Hinduismen er i princippet en ateistisk religion

Hinduismen er alle religioners moder, mener hindu Dhamu Chodavarapu. Læs hans afsluttende indlæg om hinduismen i religion.dks temaserie De Andres Tekster

Først vil jeg meget gerne takke dem, der har læst min fremlæggelse af hinduismens essens og de, der har kommenteret. Jeg tror, følgende bemærkninger kan fremme forståelsen af hinduismen.

Når man trækker religion ned til vores daglige trivielle gøren og laden, mister man ærbødighed og respekt for religionen, og det medfører, at Gud bankes ned til en revisor, som holder regnskab, og mennesker til burhøns. Men hinduismen ophøjer Gud og mennesker til en helt anden dimension.

LÆS OGSÅ: Biskop: Kan en hindu gennemskue hjertet?

Efterhånden som muslimske masser bliver veluddannede og oplyste, vil moskeerne også stå tomme, ligesom kirkerne. Det så jeg i Indien; der kommer kun politikere, subsistensløse og fattige.

Gud er ikke en sur bussemand
Min henvisning til, at uden adskillelse mellem stat og religion bliver religion til kommunisme eller nazisme holder vand, idet religiøse diktatoriske normer danner grobund for -ismer som kommunisme, nazisme og samfundsstagnation. Mennesker burde have et vist rum til selv at tænke, tage stilling og udvikle sig. Mennesker er dynamiske, vi lever ikke ligesom en frø i en brønd.

For hinduer er Gud ikke en sur bussemand, der holder regnskab, eller en købmand, der sælger velsignelser, men en mentor, en betroet ven og vejleder. Derfor er hinduismen i princippet en ateistisk religion, idet man anser sig selv for at være en del af Gud. Vi har alle Atma (sjæl) som er et guddommeligt element, en glød, der igen er en del af Paramatma, den "Evige Enighed".

LÆS OGSÅ:Gudsopfattelsen i hinduismen

Den glød kan omringes af aske (som vi kalder maya), og er man passiv, får asken magten og kvæler gløden. Man må aktivt puste asken væk ved forskellige tiltag som Puja, Japa, Yoga, Meditation og pilgrimsrejser til hellige steder. I det indiske "fadervor" beder vi for visdom, som er vores daglige brød. Med visdom blæses asken væk.

Hinduismen foreskriver fire faser i livet:

1. Balyamu, barndommen, en periode uden ansvar - blot leg.

2. Yunamu, lærdommens tid, her har man en guru, der lærer én om livet og udvikler professionel ekspertise. Det skaber selvtillid.

3. Komaryamu. Man træder ind i samfundet, samsara, stifter familie og udfører sin samfundspligt, bruger sin lærdom i praksis. Med grundig tilegnelse af visdom er man som et konsolideret krigsskib parat til møde livet.

4. Vrudapyamu, man frigør sig fra det verdslige og helliger sig filosofi, Gud og deslige og optræder som guru for andre. Sådan i harmoni med Gud, sig selv og medmennesker.

Uheldige elementer har sneget sig ind i hinduismen
Den frihed, der er i hinduismen, forårsager at uheldige elementer som karma, sati, devadasi og kastesystemet har sneget sig ind i hinduismen. Karma er, at man skal bære ansvaret for sine handlinger, men blev brugt til at frasige sig sit samfundsansvar.

Kastesystemet, som også er nævnt i vedaerne, påpeger blot en arbejdsfordeling i samfundet, men blev misbrugt til at udnytte mindrebemidlede og holde dem nede. Sati er enkebrænding og devadasi en form for prostitution.

Men sådanne unoder stikker næsen frem, fordi hinduerne var andenrangsborgere i deres eget land i mere end tusind år, først under muslimerne, derefter under englænderne. Englænderne har trods alt forstået storheden i hinduernes religiøse kultur og har sat muslimerne ud og givet plads til genoprettelse af muslimernes ødelæggelser.

At hinduer har bevaret den religiøse livsfilosofi, viser, at den er universel religiøs sandhed. Derfor "Mother of all religions".

Al hinduistisk gudetilbedelse ender med at sige "Save Jana Sukhino Bhavantu", må alle mennesker leve i fred og fordragelighed. Uanset om man er hindu, kristen, buddhist, muslim eller ateist. Det er storheden i hinduismen.

Dhamu Chodavarapu er hindu og panelist ved religion.dk.