Konference fremmer forståelsen af tværreligiøst medborgerskab i Danmark og Libanon

Rådhuset danner ramme om dialogen mellem eksperter fra Libanon og Danmark, der udveksler syn på medborgerskab. Foto: Paw Gissel

Et projekt med støtte fra det danske udenrigsministerium ønsker at gøre op med forestillingen om gængse religiøse modsætningspar. Missionsorganisationen Danmission har inviteret en gruppe kristne og muslimske meningsdannere til Danmark for at uddanne dem i medborgerskab. Vi drømmer om, at forskellighed opfattes som en rigdom, siger Agnete Holm, der er initiativtager til projektet

Et vældigt egetræsbord i udvalgsværelse nr. 103 på Københavns Rådhus er dækket op med frugt, sodavand og muselmalede kaffekopper. I de brede læderbetrukne lænestole sidder de gæster fra Libanon, som missionsorganisationen Danmission har inviteret til Danmark med det formål at dele erfaringer om tværreligiøs dialog og medborgerskab. Mænd med prægtige hovedbeklædninger og kvinder i farvestrålende tøjklæder lytter opmærksomt, da Jacob Midtgaard, som er konsulent i center for inklusion og beskæftigelse i Københavns Kommune byder velkommen og introducerer rådhusets arbejde for et mere multikulturelt København.

22 % af Københavns befolkning har en anden etnisk baggrund. Det er en virkelighed, vi må forholde os til, indleder han.

Gruppen fra Mellemøsten, der har fundet vej til Københavns Rådhus denne torsdag eftermiddag i marts består af muslimer, jøder og kristne fra både Libanon og Danmark. De er her for at deltage i konferencen Tværreligiøs Medborgerskabsuddannelse, der er arrangeret af Danmission og den libanesiske organisation Adyan Foundation med støtte fra Det Arabiske Initiativ, som er en del af den danske regerings indsats for at skabe reform- og demokratiseringsprocesser i Mellemøsten. Gennem korte oplæg på syv minutter indføres de libanesiske gæster, der både tæller sheiker, præster og professorer, i dansk integrationspolitik, friskoletanken og Grundtvig.

Vi ønsker at udfordre synet på religion og sameksistens i vores samfund. Der er 18 forskellige religiøse grupper i Libanon, der lever side om side. Vi vil gerne tro på, at det giver en rigdom til det libanesiske samfund at leve sammen i diversitet. Derfor giver det mening at tale om tværreligiøst medborgerskab, siger Fadi Daoui, direktør for Adyan Foundation, den libanesiske partner i projektet.

Modpoler skal afmonteres
Formålet med Tværreligiøs Medborgerskabsuddannelse er at komme udbredte misforståelser og modsætningspar til livs. Det gælder for eksempel den fordom, at der er en modsætning mellem medborgerskab og religion, kristendom og islam. Gennem oplæg, gruppearbejde og besøg i moskeer og kirker fokuserer projektet på at opbygge en fælles forståelse af medborgerskab på tværs af religioner.

Projektet startede allerede sidste år, hvor en gruppe danskere fra forskellige uddannelsesinstitutioner rejste til Beirut for at undervise i den danske model for medborgerskab. Nu er det den libanesiske partners tur til et besøg i København.

Når vi kommer hjem ønsker vi at hjælpe vores medborgere med at udleve det, vi har lært i Danmark. Vi er her for at dele alt det, vi hver især kommer med, siger Fadi Daoui. Han bakkes op af Gabriel Hachem, der er deltager på konferencen og professor i teologi.

Det har gjort stort indtryk på mig at opleve den indsats, man i Danmark gør for at håndtere mangfoldighed i respekt for det enkelte menneske. Jeg er imponeret over, hvad I har gjort for at fremme demokrati og gensidig respekt. I Libanon lever vi midt i mangfoldigheden uden at reflektere så meget over det. Her får vi nogle konkrete værktøjer til at udvikle demokratiet i vores eget land, siger Gabriel Hachem, der repræsenterer den græsk-melkitiske kirke i Libanon.

Libanon betragtes som et forbillede på en forsonet mangfoldighed. Selvom der stadig er mange problemer i vores moderne historie, er den positive sameksistens et kendetegn for vores land. Forskellen mellem den kulturelle sameksistens i Libanon og Danmark er, at vores mangfoldighed kommer fra en levet erfaring, der hverken er kunstlig eller ny, svarer Gabriel Hachem på spørgsmålet om, hvad vi i Danmark kan lære om medborgerskab fra Libanon.

Vi vil være multikulturelle
Rollen som multikulturelt samfund er stadig så ny for Danmark, at der i disse år sættes ekstra fokus på vigtigheden af inklusion, diversitet og vellykket integration. Et af de nyeste tiltag er Københavns Interkulturelle Board, hvis formål er bekæmpelse af diskrimination og hadforbrydelser i Danmark. Boardet består af repræsentanter fra en vifte af NGOer og paraplyorganisationer, blandt andet seniorgruppen SOS, buddhistiske grupper, Muslimernes fællesråd og repræsentanter fra det muslimske, homoseksuelle miljø.

Boardet arbejder for at komme religiøs og kulturel diskrimination til livs. Religion handler ikke om konflikt, men om broderskab, forklarer Parvinder Singh Randhawa, der selv er sikh og sidder med i udvalget, der er udpeget af Københavns Kommune.

Ambitionen om at fremme forskellighed deler Agnete Holm, dialogkonsulent i Danmission og initiativtager til projektet.

Drømmen bag projektet er at formidle, at forskelle kan være berigende og ikke behøver være en kilde til konflikt. Tværtimod er forskelle en ressource i samfundet. Vi vil gerne bidrage til et demokrati med plads til minoriteter, der ikke bliver ekskluderet, men gøres medansvarlige for samfundets trivsel, siger Agnete Holm og påpeger, at vi kan lære meget om medborgerskab af libanesernes historie.

Forskellige religiøse grupper har boet ved siden af hinanden i 1400 år. Selvom der er konflikter i Libanon, er der masser af historier om, at de deler deres kultur. Vi kan lære af deres drøm om, at der er plads til alle.

Mødet på Københavns Rådhus lakker mod enden. Pensioneret missionær og sognepræst Leif Munksgaard, der er en del af det folkekirkelige religionsprojekt Din tro, min tro, er den sidste taler i rækken af eksperter, der har delt deres viden om medborgerskab og demokrati i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen sagde i 2005, at religion hører til i privatlivet. Sådan er det ikke i Danmark i dag, hvor religion er blevet en del af det offentlige rum. Det er den virkelighed, som vi i både Danmark og Libanon må forholde os til.

"Det har gjort stort indtryk på mig at opleve den indsats, man i Danmark gør for at håndtere mangfoldighed i respekt for det enkelte menneske. Jeg er imponeret over, hvad I har gjort for at fremme demokrati og gensidig respekt. I Libanon lever vi midt i mangfoldigheden uden at reflektere så meget over det. Her får vi nogle konkrete værktøjer til at udvikle demokratiet i vores eget land," siger Gabriel Hachem, der repræsenterer den græsk-melkitiske kirke i Libanon. Foto: Paw Gissel
Et vældigt egetræsbord i udvalgsværelse nr. 103 på Københavns Rådhus er dækket op med frugt, sodavand og muselmalede kaffekopper. I de brede læderbetrukne lænestole sidder de gæster fra Libanon, som missionsorganisationen Danmission har inviteret til Danmark med det formål at dele erfaringer om tværreligiøs dialog og medborgerskab. Foto: Paw Gissel
Gruppen fra Mellemøsten, der har fundet vej til Københavns Rådhus denne torsdag eftermiddag i marts består af muslimer, jøder og kristne fra både Libanon og Danmark. Foto: Paw Gissel
Sikh Parvinder Singh Randhawa deltog i konferencen. Foto: Paw Gissel
Foto: Paw Gissel