld af glæde. Jeg udspredte stjernerne og navngav enhver af dem. Senere skabte jeg jer i kærlighed og glæde. Med mine egne hænder dannede jeg jer og gav jer livsånde. Jeg opfostrede jer og velsignede jer. Jeg er jeres hellige fader.
Derpå sendte jeg jer vise mænd, der kunne lede jer og lære jeg, hvordan skabningen begyndte. Jeg åbenbarede mig selv for jer for at lære jer om jeres grundvolde, og hvem jeres skaber er. Jeg, Gud, er jeres fader, og nu bruger I generation efter generation på at skimme mig, analysere mig, forblive i konstant mørke, flygte fra mig og skabe kaos iblandt jer. Kan I ikke forstå, hvordan I nedslagter hinanden, skaber krige, hader hverandre, udrydder racer og byer, udsletter jeres hjemstavn, gør jeres kvinder til enker og jeres børn forældreløse, og kun giver udtryk for had? Hvorfor? Hvor er alle mine velsignelser blevet af? Hvor er den kærlighed, med hvilken jeg velsignede jer?....(fra Vassula Rydén: "Min engel Daniel. Samtaler med en skytsengel". Notesbog 1-4).
Et andet centralt tema i budskaberne er også de kristne kirkers genforening og enhed, især at øst- og vestkirkerne skal genforenes og begynde at virke sammen igen, sådan at Hans legeme, kirken, igen må ånde med begge lunger.
Vassula Rydéns virke har vakt opsigt i brede kredse og rejst både positive og negative røster. Der har været overvældende mange vidnesbyrd fra forskellige kirkesamfund, også fra ikke-kristen side om at mennesker er kommet til tro ved at høre og læse Vassula. Læs forskellige menneskers vidnesbyrd her. Fra 1985 er der blevet dannet de såkaldte Sandt liv i Gud-foreninger , som er grupper over hele verden, der spreder Sandt liv i Gud-budkaberne, arrangerer møder med Vassula Rydén og hjælper fattige i tredjeverdenslande, for eksempel ved at åbne børnehjem, de såkaldte Beth Myriams.
Sandt liv i Gud-foreningerne danner også bedegrupper, for i Vassula Rydéns budskaber understreges vigtigheden af bøn som vejen til mødet med Gud og fred mellem mennesker.
Men Vassula Rydéns virke har også mødt modstand. Læs f. eks. en kritisk omtale af Vassula Rydén fra Dialogcenteret .
I 1995 udstedte Vatikanets troslærekongregation en såkaldt notifikation, fordi mange biskopper og katolikker havde henvendt sig for vejledning om Vassulas virke. Notifikationen blev først underskrevet året efter og troslærekongregationen mente dengang, at den skulle advare imod at betragte Vassula Rydéns skrifter uden skepsis eller undlade at sætte spørgsmålstegn ved visse dogmatiske udsagn.
Notifikationen gav anledning til en voldsom protest fra anerkendte teologers side, som var overbeviste om ægtheden af Vassula Rydéns budskaber. Siden år 2000 har der fundet en intens dialog sted mellem Vassula Rydén og troslærekongregationen, der har mundet ud i et tredive sider langt svarskrift fra Rydéns side og en efterfølgende positiv tilkendegivelse fra troslærekongregationens side.
Troslærekongregationen tager ikke stilling til, hvorvidt Vassula Rydén er sendt af Gud, men signalerer med sin skriftlige tilkendegivelse, at det står ethvert menneske frit for at betragte Vassula Rydén som sendt af Gud og at lade sig lede af hendes budskaber.
Vassula Rydén har gæstet Danmark før, i 1993 og i 1995. I oktober måned kommer hun til Norden igen og holder i løbet af ti dage møder i Esbjerg, Reykjavik, Tórshavn, Stockholm, Göteborg og København.
Mødet i København foregår i Københavns Kristne Kulturcenter.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende