Ægte og falske citater af Kierkegaard

Her ses Kierkegaard-statuen i Det Kongelige Biblioteks have i København. Foto: Leif Tuxen.

Læs livskloge og berømte citater af Søren Kierkegaard. Nogle af de kendteste har han dog aldrig selv skrevet eller udtalt

Religion.dk har samlet en række livskloge citater, som du kan dupere din bordherre eller -dame med. Samtidig afslører vi, at et par af de mest kendte Kierkegaard-citater slet ikke er rigtige citater!

Søren Kierkegaard var jo ikke kendt for at fatte sig i korthed, så måske er det derfor, at nogle er blevet fristet til at hive essensen ud af længere passager? Se nogle af citaterne her og flere i Søren Kierkegaard Forskningscenterets citatsamling på nettet.

1. At have travlt
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden ... Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?
(Enten Eller, 1843)

2. Et rent hjerte
Hjertets Reenhed er at ville Eet.
(Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, 1847)

3. Lykkens dør
Lykkens dør den går ikke indad, så at man ved at storme løs på den kan trykke den op; men den går ud efter, og man har derfor intet at gøre.
(Enten Eller, 1843)

4. At løbe efter nydelse
De fleste mennesker haste så stærkt efter nydelsen, at de haste den forbi.
(Enten Eller, 1843)

5. Vanen er en fjende
Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen.
(Kærlighedens gerninger, 1847)

6. Alle kan være sig selv
Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv - og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.
(Enten Eller, 1843)

7. Skal man gifte sig eller lade være?
Gift dig, du vil fortryde det. Gift dig ikke, du vil også fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele.
(Enten Eller, 1843)

8. Begynd der, hvor du er
At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
(Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, 1859)

9. Børn er de bedste samtalepartnere
Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der er blevne det! Herre Jemini!
(Enten Eller, 1843)

10. Lediggang er ikke roden til alt ondt
Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tværtimod den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke keder sig.
(Enten Eller, 1843)

De falske citater:

1. Forlæns eller baglæns?
Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.
(Dette udsagn er blandt andet titlen på en bog af Peter Thielst. Noget citat er der ikke tale om, men meningen bag ordene kan spores i Kierkegaards Journal, 1843)

2. At miste fodfæstet, men ikke sig selv
At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik - ikke at vove er at miste sig selv.
(Benyttet på bogmærke udsendt af Folkeuniversitetet i Roskilde. Forlægget kan spores i Sygdommen til døden, 1849)