Ny serie: Bryllupper

Sådan fejrer buddhister bryllup

I buddhismen har et bryllup ikke noget med religion at gøre. Det betragtes som et privat anliggende, og derfor findes der mange kulturelle variationer af et buddhistisk bryllup. Her er det et thailandsk buddhistbryllup, hvor andre traditioner er indkorporeret. Foto: Iris/Ritzau Scanpix (modelfoto)

I buddhismen er der ikke et officielt religiøst bryllupsritual, idet et bryllup ikke bliver betraget som religiøst, men derimod som et verdslig og privat anliggende. I buddhismen har De Tre Juveler og ofringer til Buddha en særlig rolle, når to ægtefolk siger ja til hinanden

I buddhismen er der ikke et officielt religiøst bryllupsritual, idet et bryllup ikke bliver betraget som religiøst, men derimod som et verdslig og privat anliggende.

Buddhismen er en asketisk religion

At der ikke er et traditionelt bryllupsritual hænger sammen med, at Buddhas tilhængere oprindeligt var munke og nonner, der levede i cølibat og derfor ikke havde tilladelse til at beskæftige sig med forlovelser og bryllupper.

Men selvom buddhismen traditionelt set er en asketisk religion, er der i moderne tid flere og flere, som har accepteret ægteskabet som en livsform, der er legitim for buddhismen.

Asketiske buddhister frasiger sig sex før ægteskabet, men i dag forventes det, at almindelige lægbuddhister bliver gift og får børn.

Det buddhistiske overgangsritual

I buddhismen opfattes et bryllup som et overgangsritual, men de traditioner og ritualer, der er knyttet til begivenheden, varierer bredt afhængig af kulturen.

Typisk vil vielsen finde sted på et tempel, umiddelbart efter ægteparret har været på rådhuset og fået den lovmæssige, sekulære vielse. Templet symboliserer, at ægteparret står på et helligt sted i en religiøs kontekst.

Vielsen på templet er en ritualisering af, at man nu er mand og kone. Ægteparret bliver typisk velsignet af en munk, til gengæld skal ægteparret recitere stroferne fra De Tre Juveler, der er en slags buddhistisk trosbekendelse, som lyder:

Jeg tager min tilflugt til Buddha.
Jeg tager min tilflugt til dharma.
Jeg tager min tilflugt til sangha.

Familiefejring og gaver til Buddha

Under ceremonien vil ægteparret typisk ofre noget til Buddhastatuen. Hvis brylluppet står mellem to vietnamesere, vil de også ofre gaver til deres forfædre. Ofringsgaverne kan for eksempel være røgelsespinde, blomster, frugt og ris.

Brylluppet vil ofte være en familiefejring, hvor brudeparret har inviteret gæster med til ceremonien på templet og ligeledes til den efterfølgende private fest.

Læs også Religion.dk's store bryllupstema.

Buddha er den centrale religiøse skikkelse i buddhismen. Det er også ham, brudeparret ofrer gaver til under vielsen. Foto: Barbara Walton
Et buddhistisk brudepar fejrer deres bryllup omgivet af venner og familie. Foto: Phillippe Lissac