|
Traditionen for at filosofere kan spores tilbage til græske byer i Lilleasien mellem 600 og 700 år før Kristi fødsel. Her søgte naturtænkere som Thales, Heraklit og Pythagoras at finde ud af, hvad der var evigt i en verden, hvor alting syntes at forandre sig. Traditionen for at filosofere rykkede hurtigt til Athen samtidigt med, at demokratiet opstod. Det var også her, at Sokrates (470-399) og Platon (427-347) oprettede deres akademi, der blev centrum for meget filosofi i perioden. Det afgørende ved deres lære er, at det evige ikke er i vores verden men i en anden verden bagved vores egen. Denne bagvedliggende verden mente de var evig og pegede langt ud over (transcenderede) den verden, vi lever i. Senere kom Aristoteles (384-322) til. Han mente, at det evige er inde i os (immanens) i stedet for uden for os (transcendens). |
|
Der er ikke mange kendte filosoffer fra middelalderen sammenlignet med de andre perioder. Mest kendt er måske Thomas Aquinas (1225-1274). Men middelalderfilosofiens afgørende bidrag til filosofihistorien er, at der her skete en sammensmeltning af den græske filosofi og kristendommen. Samtidig praktiserede stort set alle filosoffer deres tænkning inden for kirkens rammer. |
|
Den mest afgørende filosof bag det moderne gennembrud var franskmanden René Descartes (1596-1650), der forsøgte at give fornuften så stor en rolle som muligt. Således mente han – blandt andet – at kunne bevise Guds eksistens udelukkende ved at tænke. Selvom Descartes var meget vigtig på det europæiske kontinent, gik det i England i 1700- og 1800-tallet den stik modsatte retning. De fleste englændere mente ikke, at man kunne bevise noget som helst bare ved at sidde ved sit skrivebord og tænke. I stedet skulle man ud i verden og sanse, måle og beskrive. Dette er kendt som den engelske empirisme. En fortaler for den tilgang var skotten David Hume (1711-1776). Tyskeren Immanuel Kant (1724-1804) mente, at den engelske empirisme ledte til en alt for skeptisk indstilling til spørgsmålene om, hvad der eksisterer, og hvad vi kan vide som mennesker. Han tænkning fremstår i dag som en af de vigtigste bidrag til filosofihistorien og mundede ud i påstanden om, at vi ikke kan vide noget om, hvordan en ting er i sig selv. Det eneste, vi kan forholde os til, er hvordan vi oplever den. Mange ser dette som begyndelsen til kontinentalfilosofien. |
|
Det 19. århundrede gik i høj grad med at fordøje Kants forfatterskab. Her har især Hegel (1770-1831) brugt enorm energi på at vise, hvor Kant gik galt og på at trække filosofien i en mere idealistisk retning. I det 19. århundrede brød også eksistensfilosofien frem med kendte navne som Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Søren Kierkegaard (1813-1855) i spidsen. Meget sigende for Kants og Hegels berømmelse er det, at Nietzsche betragtede Kant som sin hovedfjende, mens Kierkegaard mente, at Hegel var en farlig mand for filosofien. Omkring år 1900 splittedes filosofien afgørende: På den ene side tyskeren Edmund Husserl som grundlagde fænomenologien, der fik stor indflydelse på det europæiske fastland med tænkere som Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre som senere fortalere. På den anden side tyskeren Gottlob Frege, der grundlagde den analytiske filosofi og prædikatslogikken, der blev afgørende for engelsk og amerikansk filosofi. |
|
Begrebet etik kommer af det græske 'ethos', som betyder 'sædvane'. Etik er den teoretiske disciplin, som beskæftiger sig med moral. Moral, som kommer af det latinske 'mores' ('skik' eller 'sædvane') og etik ses derfor ofte som synonymer. De fleste filosoffer er enige om, at det kendetegnende ved mennesket er, at det ikke kan lade være med at forholde sig til sig selv. Derfor kan vi mennesker ikke lade være med at tage moralsk stilling til vores handlinger. |
|
Eksistensfilosofi er overvejelser om. hvad det vil sige for et menneske at være til. Traditionelt er begrebet om eksistens en del af den klassiske metafysik, hvor eksistens betegner det at en ting er til, mens væsen er den anden del og betegner, hvad en ting er. Eksistensfilosofien bruger begrebet 'eksistens' en smule anderledes, da der her udelukkende snakkes om menneskets eksistens. Stort set alle eksistensfilosoffer er enige om, at det kendetegnende ved den menneskelige måde at være til på er, at vi kan forholde os til det, at vi er. De er til gengæld rivende uenige om, hvilke konsekvenser det får for det enkelte menneske. |
|
Forholdet mellem teologi og filosofi har altid været et tema for begge discipliner. Inden for metafysikken (lære om det, som er til) bliver teologien ofte endestationen, fordi det er den, som skal forklare, hvordan det blev til. Også inden for eksistensfilosofien og etikken får teologien ofte noget at skulle have sagt, fordi mange mener, at man ikke kan have hverken etik eller meningsfuld væren uden Gud. |