Billedserie: Syv historiske skildringer af Jesus på korset
Krucifikset er blevet et af kristendommens stærkeste symboler. Få en introduktion til krucifiksets historie og se 7 af historiens vigtige afbildninger af Kristus på korset her
I ordets egentlige betydning skal et krucifiks være tredimensionelt. Den distinktion følges imidlertid ikke altid i kunst- og kirkehistorien. Altertavler og afbildninger af Jesu korsfæstelse som de malerier, vi kan se i billedserien ovenfor, viser, ligesom krucifikset, Kristi lidelse og har derfor gennem tiden haft en lignende, symbolsk betydning.
Første krucifiks var en satire
En af de tidligste og muligvis den allerførste kendte afbildning af korsfæstelsen er faktisk en tegning endda en satirisk tegner. Graffitien blev opdaget på Pallantinerhøjen i Rom og er fra 2. århundrede efter Kristi. Billedet forestiller en romersk soldat, Alexanemos, der løfter hånden i en tilbedende gestus mod en korsfæstet.
Men figuren på korset er et menneske med æselhoved og er blevet tolket som en hån mod de kristnes Gud og Jesus, fortæller lektor ved Menighedsfakultet i Aarhus og redaktør af det arkæologiske blad TEL Morten Hørning Jensen.
Hvornår man for alvor begyndte at bruge krucifikset som et symbol i kristendommen er svært at sige, men udgravninger af Byzans fra omkring 4. til 6. århundrede efter Kristus afslører, at afbildninger af korsfæstelsen på dette tidspunkt begyndte at være normalt:
I den tidlige oldkirke anvendte man ikke krucifikset som et kristent symbol, fordi korsfæstelse stadig var en udbredt straf. Ydmygelsen af Kristus var derfor ikke et ønskværdigt kristent symbol. Hvornår man præcist begyndte at anvende korset eller krucifikset er svært at sige, men det er først i middelalderen, at trækors og tredimensionelle krucifikser udbredes."
Forskellige kirker - forskellige krucifikser
Siden den flamske humanist Justus Lipsius (1547 1606) i 1593 skrev en afhandling om netop krucifikser,har man opdelt krucifikset i fire grundtyper. Ud over det kors, vi ofte ser afbildet, hvor Jesus hoved hviler over den vandrette bjælke, er der T-korset, hvor den øvre pind blot er lagt lige hen over toppen på den lodrette, kryds-korset, som er to bjælker på tværs af hinanden, og som vi også kender som Andreas-korset og sidst det simple kors, krux simplex, som bare er en lodret bjælke, som man også kunne klynges op på. Ordet kors refererer altså til, at man kan klynges op ikke at der er tale om et kryds.
Krucifikset er specielt vigtigt i den romerske-katolske kirke, men bruges også både i den ortodokse og reformerte kirker som den anglikanske og lutherske. I andre protestantiske kirker er krucifikset ikke ofte brugt.
Den tidlige protestantiske kirke var generelt imod brug af krucifikser og Jean Calvin var stor modstander af både det tomme kors og krucifikset. Luther, derimod, bibeholdt krucifikset. Fordi de protestantiske retninger visse steder blandedes, kan det være svært at komme med et præcist skel i anvendelsen:
En generel forskel er, at mens man i den romersk-katolske kirke anvender egentlige krucifikser, bruger man i både den lutherske og den reformerte kirke ofte tomme kors, siger Morten Hørning Jensen.
De ortodokse krucifikser er igen anderledes. Ofte er her tale om ikke tre-dimensionelle malerier på eksempelvis et stykker træ, der viser en Jesus på korset med et fredfyldt ansigt og uden lidelse.
Den lidende og den sejrende Kristus
Den vestlige kirke inden for den romerske-katolske tradition fokuserer i høj grad på netop Jesu lidelse, mens østlige kirker inden for den romersk-katolske kristendom er inspireret af den ortodokse tradition og viser korsfæstelse og opstandelse som to tæt forbundne hændelser ved ofte at afbilde en mere sejrende Jesus på korset eller vise korsfæstelse og opstandelse i samme afbildning.
I løbet af 1300-tallet blev den italienske, lidende Kristus (Kristus patiens) dominerende og den traditionelle byzantiske, sejrende Kristus (Kristus gloriosus) forsvandt fra Europa. Dette skifte skyldtes ikke mindst værker af malere som Giunta Pisano og Cimabue.