Præsten, der ændrede livet på en lille ø i Sydamerika

Kun få kender kirken Iglesia Nuestra Señora de Solentiname, der i dag står som et levende bevis for de ideer og drømme som præsten og poeten Ernesto Cardenal havde i tankerne, da han kom til Solentiname i 1966 for at grundlægge et religiøst samfund.

Præsten Ernesto Cardenal forsøgte i 1966 at grundlægge et samfund baseret på den latinamerikanske befrielsesteologi. En særlig kirke minder om den historiske indflydelse, præsten fik for øens udvikling

Solentiname er en isoleret øgruppe i Nicaragua med 36 små øer, beboet som ubeboet, med i alt knap 1000 indbyggere, hvor langt de fleste bor på den største ø Mancarrón. Før præsten Ernesto Cardenal kom til Solentiname i 1966, bestod øgruppen hovedsageligt af et fattigt og afskåret landbrugsfolk med knappe ressourcer. Men præstens ankomst ændrede øen for altid.

Ernesto Cardenal kom til Solentiname med ønsket om at grundlægge et samfund med udgangspunkt i befrielsesteologien, som opstod i 1960’erne i Latinamerika. Befrielsesteologien forsvarer samfundets svage og er et katolsk bud på at forene teologi og social aktivisme med inspiration fra marxismen.

Befrielsesteologien var en reaktion på datidens brutale diktaturer og den voksende industrialisering, som prægede store dele af Latinamerika i forrige århundrede - blandt andet Nicaragua.

Nicaragua var fra 1934 og frem til revolutionen i 1979 underlagt Somozadynastiets militærdiktatur. Landet var samtidig, i slutningen af denne periode op igennem 60’erne og 70’erene, at Solentiname med Ernesto Cardenal på mange måder blev et åndeligt og kulturelt frirum i et ellers diktatorisk Nicaragua.

Som noget af det første gik Ernesto Cardenal sammen med Solentinames indbyggere i gang med at restaurere kirken på Mancarrón. En kirke der godt nok aldrig var blevet bygget færdig og efterladt med blot tre sølle lervægge. Allerede samme år stod kirken færdig og Iglesia de Nuestra Señora blev indviet. Iglesia de Nuestra Señora satte skub i det lille ø-samfund.

Søndags messerne i kirken blev i de efterfølgende årrækker ikke blot et samlingspunkt for Solentiname, men tiltræk også folk fra fastlandet, der kom i små både fra San Carlos. Det var i Iglesia Nuestra Señora de Solentiname, at man for første gang fremførte, den i dag berømte, ”La Misa Campesina” (bondemesse). En messe baseret på den latinamerikanske befrielsesteologi og den nicaraguansk folkemusik.

Det var også igennem Ernesto Cardenals prædikener, at Solentinames egen fortolkning af evangeliet så dagens lys. Igennem åben dialog blev evangeliet diskuteret mellem Solentinames indbyggere og forstået og fortolket igennem deres virkelighed. Hvilket siden hen på baggrund af disse samtaler blev til ”El Evangelio en Solentiname” (Solentiname Evangelium).

Det mest iøjnefaldende ved kirken, er de hvide vægge som er dekorerede med farverige tegninger lavet af Solentinames børn. Udover det katolske budskab, ydede Cardenal også stor indflydelse på Solentinames kulturelle og kunstneriske udfoldelse. Særligt malerkunsten havde de lokale anlæg for og tog til sig, og de udviklede en naiv og primitiv malerstil med enkle motiver af verden omkring dem, øens flora og fauna. En malerstil som man i dag finder over hele Nicaragua.

De kunstneriske udfoldelser var ikke blot personligt udviklende, men blev også hurtigt en økonomisk gevinst for det fattige landbrugsfolk på Solentiname. Med tiden blev denne succes ikke mindre af, at Ernesto Cardenal efter den sandinistiske revolutionen i 1979 blev Kulturminister og fortsatte med at skabe afsætning for Solentinames kunsthåndværk. Takket være dette blev udviklingen fremmet på Solentiname, der i starten af 80’erne fik sig en fabrik, en båd, en park og en skole.

Fra 1966 og frem til revolutionen i 1979 og de postrevolutionære år i starten af 80’erne gennemgik øgruppen en lyksalige og udviklende periode. I dag er øerne igen forladte, og dens storhedstid idealiseret i erindringen. Det eneste der sorgmodigt står tilbage er kirken, og de eneste der besøger den, er de få strandede turister.

Kirkerummet i den specielle niguaranske kirke: Iglesia Nuestra Señora de Solentiname.
Kirken er primitiv, men fyldt med glade farver, børnetegninger, præcolumbianske motiver. Her ses en afbildning af Mariafiguren.
Kirkens endevæg er direkte forbundet med skoven udenfor.