Hun overlevede folkemordet i Rwanda ved at tilgive

I foråret 1994 var Rwanda omdannet til en slagmark, hvor mere end 800.000 mennesker blev dræbt på tre måneder. Immaculée udholdt folkemordet ved at bede Gud om at tilgive de grusomme mordere. Arkivfoto fra Rwanda.

I 91 dage skjulte hun sig for brutale soldater. Hun overlevede ved at bede til Gud, og bønnen gav hende også styrken til at tilgive morderne. I morgen udkommer Immaculée Ilibagizas personlige beretning om ”Folkemordet i Rwanda” på dansk

”Godmorgen, Rwanda – er I begyndt at arbejde?” Sådan lød budskabet til Rwandas hutu-befolkning i landets radioer hver morgen i foråret 1994. Arbejde betød i den forbindelse at slå ihjel. Myrde tutsier. Og det vidste både hutuer og tutsier meget vel.

På det tidspunkt havde konflikten mellem landets to befolkningsgrupper hutuerne og tutsierne ulmet længe.

Tutsi-befolkningen havde i fortiden haft højere status og bedre jobs som de tidligere belgiske koloniherrers yndlinge. Denne position mistede tutsierne, da landet opnåede selvstændighed i 1962, fordi et hutu-regiment overtog. Men det betød også, at diskriminationen af tutsierne begyndte.

Læs et uddrag af bogen herEn kvindes kamp for at tilgive sit folks bødler 

Den 6. april 1994 havde landets hutu-regering fået nok og udstedte ordrer om, at alle tutsier skulle dræbes. Opmuntret af alkohol og radioens hadpropaganda startede hutu-soldaterne ”arbejdet”. Det blev det mest brutale folkemord i nyere tid, hvor mere end 800.000 mennesker blev dræbt i løbet af tre måneder.

Immaculée var 22 år og læste på universitetet, da folkemordet brød ud. Hun er tutsi og søgte tilflugt hos en lokal præst. I tre måneder skjulte hun sig på et badeværelse på blot én kvadratmeter. Hun var ikke alene: syv andre kvinder gemte sig sammen med hende på det lille wc. Hun bad til Gud flere gange dagligt for at finde styrke til at gennemleve de rædsler, hun var vidne til.

Øjvind Kyrø er journalist og har beskæftiget sig med forholdene i Rwanda i mange år. Han har skrevet forordet til den danske oversættelse og siger om Immaculées overlevelse: ”Når man ved, at morderne står rundt omkring huset og råber ens navn, skal der noget stærkt til for at overleve. Den styrke finder Immaculée i sit trosliv. Det får hende til at stå alle de ting igennem.”

Ligesom Immaculée søgte tusindevis af tutsier tilflugt fra de blodige henrettelser. Mange flygtede til omkringliggende lande, mens andre skjulte sig i de lokale kirker. Her havde tutsier og hutuer siddet side om side på kirkebænkene før folkemordet, men nu var alt anderledes.

”Kirkerne, som tidligere var fredhellige beskyttelsessteder, blev omdannet til slagtehuse” siger Øjvind Kyrø. Han var selv i Rwanda under folkemordet og fortæller, at hutu-soldater lokkede tutsier ind i kirkerne for herefter at dræbe dem.

Immaculée mistede hele sin familie på nær én bror under folkemordet. Hun udholdt rædslerne med en stærk tro på, at Gud hjalp hende. Tilgivelsen havde en afgørende rolle for Immaculées mentale overlevelse, mens befolkningen omkring hende blev dræbt. I troen på Gud fandt hun styrken til at tilgive sin families mordere, selvom de ikke angrede.

Igennem de tre måneder i skjul var Immaculée plaget af at finde en mening med de brutale mord og tabet af sin egen familie. Det er skik i den traditionelle afrikanske tro, at alting har en mening. Hvis man bliver syg eller mister et barn har det altid en mening, og det opfattes ofte som en straf for tidligere forseelser.

Denne tradition slog ikke til under folkemordet. Det gav ikke mening at så mange uskyldige mennesker skulle slås ihjel, fordi de tilhørte en bestemt befolkningsgruppe.

"Immaculée opgiver at finde en mening med folkemordet og finder trøst i, at Gud altid tilgiver. Det prøver hun selv at føre ud i livet.” siger Øjvind Kyrø og forestiller sig, hvordan Immaculée må have tænkt i mødet med de koldblodige soldater: ”Hvis de kommer og slår mig ihjel nu, vil jeg tilgive dem, for de er vildfarne får. De har ikke den tryghed og tro, som jeg har takket være min kristne tro”.

Immaculées personlige beretning om tilgivelse er helt unik. Mange tutsier har i dag svært ved at tilgive krigsforbryderne. Øjvind Kyrø peger på, at den vigtigste årsag er den manglende anger fra hutuernes side. ”Det er svært at sige ”Jeg tilgiver dig”, hvis der ikke er nogen skyldserkendelse” siger han.

Hutu-soldaterne benægter, at de stod bag forbrydelserne, siger Øjvind Kyrø og fortæller, at den kollektive benægtelse hverken skyldes anger eller dårlig samvittighed. Årsagen er mere praktisk end det: de vil for alt i verden undgå at blive dømt for deres forbrydelser.

Folkemordet sidder dog stadig som et grufuldt minde i befolkningen i Rwanda. ”Hvis du bor ved siden af ham, som har slået din kone og 11 børn ihjel, og han har sluppet med en kort straf, er det svært at smile til ham. Men der er ikke andet at gøre, for de skal leve sammen” siger Øjvind Kyrø og slutter, at hutuer og tutsier i dag enes om håbet ”Aldrig mere folkemord!”.