Etik

Tre etiske positioner fra antikken til moderne tid

Fra venstre: Aristoteles, Platon og Sokrates. Disse antikke filosoffer er blandt de vigtigste grundsten for vestlig filosofi og etik. Foto: Wikimedia Commons

Vores forestilling om, hvad der er "etisk korrekt" har ændret sig gennem tiden. Grundlæggende kan man skelne mellem tre etiske orienteringer: Dydsetik, konsekvensetik og pligtetik

Etik vedgår os alle. Dagligt konfronteres vi med problemstillinger og diskussioner, vi må tage stilling til. Ofte er der forskellige etiske begrundelser og svar at forholde sig til. Grundlæggende kan man skelne mellem tre etiske orienteringer: Dydsetikken, teleologisk etik (konsekvensetik) og den deontologiske etik (pligtetik). 

Dydsetik

Dydsetikken er den ældste form for normativ etik. Det er den type etik, vi først og fremmest finder hos Platon og Aristoteles. Dydsetikken var den mest fremtrædende etik frem til den tyske filosof Immanuel Kant fremlagde sin forståelse af etik i 1700-tallet.

Dydsetikken funderer etikken i det gode, dydige liv, hvorfor den etiske handlings moralske værdi vurderes ud fra dyden hos den person, som udfører handlingen. De fleste dydsetikere i dag anerkender, at dyderne er historisk og kulturelt betingede.

Teleologisk etik

Ordet ‘teleologisk’ stammer fra det græske telos, som betyder mål. Den teleologiske etik, også kaldet konsekventialismen, hævder, at en handling skal legitimeres ud fra dens mål eller konsekvens.

Den tenderer til at søge det maksimale gode for flest mulige mennesker, så en negativ konsekvens rammer færrest muligt. Dette er i nyere tid især tydeligt hos utilitaristen Peter Singer, en fremtrædende australsk moralfilosof. Utilitarismen er en etisk orientering, som vurderer en handling som god, hvis den forøger summen af velfærd: mest mulig velfærd, og mindst mulig lidelse. 

Den teleologiske etik har sin oprindelse i antikken, da Aristoteles i 300-tallet f.kr. formulerede den etiske tanke, at det etisk rigtige er at følge det rigtige mål.

Konsekvensen af handlingen, og ikke handlingen selv, er altså afgørende for hvad der kan vurderes som en etisk forsvarlig handling.

Hos Aristoteles var denne tanke uadskillelig fra menneskets dyd, hvorfor der ikke var en skelnen mellem konsekvensetik og dydsetik hos Aristoteles. At handle etisk forsvarligt tjener hos Aristoteles til at opnå det højeste gode, lykken.

Læs også: Aristoteles (384 - 322 f.kr.)

Tanken om det højeste gode har eksisteret lige siden og spillet en stor rolle for etik. I middelalderen betragtede den store katolske teolog, Thomas Aquinas, det højeste gode som genforeningen med Gud.

For at nå til det mål må man handle etisk rigtigt. Det gør man ved at handle i overensstemmelse med den naturlige lov (lex naturalis): En lov, som fra fødslen er iboende i mennesket og sætter det i stand til umiddelbart at vide, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Her er det værd at bemærke, at Aquinas betragter dydsetik som universel, mens Immanuel Kant betragter pligtetik som universel. 

Læs også: Thomas Aquinas (cirka 1225-1274)

I nyere tid har John Rawls, en amerikansk politisk filosof, bidraget med meget til den teleologiske etik, heriblandt med et differensprincip. Ifølge dette princip er den bedst mulige konsekvens den, som giver den største mængde af goder til den dårligst stillede gruppe i samfundet. Denne model for fordeling af ressourcer ser vi blandt andet i det danske velfærdssamfund.

Læs også: Rawls er baggrunden for velfærdsstaten 

Deontologisk etik

Ordet ‘deontologi’ stammer fra det græske deon, som betyder pligt. Den deontologiske etik er en modsætning til de fleste former for konsekventialisme. Ifølge denne etiske orientering har en handling moralsk værdi i kraft af, at den udføres af pligt.

Denne pligt gælder enten i en bestemt situation (handlingsdeontologi) eller overfor et moralsk princip (regeldeontologi). Motivet, eller sindelaget, spiller her ofte en vigtig rolle, fordi mange deontologer mener, at kun den gode vilje er afgørende for, om en handling er god. Om en handling medfører “det gode” er uden betydning.

Den bibelske etik hører til pligtetikken. I Det Gamle Testamente har mennesket pligt til at elske Gud og sine egne, og i det nye testamente siger Jesus med et imperativ (altså et krav), “elsk din næste som dig selv”. 

Den kristne tradition er også i høj grad præget af en pligtetik. Augustin siger, at vi har pligt til at elske vores næste, fordi vores næste også er elsket af Gud, og ifølge Luther har vi lydighedspligt over for den verdslige øvrighed (samfund) og den åndelige øvrighed (kirken). 

Immanuel Kant er blandt de vigtigste filosoffer indenfor pligtetikken. Inspireret af den gyldne regel, at man skal behandle sin næste som man selv vil behandles, formulerede han det kategoriske imperativ: Man skal handle sådan, at man kan ville, at handlingen gøres til en universel regel, som alle har pligt til at følge.

Endvidere talte han om formålets imperativ: man må ikke bruge et andet menneske som et middel til at opnå egne mål, for man bør (af pligt) betragte mennesket som et mål i sig selv. Denne tanke har fået stor betydning for den moderne etiks forståelse af menneskets værdighed.

Læs også: Immanuel Kant (1724-1804)

Moderne etik og menneskets værdighed

Moderne positioner indenfor både pligtetikken og konsekvensetikken orienterer sig ofte ud fra den forståelse af mennesket, at det har en særlig grundlæggende værdighed til fælles. Med værdigheden følger tanken om menneskerettigheder, fordi mennesket i kraft af sin værdighed har krav på en rimelig behandling.

Dette kan både betragtes som en samfundspligt overfor individets menneskerettigheder, eller blot som den bedste konsekvens for samfundet, fordi det sikrer den største sum af velfærd. Begrundelsen af menneskets særlige værdighed i forhold til dyr er ikke helt ligetil, og det er en af grundende til, at debatten omkring samfundets pligt overfor både menneskerettigheder og dyrevelfærd er en tilbagevendende diskussion.

Læs også: "Organisationer vil give dyr menneskerettigheder"

Kontraktteoretikere som John Rawls hævder, at mennesket har sin værdighed i kraft af at indgå i et samfund, hvor man er enige om, at tillægge individet værdighed - det indgår altså i en social kontrakt. Herimod vil en typisk hævdelse fra den teologiske etik være, at mennesket har sin værdighed i kraft af, at være skabt i Guds billede. Her indgår mennesket i en skabelsesorden, hvor mennesket, som forvaltere af jorden, står i et ansvarsfuldt forhold overfor dyr og natur.

Det er svært at sige hvilken position der har størst opbakning i dag, og det er også geografisk afhængigt, Der er også en tendens blandt flere filosoffer til, at argumentere for principper fremfor etiske positioner, for hvis man argumenterer overbevisende for nogle principper, så kan de accepteres på tværs af etiske positioner.