Interview

Jeg føler ikke altid, at folkekirken kan rumme min tro

Danske Anna Marie Houe er flyttet til Indien. Børnene har fået en kristen dåb, men dybest set udtrykker alle religioner det samme, mener hun. Her døber præsten i Brorsons Kirke på Nørrebro i København døber den lille Gayatri. Foto: Privat Foto: Privatfoto.

Indere er bedre til at hengive sig til Gud end vi er, mener danske Anna Marie Houe. Hendes tro på Gud er blevet styrket i Indien, hvor troen får folk til at græde af glæde

Til vores datters dåb smeltede religionerne sammen og blev til ét. 

Jeg gik ind i kirken på Nørrebro i København med min lille pige på armen - og allerede dér blev benene slået helt væk under mig. For bandet spillede The Sound of Music, et nummer, jeg tilfældigvis havde turneret med i barndommen sammen med min mor og min søster. Jeg turde ikke kigge hen på min søster på stolerækken. Så ville vi begge begynde at hulke. 

Bagefter sang vi salmer, og selvom vi ikke havde haft indflydelse på, hvad der skulle synges til dåben, kom der en af de sange, som vi også havde brugt til vores søns dåb et par år forinden. Det er en helt speciel og smuk salme:

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor 
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor (...) 
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop .

(Den nye salmebog nr. 28)

Folkekirken er jo min kulturelle rod, men ofte har jeg ikke følt, at der var rum i den danske kirke til den form for tro, jeg oplever. 

I mine barndomsdigte kan jeg læse, at jeg altid har følt, at jeg havde mere i mig, end Danmark kunne tilbyde. I Danmark følte jeg ofte, at den kærlighed, jeg oplevede, var for stor til at kunne sættes i en lille bås. Folkekirken kan være ret afmålt, og alting foregår meget i ord.

Jeg føler mig dybere forbundet til Indien og den gudshengivenhed, der er her. Folk kan sidde og synge mantraer pivfalsk, mens tårerne triller ned ad kinderne, fordi de synes, det er så fantastisk. Derfor føler jeg en kæmpe frihed hernede, for her kan man tale om Gud, uden at der er en rysten på hovedet. I stedet er der bare fascination. Kærligheden kan rummes her. 

Jeg føler, at jeg kan ånde i Indien.

Er Gud en brik i vores liv? Eller er vi en brik i Guds spil?

Vi bor halvt i Indien og halvt i Danmark. Jeg er dansk, og min mand, Govind Rhadhakrishnan, er indisk. Vi har en dreng og en pige sammen, og de har begge både et kristent og et hinduistisk navn. Vores dreng på seks år hedder Noah Narayana, og vores pige på to år hedder Gayatri Johanne.  

Det har haft stor betydning for vores børns navne, at de var rodfæstede i kultur og religion. Men det er også lidt for at provokere, at de har både et kristent og et hinduistisk navn. Folk spørger os hele tiden: "Hvem konverterede, da I blev gift?" Men for os er det ikke nødvendigt at konvertere, vi kan godt favne begge ting. For mig er tro noget, der står over de enkelte religioner. Da jeg for eksempel lærte hinduismen at kende, gav det mig også en dybere forståelse af kristendommen. 

Vi holder os ikke til, at religion skal være sådan og sådan. Tror du på ti guder, så er det fint. Buddhister tror overordnet på intethed, hinduister tror på althed. Vi siger, at det er det samme.

Vi er ikke religiøse på den måde, at vi følger én bestemt vej rigidt. Men vi er bestemt religiøse på den måde at vi tror på Gud og forholder os til Gud hver dag - faktisk hele tiden. Det forsøger vi at give videre til vores børn, og vi vil gerne lære dem, at de kan have tillid til livet, og at de ikke er den største i deres eget liv.

Derfor tænder vi hver morgen en lampe sammen hele familien i vores hjem. Vi har røgelsespinde og siger mantraer. Bagefter beder vi fadervor, som børnene har kunnet udenad, siden de kunne snakke. Et af skabene i vores stue er lavet om til et alter, hvor vi sidder foran. Jomfru Maria og Jesus står side om side med de indiske guder og guruer.

Jeg tror, at børn kommer med en umiddelbar gudsbevidsthed, og tro er så naturligt for dem. Hvis min søn Noah for eksempel leger slåskamp med de andre børn, kan han godt finde på at stoppe op og lige bede en bøn til Gud om at få power. Det skal vi kunne rumme. Men i Danmark er det som om, at man skammer sig lidt, hvis man taler om tro. Troen er der, men den er tys-tys. Den er noget personligt og indadvendt - og noget, man bruger i det øjeblik, det virkelig går galt. 

I Indien er troen en naturlighed. Man tager ikke bare Gud ind, når noget går galt. Gud er jo i alt. I Danmark er Gud en brik i vores liv, når vi bliver slået ud af spillet. I Indien er vi bare en brik i Guds spil.

Men denne gang, til dåben af vores lille datter Gayatri, var det anderledes at være i den danske folkekirke, fordi hinduisme, kristendom og tro generelt smeltede sammen. Præsten i kirken har selv boet i Indien i mange år og kender til gudshengivenheden dér.

Salmen, vi sang, er universel, fordi den favner det kristne, men også klinger sammen med den hinduistiske forståelse af åndelighed. Og til sidst fik vores datter Gayatri et dåbslys med sit navn skrevet på tamil, som tales i Indien, hvor vi bor. Jeg blev så rørt. Lige dér følte jeg mig ikke som en gæst i folkekirken.

Den dansk-indiske familie tæller Anna Marie Houe, 32 år, Govind Radhakrishnan på 41 år og børnene Noah Narayana Govind, 6 år, og Gayatri Johanne Govind, 2 år. De bor i Tiruvannamalai i Indien, hvor de står i spidsen for Santhi Yoga School der både opererer i Danmark og Indien. Yoga og meditation er for dem en måde at komme i dybere kontakt til det åndelige.

Danske Anna Marie Houe er flyttet til Indien. Børnene har fået en kristen dåb, men dybest set udtrykker alle religioner det samme, mener hun.
Danske Anna Marie Houe er flyttet til Indien. Børnene har fået en kristen dåb, men dybest set udtrykker alle religioner det samme, mener hun. Foto: Privatfoto.
Hele familien: Noah Narayana, Gayatri Johanne, Anna Marie Houe og Govind Rhadhakrishnan. Yderst til venstre er præsten i Brorsons Kirke, Nicolaj Stubbe Hørlyck. Foto: Privatfoto.
Alteret hjemme i stuen. Foto: Marie Oline Viuff
Foto: Privatfoto.