Kræft gav Hanne nyt liv: Jeg vender aldrig tilbage som mig selv

Hanne Larsen var ikke bange for noget. Jo, sygdom, måske, fordi hendes mor døde så ung. Men heldigvis havde hun aldrig selv fejlet noget som helst - lige indtil hun fik konstateret kræft. Modelfoto: Iris

Engang håbede jeg, at jeg ville blive mig selv igen efter operationen. Men nu har jeg indset, at jeg aldrig vender tilbage som mig selv. Jeg er en ny Hanne.

En kræftsvulst satte med ét Hanne Larsens liv i stå og gjorde hende lam i højre side. Men samtidigt gav operationen hende følelsen af at få en ny chance - og blive født på ny

Det er januar 2015. Hun står tidligt op, for morgenrutinen går langsomt. Først går hun i bad ved at tage en øse i en orange spand på gulvet og hælde vand over sit karseklippede hår. Det er den indiske måde at bade på. Bagefter trækker hun sine leggins på og tager en sportsbluse over hovedet. Hun bruger god tid på at overveje, hvad der skal med i tasken: Vand, ja. Et sjal. Og toiletpapir.

Hun vandrer de 300 meter hen til yogahallen. Det er stadig mørkt i skoven, men fuglene er for længst vågne, og de skræpper, synger og klukker oppe fra bananpalmerne. Klokken er næsten seks om morgenen.

Det er fugtigt og varmt. Inde i yogahallen er hun den første, og hun sætter sig på en tynd måtte og begynder at øve de langsomme vejrtrækninger, helt nede fra maven. Efterhånden drysser de seks andre kursister ind, og til sidst den indiske yogaunderviser, Govind Radhakrishnan.

Hanne Theill Larsen er 48 år og skolesekretær på en folkeskole i Dragør. Hun bor i et lille hus på en stor grund og er gift med Per Theill Larsen og har to døtre. Hun har skinnende brune øjne og et smittende grin. Og så har hun altid vidst, at der er mere mellem himmel og jord. I hvert fald har hun vidst det, lige siden hendes mor døde, da hun var syv. Moren blev 39 år. Allerede dengang stod det helt klart for den lille Hanne, at mor ikke bare kunne være væk. 

Hanne Larsen har altid været smilende og stærk, har haft et aktivt liv og snakket som et vandfald. Hun var ikke bange for noget. Jo, sygdom, måske, fordi hendes mor døde så ung. Men heldigvis havde hun aldrig selv fejlet noget som helst. 

Indtil torsdag den 24. april 2014. Hun var på arbejde på skolen på en helt almindelig dag. Pludselig gik hendes krop i kramper, og hun fik et epileptisk anfald. 

Hun råbte ”Hjælp! Jeg får et hjerteanfald! Jeg skal dø!” men der kom ingen ord ud, kun et langstrakt og stønnende ”aaaarh”. Og så faldt hun sammen. I starten sagde lægerne, at svulsten, der forårsagede anfaldet, var godartet, og en dato for operationen blev sat fast. Hanne Larsen blev sygemeldt fra jobbet og havde nu to måneder at vente i.

Hanne Larsen på vej gennem Indien bag vinduet i et gammelt tog. En rejse, hvor hun ændrer billedet af sig selv.

Hvorfor mig?

”Complete awareness to the breath,” dirigerer Govind Radhakrishnan, mens han går observerende rundt mellem kursisterne og retter på dem, så de spændte skuldre smelter ned. Kursisterne forsøger at få deres stive ben i en smidig skrædderstilling og at slippe de mange tanker, der insisterende tager plads i hovedet. Fuld fokus på åndedrættet. Sikke fuglene pipper. Puh, her er varmt. Hov. Fuld fokus på åndedrættet.

Morgenyoga. Foto: Marie Oline Viuff

Hanne Larsen har været søgende hele sit liv, selvom hun ikke kommer ud af en specielt religiøs familie. Det har været de personlige oplevelser, der har skubbet hende afsted, lige fra morens død til den tid, hvor hun selv fik børn, over en ægteskabskrise til den personlige krise, hun er i gang med at gennemleve lige nu: 

Livet som kræftopereret. 

Før i tiden har hun oplevet sig selv som offer for alle disse hændelser: 

”Den dag min mor døde, husker jeg tydeligt, hvordan det var at komme hjem. Jeg vidste, at der var noget galt. Der var en tyk, tyk tåge over huset, og i køkkenet stod min farmor og rørte i en gryde, helt trist,” fortæller Hanne Larsen og fortsætter:

”Min far sad i stolen inde i stuen, og jeg kravlede op til ham. Jeg hørte mig selv sige: ’Så, så, far, det skal nok gå alt sammen.’ I dag kan jeg se, at jeg pakkede mig selv væk.”

Som voksen bar Hanne Larsen videre på den store smerte fra barndommen. Hun fortalte tit sig selv, at det også var synd for hende, at hendes mor var død, og at hendes far ikke gav plads til hendes barnefølelser, da det skete. Men det var samtidig de livsbegivenheder, der satte hende i gang med at søge. Hun var nysgerrig på menneskesindet og troen, og hen ad vejen har hun pakket sin offermentalitet mere og mere ned i takt med, at et syn på livet som noget større har taget plads i hendes sind.

Men sådan var det ikke, da Hanne Larsen fik konstateret, at hun havde en svulst i hjernen. Da det epileptiske anfald indtraf, mistede hun faktisk kontakten til sig selv. Hun var i chok og oplevede et decideret angstanfald, hvilket hun aldrig havde prøvet før. Til sidst opsøgte hun en præst, som hun i forvejen kendte.

”Jeg var så skrupforvirret. Jeg kunne ikke holde de negative tanker ude af mit system og var meget vred. Og nu tænkte jeg så på, om de tanker mon kunne få min svulst til at vokse. Mit største spørgsmål til præsten var: ’Er Gud straffende?’”

Det var fadervor, Hanne Larsen fik med hjem efter samtalen. Og hun begyndte at bede endnu mere end før. Faktisk brugte hun alle de bønner, hun overhovedet kunne komme i tanke om. 

Genfødsel

Den 4. juni 2014 var Hanne Larsen under kniven, og analyser viste, at der var grad tre i svulsten. Den var altså alligevel ondartet, men lægen forsøgte at tage alt, han kunne af den. Svulsten sad midt i hjernen, lige ved skillelinjen mellem de to halvdele, og inden operationen havde lægen derfor forberedt Hanne Larsen på, at der var cirka 30 procents risiko for talebesvær og nedsat bevægelse i højre side. 

Hanne Larsen på hendes fødselsdag i august, efter operationen. Foto: Privatfoto.

”Og det var godt, at han forberedte mig på det, for da jeg vågnede op, var jeg iblandt de 30 procent,” siger Hanne Larsen. Frarøvet evnen til at tale. Lam i hele højre side. 

På opvågningsafsnittet var kroppen helt låst, og hun forsøgte at tale med sine øjne til sin familie: ’Jeg er her, jeg er her, jeg skal nok komme tilbage!’ Men de så kun kroppen og hørte kun bib-bib-lydene fra skærmene. Men inde i Hanne Larsen, bag den passive krop, var der sket noget. Hun kunne pludselig kende sig selv igen og udbrød i sindet: ’Ah, styrke, der er du!’ Hun vidste på en måde, hvad der skulle gøres, og hun følte sig helt rolig. Nu skulle hun bare fokusere på at få giftstofferne fra operationen ud af kroppen. 

Hanne Larsen sidder med lukkede øjne, mens hun fortæller om operationen. Den indiske aften er svedfremkaldende varm, selvom solen er ved at gå ned bag kokospalmerne. Dagen slukker pludseligt, når man befinder sig så tæt ved ækvator. Hele sidste del af fortællingen åbner Hanne Larsen slet ikke øjnene. Hun bruger alle kræfterne på at tale. Hendes håndflader har hun lagt åbne på benene. Der er stille. Så siger hun:

”Jeg bliver helt svimmel. Min krop reagerer helt vildt på det, jeg siger. Det er en slags kuldegysninger i højre side,” sukker hun tilfreds. Sekunderne triller. ”Mig før og efter operationen kan slet ikke sammenlignes. Jeg føler, jeg er blevet født på ny. At jeg har fået en ny chance,” siger hun så.

Alting sker af en grund

Efter morgenens yoga er der morgenmad. Det er varm, indisk mad med nudler, grøntsager og kokoschutney. De i alt syv kursister smiler til hinanden, men taler ikke, fordi der er stilhed om morgenen. Formiddagens program byder på undervisning i yogaens filosofi ude i en pavillon i palmeskoven. Selv under pavillonens skygge sveder kursisterne i det fugtige klima, mens Govind Radhakrishnan holder på, at det er koldt. Det er jo indisk vinter. 

Retræteholdet til formiddagens undervisning. Foto: Marie Oline Viuff

Hanne Larsen er på retræten i Inden, fordi hendes intuition har budt hende det. 

"Efter operationen har jeg lagt meget mærke til signaler fra min krop. Så da jeg så, at der var pladser på den her retræte, så vidste jeg bare, at jeg skulle gøre det. Jeg ville lære mere om yoga og meditation, for at integrere det i min hverdag - og jeg ville udvikle min spiritualitet,” siger Hanne Larsen.

I eftermiddagsheden har holdet pause, før de klokken 16.00 mødes til træning igen. I den store yogahal øver Hanne Larsen sig i at mærke sin højre side, som har været sat tilbage siden operationen. Det kriller og gyser i den, mens hun laver stående krydsbøjninger. Hun griner, for det er dejligt og skørt at mærke kontakten til kroppen igen. 

Efter operationen og under retræten i Indien oplever Hanne Larsen, at hun for alvor kan lægge sin offermentalitet væk. 

”I dag kalder jeg alle mine livsbegivenheder for gaver, der har givet mig en helt ny dimension,” siger hun, mens hænderne ligger på benene, åbne op mod himmelen. 

”Jeg tror, at alting sker af en grund. Der er en mening med det. At se livets begivenheder som gaver er at træde ud af offerrollen. Det er ikke synd for mig - nej, det er godt for mig!" smiler hun og fortsætter: 

"Se bare på mit kræftforløb. Det har ført mig afsted til Indien, og retræten her har gjort mit hjerte mere åbent, og min mave føles blød. Jeg kan trække vejret på en helt anden måde.” Hanne Larsen holder en lang pause i talestrømmen. Efter operationen er hun ikke helt lige så hurtig til at få tanke og tale til at følges ad. 

”Jeg skal lige tilbage på sporet,” siger hun med lukkede øjne, før hun fortæller videre.

Jeg vender aldrig tilbage som mig selv

Det er sidste dag på retræten, der har varet i tre uger. Hanne Larsen sidder på gulvet i skrædderstilling sammen med de andre kursister og yogaunderviserne. Der er en nostalgisk stemning, fordi det er tid til at sige farvel. 

Ifølge Hanne Larsen er den slags retræte for dem, der kan mærke, at det er rigtigt, og som samtidig er inspireret af noget, der er højere end dem selv. For der er klart en åndelig dimension i det, kursisterne oplever her:

”På et tidspunkt under en meditation fik jeg en klar følelse af, at der var en membran rundt om mig, der fulgte med i min vejrtrækning. Jeg var ét med min vejrtrækning. Jeg følte, at jeg blev beskyttet.” 

Hun havde viljestyrken til at komme tilbage efter sin operation, fysisk som psykisk. Hun havde kræfterne til at tage til Indien, halvvejs gennem sin strålebehandling. Men hun taler stadig langsomt, og hendes højre side føles helt anderledes, så i lang tid troede hun, at hun skulle kæmpe sig frem til at blive den, hun var før operationen. Men som hun siger:

”Operationen gjorde mig opmærksom på, at vi ikke kun er krop, men at vi er langt mere end det. Vi er forbundne til hinanden, naturen og Gud.”

På tur siger hver fra holdet på gensyn. Ordet er kommet til Hanne Larsen. Hun smiler og hendes brune øjne stråler under det korte hår. Håret er blevet så langt nu, at det stritter ud over ørerne. Med røde pletter på kinderne siger hun: 

”Engang håbede jeg, at jeg ville blive mig selv igen efter operationen. Men nu har jeg indset, at jeg aldrig vender tilbage som mig selv. Jeg er en ny Hanne. Jeg glæder mig til at lære hende at kende.”