5 filosoffer, der tænkte med fødderne

Jearn-Jacques Rousseau mediterer i en park nær

Jean-Jacques Rousseau mediterer i en park nær Lyon. Malet af: Alexandre-Hyacinthe Dunouy (1757-1841). Foto: Wikimedia Commons

For Nietzsche, Kierkegaard og Kant var vandringen et værktøj for tankens kraft

Der findes mange forskellige måder at vandre på. Det at vandre er basalt set at sætte farten ned, at trække vejret, mærke jorden og at lade sig bjergtage af sine omgivelser.

Det kommer også til udtryk hos de nedenstående fem filosoffers syn på dét at vandre. Fra Rousseaus vandrende arbejdsværelse i form af to fødder til Kants nærmest selv-påtvungne spadsereture.

Rousseau: Landskabet er mit arbejdsværelse

Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) var en schweizisk-fransk filosof, hvis idéer fik en afgørende indflydelse på det moderne vestlige samfund. Rousseau levede som en del af den store europæiske oplysningstid, hvis tanker om frihed – med tiden - førte revolutioner og nutidens demokrati med sig.

"Jeg gør aldrig noget, undtagen når jeg vandrer, landskabet er mit arbejdsværelse, synet af et bord, papir og bøger indgyder mig kedsomhed, arbejdsredskaberne tager modet fra mig, hvis jeg sætter mig for at skrive, finder jeg intet, og nødvendigheden af at have ånd tager den fra mig”, skrev Rousseau.

Hemmeligheden bag Rousseaus virke er hans lange vandringer. Det er dér, han får sine idéer, lader sig inspirere, tænker og for alvor skaber sine værker. Rousseau vandrer i sin ungdom, rejser med kalechevogn fra sine tyvere og indtil 40-års alderen, hvor han atter bevæger sig ud på meditative skovvandringer. 

For Rousseau bliver dét at vandre som et slags urinstinkt, hvor tankerne får frit løb og kreativiteten skaber: "At vandre til fods i godt vejr i en smuk egn uden at have travlt og have en behagelig genstand som mål for min rejse", skriver Rousseau i "Bekendelser".

Nietzsche: Vores etos er at tænke i frisk luft

Frederich Nietzsche (1844-1900) var en tysk filosof. Hans liv var præget af gentagene lange og ensomme vandringer, der for Nietzsche blev midlet og medicinen mod livets mange smerter. Han søgte væk og ind i sin egen ensomhed. Han ville lægge byerne bag sig og være sig selv nærmest.

Han brugte, ligesom Rousseau, sine vandringer til fordybelse, inspiration og skabelse: "Hvis blot jeg kunne få et lille hus et eller andet sted; ligesom her ville jeg vandre seks til otte timer om dagen og forme tanker, som jeg bagefter ville få ned på papiret i en fart", skrev han i august 1877.

I 1879 indgiver Nietzsche sin afskedsbegæring til universitetet, hvor han arbejdede. Han led så voldsomt af migræne, at han var bundet til sengen - og hans syn var blevet voldsomt svækket. Fra da af vier Nietzsche sit liv til vandringen. Han vandrer i op til 8 timer hver eneste dag. Fra 1879 og i løbet af de efterfølgende ti år, skriver Nietzsche sine største værker - inspireret af landskabernes bjergtag. Vandringen bliver for Nietzsche betingelsen for værket.

"Vores etos er at tænke i frisk luft, mens vi vandrer, springer, klatrer, danser, især på ensomme bjergtoppe eller på havets bredder, dér hvor selv veje bliver mediterende", skriver han i "Den muntre videnskab".

Thoreau: Jeg tilegner mig, hvad jeg ser

Henry Thoreau (1817-1862) var en amerikansk filosof, som levede i en tid, hvor masseproduktion og kapitalisme var  i højsæde. Han beskriver det som ødelæggelsen af en natur, som nu er blevet degraderet til profit i en berigelsesmani.

Det betyder, at mennesket betaler med fysiske anstrengelser for sine luksusgoder og rigdomme. Thoreau mener, at man kommer bedre frem ved at vandre, for hvis man ejer en vogn, vil det koste flere dages anstrengelser i arbejde, da det er hurtigere, end hvis tiden får lov til at gå sin langsomlige gang i vandringen. "Jeg tilegner mig, hvad jeg ser", skrev han. 

For Thoreau er livets sande natur, livets sande skatte, summen af de indtryk, man for eksempel modtager ved at vandre. Når man vandrer, stiller man sig uden for dem, som arbejder - og uden for profit og fattigdom. At vandre er at erfare det sande og vide, at jorden ved hvert skridt kan bære ens vægt.

Kant: Den helbredsmæssige spadseretur

Immanuel Kant (1724-1804) var en tysk filosof. Hvor landsmanden Nietzsche kunne vandre i bjergene i utallige timer, der nøjes Kant med en enkel times gågang på fladt terræn - dog dagligt. Kant bliver ofte beskrevet som en meget punktlig og excentrisk person, der hver dag fulgte det samme skema. Hans vandringer foregik da også ad den samme rute.

"Jeg har aftegnet en vej, som jeg vil følge. Når min vandring først er begyndt, vil intet kunne standse den”, skriver Kant i en af sine allerførste udgivelser.

Modsat Rousseau kunne Kant sagtens sidde tryllebundet til skrivebordet. Hans spadsereture handlede ikke om en forening med naturen, det var ikke af lyst eller for kreativitetens skyld, men måske mere for helbredsmæssige krav, hvorfor Kant højest spadserede i én time om dagen.

Kierkegaard: Den æstetiske byvandrer

Søren Kierkegaard (1813-1855) var en dansk filosof. Han levede hele sit liv i København, hvor han ofte blev spottet på en af sine mange gåture igennem byen.

"Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” - ”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok", skrev Kierkegaard.

Ligesom Rousseau og Nietzsche, bruger Kierkegaard sine gåture som inspirationskilde. I sin dagbog skriver han om sit behov for spadsereture til at tænke, komponere og udbrede. Modsat den ensomme vandrer, som personificeres i eksempelvis Nietzsche, snakkede Kirkegaard med forbipasserende. Han finder glæde i byens diversiteter, skæve eksistenser og at gå fra ét bykvarter til et nyt.

 KØB BOGEN GÅ! HER 

Kilder:
"Gå - en filosofisk fodrejse", af Frédéric Gros.
Den Store Danske Encyklopædi.
Politikens Filosofileksikon.