Videnskabsmand satsede på Guds eksistens

Pascals forsvar af den kristne tro bærer præg af hans rationelle og videnskabelige ståsted. Foto af Blaise Pascal (1623-1662): Scanpix Foto: NMG/Writer Pictures 2006

Der er ting, vi tror på, selvom vi ikke rationelt ved, om de findes. Men gives der gode grunde til at tro? Det mente matematikeren og filosoffen Blaise Pascal

Den franske videnskabsmand, matematiker og filosof Blaise Pascal (1623-1662) var ikke blot et børnegeni, der grundlagde sandsynlighedsregningen, revolutionerede hydrodynamikken og opfandt den første regnemaskine. Efter en religiøs åbenbaring, den 23 november 1654, blev han en af sin tids største forsvarer af kristendommen. 

Pascals forsvar af den kristne tro bærer præg af hans rationelle og videnskabelige ståsted. Modsat tidligere forsvarere af kristendommen som Anselm af Canterbury eller Thomas Aquinas var Pascal ikke interesseret i at give beviser for Guds eksistens, fordi den ifølge ham ikke fornuftsmæssigt kan bevises. Guds eksistens skal man tro på. Derfor var Pascal interesseret i at vise det rationelle i selve det at tro

I de posthume essays Penséens eller Tanker (1670) præsenterer Pascal et argument for at tro, der kendes som »Pascals væddemål«. Sagt i hasardspillets vokabular går »Pascals Væddemål« ud på at bevise, at ateisme som standpunkt er en dårlig satsning. 

Pascal antager, at Gud enten findes eller ikke findes, og at man følgeligt kan være troende eller ateist. Såfremt man er troende, og Gud findes, så vinder man evighed i paradis, men såfremt Gud ikke findes, har man ifølge Pascal ikke rigtig tabt noget.

»Pascals Væddemål« er en tidlig variant af af den matematiske disciplin spilteori. Spilteori bruges i dag i økonomien, hvor man studerer personers optimale adfærd, når omkostninger og gevinster afhænger af andres valg.

Et kendt nutidigt eksempel på spilteori er »Fangernes Dilemma«, hvor to fanger narres til at afsløre en fælles forbrydelse, fordi de tror, at den anden har talt over sig.

Præmissen her adskiller sig fra »Pascals Væddemål« ved, at man ikke kender den anden fanges valg. I Pascals eksempel er det givet, at Gud enten eksisterer eller ej, og hvis han gør, at der er et paradis og et helvede

Såfremt man derimod er ateist, og Gud findes, så taber man uendeligt, da man vil ende i helvede. Såfremt Gud ikke findes, og man ikke tror på ham, så hverken vinder eller taber man. 

En anden implicit antagelse i »Pascals Væddemål« er, at der kun er to muligheder: enten er Gud til eller også er han ikke. En tredje mulighed kunne være, at hinduismen er den korrekte tro, en fjerde at shamanismen er den rette, en femte …. 

Det interessante ved »Pascals Væddemål« er, at det er accepteret, at det vi tror på, tror vi på fordi det er absurd – Gud kan der ikke gives nogen grund eller bevis for. For Pascal er det snarere, det at vi tror, som kan sættes på rationel formel. 

Pascals - og hans familie - konverterede til den reformatoriske, romersk-katolske retning Jansenisme da han var 22 år gammel, og de sidste år af hans liv viede han til at forsvare den katolske tro mod ateismen. Det siges, at Pascal altid gik med en seddel hvorpå der stod: »Filosoffernes Gud er ikke den samme som Abraham, Isaak og Jakobs Gud«.