Anvendt etik i buddhismen

Buddhister er lige så forskellige som kristne, eller ateister. Munkene har deres strenge forskrifter, mens lægfolk er mere frit stillede. Men hvilke etiske retningslinjer lever buddhister efter?

I modsætning til kristendommen, jødedommen og islam har buddhisterne ingen skabergud, de skal stå til regnskab overfor. Buddhismens etiske normer kommer til udtryk i de fem forskrifter, der gælder for alle buddhister

Buddhismen har både mange nedskrevne og mange mundtligt overleverede normer for god opførsel, der på ingen måde vil være anstødelige for andre religioner eller andre kulturer.

Enhver buddhist ved sine fulde fem vil hverken dræbe sin bedstemor eller spise sine børn. De fleste ved, det er forkert at skændes med naboen, og at man ikke må stjæle fra kassen. Man ved, man bør opføre sig ordentligt og anstændigt, og specielt i (buddhistiske) Asien er samspillet mellem individ og gruppe en følsom proces, der kræver både indre etik og ydre pli. Råd til anstændig opførsel kan man følge, hvis man lever efter de buddhistiske forskrifter.

De fem forskrifter

Buddhismens etiske normer kommer til udtryk i de fem forskrifter, der gælder for alle buddhister. Som buddhist skal man:

1. Afholde sig fra at tage noget levende væsens liv.
2. Afholde sig fra at tage, hvad der ikke gives.
3. Afholde sig fra utugt (for munke gælder dette seksuel omgang i det hele taget).
4. Afholde sig fra falsk tale.
5. Afholde sig fra at indtage destillerede og gærede drikke, der forårsager beruselse og hensynsløshed.

Ingen skabergud, ingen arvesynd

I modsætning til kristendommen, jødedommen og islam har buddhisterne ingen skabergud, de skal stå til regnskab overfor.

Buddhister har heller intet begreb om arvesynd, selv om man godt kan betragte den kosmologiske og eksistentielle lidelse som en menneskets arvesynd, enhver må forholde sig til. Derimod er buddhisters etik bestemt af nøglebegrebet karma.

Karma er grundlaget for etik

Karma betyder handling, men også handlingens frugter og konsekvenser. Karma er den mekanisme, der i indisk religionshistorie definerer marven i både etik og frelselære. Det er éns opsamlede karma fra tidligere handlinger i dette eller foregående liv, der bestemmer, om man er på den rette vej mod fuldendelsen, og om man er konge, gud eller hund.

Specielt i mere folkelige udgaver opererer buddhismen også med en dødsgud, Yama, der i dødsriget står og opvejer frugten af ens gerninger. De slette handlinger fører til alskens ulykkelige og dramatiske konsekvenser: man kan blive hængt, slagtet, ristet over ild, kogt i skoldhedt vand, få revet sine tarme ud, blive spiddet på skarpe pæle, få sin mave sprættet op eller blot få sine øjne stukket ud.

Et eksempel på positivt opsparet karma-fortjeneste er at give mad til munkene eller at være medsponsor for bygning eller restaurering af buddhistiske bygninger som de hellige monumenter,stupaerne.

Karma og indre sindelag

Karma er ikke det samme som skæbnetro, men derimod et begreb, der giver plads til individets frie vilje. I modsætning til for eksempel en anden indisk religion, jainismen, der medregner enhver handling i det samlede karma-regnskab, lægger specielt den tidlige theravada-buddhisme vægt på handlingens indre side.

Det er ifølge theravada-buddhismen ikke handlingen i sig selv, der er god eller ond - mankanjo komme til at tvære en myre ud uden at ville det og måske endda uden at opdage det. Det er den mentale tilstand, den intenderede mening med handlingen, der afgør, om den afstedkommer god eller dårlig, meget eller lidt karma-effekt.

Dette kaldes en sindelagsetik, fordi sindelaget - eller tanken bag handlingen - er afgørende for, om en handling opfattes som rigtig eller forkert.

Etikkens mange ansigter

Theravada-buddhister mener ikke nødvendigvis det samme som mahayana-buddhister, ligesom en srilankaner og en japaner ser meget forskelligt på etik.

Nogle mener ikke, det er buddhismens opgave at blande sig i politik eller andre verdslige foretagender. Andre engagerer sig som buddhister, taler højlydt om specielle problemstillinger, som de mener, er buddhismens ansvar at gøre noget ved.

Man kan naturligvis ikke tale om anvendt etik, som alle buddhister kan gå ind for. Men nogle temaer har i moderne tid været diskuteret som også buddhistiske ansvarsområder. Her følger nogle eksempler:

Buddhistisk natur og kosmisk orden

Besøger man buddhistiske templer og klostre rundt omkring i Asien vil man se, at naturen spiller en stor rolle.

Japanske zen-haver er opdyrket som kunstnerisk udformede mini-universer, der betragtes som både kunst og kultiveret natur og som bruges til meditation. I Himalaya-regionen æres bjergene som guddommelige og som symboler på menneskets egen stræben efter oplysning. Mange steder bruges de til pilgrimsruter, hvor forskellige stadier på bjerget har sit tilsvar i stadierne på vejen mod fuldkommenhed. I Thailand er mange klostre indhyllet i store skovarealer, der danner en beskyttende mur omkring munkenes liv, og som giver dem konkret indsigt i naturens liv.

Mennesket har den bedste mulighed for at høre Buddhas lære, og er som sådan andre væsener overlegen, på samme måde som en munk er lægmanden overlegen. Men buddhismen prædiker ikke absolut forskel mellem mennesker og natur. Tværtimod taler man ofte om at alle levende væsener skal frelses, også dyr og planter. Derfor er enhver forurening og hensynsløs ødelæggelse af naturen et indgreb mod den ideelle kosmiske orden, og for mange buddhister mod almen etisk overbevisning.

Af samme grund er også mange buddhister vegetarer. De vil ikke spise andres liv, når det ikke er strengt nødvendigt.

Zen og etik

En anden form for litterær brug af etik finder vi hos især zenbuddhismen. Her leger man med at chokere og dramatisere idéer og handlinger for at få rusket op i praktikanternes forståelse af Buddha-vejen.

Den kinesiske zen-mester Linji fra det niende århundrede virker måske grum og ond:

"Hvis du møder dine forældre, så dræb dem! Hvis du møder patriarkerne, så dræb dem! Hvis du møder Buddha, så dræb ham!"

Linji opfordrer ikke til mord, men til metaforisk selvmord, til drab af det frelsesforhindrende ego.

Zen-buddhismen har en hel litterær tradition med disse underlige fortællinger, med vilde tosser og gale mestre, hos hvem tilsyneladende ondskab bliver et symbolsk middel i en rituel praksis.

Grøn buddhisme

I Thailand har prominente grønne munke stået i spidsen for at frede træer og skove. De velsigner dem, så ingen i fremskridtets navn tør fælde dem. I den nordvestlige del af landet, hvor narkotika-produktion og handel er udbredt, har flere munke også arbejdet for at få genplantet de skove og den vegetation, der efterhånden udelukkende var blevet til opiumsmarker. End ikke narko-mafiaens dødstrusler og gentagne politi-raids har kunnet afspore den tendens, der har bredt sig som gode eksempler på økologisk buddhisme.

Hvis enkeltstående tilfælde og teorier blev overført til generel praksis, ville buddhistisk Asien være et rent og harmonisk sted. Enhver der har været der vil dog vide, at miljø efter dansk målestok bestemt ikke altid synes at være prioriteret hos den almene buddhistiske befolkning.

Karma og kød

I den sydlige buddhisme, theravada-buddhismen, må munkene ikke spise kød. Det anses for uetisk, og principielt kunne kødet jo også tilhøre ens afdøde bedstefar, reinkarneret i en ny dyreskikkelse. Lægfolk bør også afholde sig fra kød ved højtider, men får kun dårlig karma, hvis de selv har skudt dyret eller fanget fisken.

Derfor ser man ofte muslimer eller samfundets lavkaster som slagtere og fiskere, enten er de uden for det buddhistiske univers, eller de gør det beskidte arbejde, som dog i en større sammenhæng er nødvendigt og godgørende.

Liv og død

Mennesket dør ikke bare, når det dør. Ifølge buddhisterne fortsætter livet, enten via næste genfødsel her eller i et buddhistisk paradis, eller (mest i Østasien) som forfader.

Især ideen om en mellemperiode mellem død og liv er vigtig for mange buddhister. Man tror på, det vil tage sjælen eller bevidstheden 49 dage fra man ånder ud til man igen er i en ny krop. Derfor skal man være forsigtig med den afdøde. Denne må helst ikke skæres i eller forstyrres mentalt, da det kan gå ud over forberedelsen til næste genfødsel. Hospice, det at give døende patienter fred og ro til at dø på et fx værelse på et hospital, er derfor en praksis, mange buddhister især i vesten har kastet sig over. Mange buddhister er derfor også imod organtransplantation, abort og hjernedødskriteriet, da disse ikke er indstillet efter buddhistisk forståelse af liv og død. Det, mange i en vis forstand i vesten betragter som dødt er levende ifølge buddhistisk forståelse. Man kommer heller ikke ud af liv-død-cyklussen ved at begå selvmord det skaber bare dårlig karma.

Abort

I Japan har diskussionen om abort været højaktuel i mange år. Der findes en ret høj abort-procent, og flere buddhistiske templer specialiserer sig i at sørge for ceremonier og bønner i forbindelse med det aborterede fosters videre færd på den anden side.

Mange kritiserer buddhist-præster for at tjene penge på noget så ubuddhistisk som abort de burde tale barnets og livets sag, lyder det. Andre argumenterer med, at barnet jo bare kommer tilbage i en ny eksistens, og undgår den kummerlige tilværelse som omfarende ånd, da det endnu er for lille til at blive spøgelse. Fosteret, uanset hvor ungt eller gammelt, er levende, og fortsætter blot sin tidligere eksistens ind i en ny, ganske som alt andet liv her i universet. Skønt det ville være bedre at lade barnet føde, er aborter bedre, hvis det sparer unge piger for ulykkelige frustrationer, lyder argumenterne.

Etik afhænger af omstændigheder

Og på samme måde kan man også argumentere buddhistisk for andre etiske dilemmaer. Hvis handlingen i bredere forstand er til andres og alles bedste kan stort set alt legitimeres.

Hvis aborten redder pigen og forældrene og desuden ikke skader fostret, er abort at foretrække. Hvis selvmord hjælper andre mennesker, er det helt i orden. Bodhisattvaer har i buddhistiske kilder vist, hvordan de har ofret sig, så andre kunne leve. Hvis man vælger at donere organer til andre, så de kan overleve, er det en handling, man kan overveje hvor meget vil man ofre af sit eget liv for at redde andre? Prævention og kunstig befrugtning skal overvejes på samme måde. Hvem og I hvor høj grad skader det, og hvem gavner det?

Etiske problemstillinger skal derfor altid afvejes i forhold til ens eget liv og i forhold til andre, i forhold til alle levende væsener.

Ikke mindst er hensigten bag handlingerne af vigtighed indenfor buddhismen. Hvis man med vilje og af had stamper på en myre giver det dårlig karma men ikke, hvis man kommer til det, uden intention om at skade den. På den måde kan buddhismens etik på mange måders siges at være situationsbestemt.

Buddhisme uden social slagkraft

Buddhismen har altid været en letvægter hvad angår social og politisk praksis, sammenlignet med fx kristendom og islam.

Buddhistisk Asien har ingen lang tradition for hverken frihed eller demokrati, og historien har vist mange eksempler på, hvordan buddhismen har været brugt af konger, kejsere og regenter til at legitimere staten og udøve magt. Der findes endog eksempler på, hvordan også buddhistiske munke har været i krig og retfærdiggjort deres handlinger i buddhismens navn.

Buddhismen har ofte i moderne tid været kritiseret for at være en statisk religion, der lader stå til og opfostrer passive mennesker.

Socialt engageret buddhisme

I moderne tid er socialt engageret buddhisme dog blevet en ny buddhistisk diskurs, en bevægelse indenfor den buddhistiske verden, der vil forandre verden ikke kun ved traditionel klosterpraksis eller indre renselse.

Især i vesten er buddhister blevet mere aktive med at få deres religion integreret også i dagligdags problemer, i konkrete etiske spørgsmål. Men også i Asien har buddhister stået frem og kæmpet for forskellige sager. Thich Quang Duc brændte sig selv ihjel i 1963 som protest mod regeringens undertrykkelse. Mange kalder ham for ikonet og igangsætteren af socialt engageret buddhisme. Dalai Lama har længe talt om fred og menneskerettigheder, ikke mindst set i lyset af hans eget folks situation.

En del buddhister har fulgt trop og gjort global etik og menneskerettigheder til også buddhistiske idealer. Andre har påpeget, at fx menneskerettigheder er baseret på typisk vestlige idealer. De mener fx, at buddhismens forståelse af mennesket som et relationelt væsen i samklang med universet som en netværk af sammenfiltrede spind er væsensforskelligt fra vesten fokus på det autonomt væsen, som verden drejer sig omkring.

Kønsroller

Kvinden har altid været underordnet manden i (buddhistisk) Asien, og sociale hierarkier er en naturlig del af både kulturerne og religionen.

Især i vesten, men også i Asien, har mange kæmpet en kamp for ligestilling. I USA er feministiske buddhisme-grupper aktive for at realisere den kønslige ligestilling, som de mener, er en nødvendig og naturlig del af buddhismens verdensbillede. Kvinder må i de fleste theravada-lande stadig leve med, at de ikke kan blive nonner, da nonneordenen formelt set uddøde for lang tid siden. I de sidste år har aktive kvinder i Sri Lanka og Thailand dog gjort deres til at gendanne nonne-ordenen. Bestemt ikke alle blandt de konservative præsteskaber og munkeordener møder en sådan aktivisme med udelt begejstring. Men blandt andet med hjælp fra moderne kommunikation har disse tiltag fået opmærksomhed og opbakning fra mange sympatisører rundt omkring i verden, og sandsynligvis vil der i fremtiden igen eksistere officielt anerkendte nonneordener også indenfor den sydlige buddhisme.

Ægteskab og seksualitet

Ægteskab er legalt for præster i Japan og Tibet, men ellers er askesen og klosterlivet idealet i alle buddhistiske lande. Lægfolk derimod opfordres til at leve et godt og sundt familieliv, og munke er ofte inddraget i ægteskabsceremonier. Skilsmisse er muligt, men bestemt ikke ønskværdigt.

Sex ses som naturligt, men også som en drift, der kan binde begæret til lidelse.

Homoseksualitet har i buddhismen ikke samme djævelske rolle, som fx indenfor kristendom. Der findes historiske eksempler på homoseksualitet i buddhistiske klostre, men det er først i moderne tid, at specielt amerikanske gay Buddhists har gjort en pointe ud af, at buddhismen også blandt (læg)buddhister tjener deres sag.

Indenfor den tantriske buddhisme har sex været legitimt som symbol på og metode til at opnå indsigt. Da buddhismen blev opdaget i Vesten, var de victorianske orientalister hurtige til at fordømme tantra som en afvej. Men især tantrisk buddhisme har mange eksempler på, at lidenskaber også kan ses som midler til - og udtryk for - alle menneskers iboende buddha-natur. Lidenskab bliver i den tantriske buddhisme en både etisk korrekt handling og en vej til erkendelsen. I moderne tid har tantrisk sex derimod ofte været brugt som eksotisk praksis blandt søgende sjæle fra Vesten, hvad enten disse er buddhister eller brugere af new age-universet.