Wittgenstein: Selv den ikke-religiøse handler religiøst

Filosoffen Ludwig Wittgenstein var en original tænker inden for både matematik, logik og sprog. Og hans dagbogsoptegnelser afslører, at han livet igennem var dybt optaget af religiøse og etiske spørgsmål.

Lige så logisk og rationelt struktureret Wittgensteins filosofi var, lige så religiøst og eksistentielt interesseret var han som person

Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) er ofte blevet fremhævet af logikere og matematikere som en af de største fortalere for, at verden udelukkende er rationel og logisk, og at enhver tale om Gud er det rene nonsens.

Men efter Wittgensteins dagbøger de seneste år er blevet udgivet, har man for alvor opdaget, at han var dybt optaget af det religiøse og livet igennem beskæftigede sig med eksistentielle spørgsmål og forestillingen om frelse gennem Kristus.

Kristendom.dk har spurgt ph.d.-studerende Diana Rigtrup om Wittgensteins forhold til tro og tvivl.

Hvorfor har man anset Wittgenstein som fortaler for, at Gud ikke eksisterer?

Wittgenstein var som udgangspunkt optaget af matematikkens og logikkens grundproblemer. I sin berømte bog, Tractatus Logico-Philosophicus fra 1921 skriver han, at det meningsfulde sprog er logisk i den forstand, at det altid er et billede af virkeligheden. Det, man kan tale om, er det, man kan pege på. Man kan pege på en bestemt sammensætning af brædder og sige, at den genstand har navnet bord, og man kan pege på et menneske i bevægelse og give det betegnelsen løber, men man kan ikke pege på nogen kendsgerning i verden ved navn Gud, og derfor bliver enhver tale om Gud meningsløs.

Gud mangler

Diana Rigtrup har skrevet sin prisopgave om Wittgensteins religionsfilosofi og fortæller, at selvom Wittgenstein aldrig bekendte sig til noget religiøst system, så har hun alligevel i hans dagbøger fundet mange interessante passager, som bevidner, at Wittgenstein var dybt optaget af religiøse spørgsmål.

For eksempel skriver Wittgenstein et sted: Lad mig tilstå dette: Efter en hård dag knælede jeg i dag i forbindelse med aftensmaden og bad, og idet jeg knælede og så op i det høje, sagde jeg pludselig: Der er ingen her. Derved kom jeg i godt humør, som om jeg var blevet afklaret omkring noget vigtigt.

Wittgenstein bad altså nogle gange en bøn, men i selve bønnen opdager han, at Gud ikke er der. Det bemærkelsesværdige ved verden er altså ifølge Wittgenstein ikke, at Gud ikke eksisterer, men snarere at han mangler. Han burde være der, men han er der ikke.

Gud findes selvfølgelig i bønnen
Bønnen derimod er virkelig, forklarer Diana Rigtrup.

Og på den måde opdager Wittgenstein, at selv den ikke-religiøse handler religiøst, når han har brug for det. Bønnen er en instinktiv handling. Ligesom mennesket reagerer på fysisk smerte ved at udbryde av!, så kan mennesket også reagere instinktivt på angst og fortvivlelse ved at bede en bøn. Det viser, at mennesket har brug for at handle, og dette instinkt kan komme til udtryk i en bøn eller et ritual.

Det afgørende er her, at hvis man begrænser sproget til at være logisk-filosofisk, så retter bønnen sig mod ingenting, for Gud kan ikke svare i et logisk sprog, forklarer Diana Rigtrup.

Wittgenstein opdager med andre ord, at hvis man afgrænser verden til kun at indeholde videnskabelige kendsgerninger, så har man som menneske også afgrænset sig selv fra Gud. Det er altså menneskets eget valg. Hvis man begrænser sit sprog til rationel logik, så bliver resultatet også, at man kommer til at leve i en verden uden plads til Gud. Det er altså ikke et spørgsmål om, at Gud ikke findes, men om at hvis man gør sig selv sprogligt snæversynet, så kan man simpelthen ikke længere få øje på ham.

Naturvidenskab må tie om Gud
Taler man naturvidenskabeligt, så må man altså tie, når man kommer til talen om Gud, og vil man begribe Gud, må man overskride det naturvidenskabelige sprogs grænser og tale et andet sprog, et religiøst sprog.

Vil det sige, at Wittgenstein tænkte religiøst i sine dagbøger men skrev videnskabeligt i sine faglige udgivelser?

Nej, men han afslører blot ikke sit egentlige anliggende. I bogen når han til konklusionen, at det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie. Men i et brev til sin ven skriver han: Bogens sigte er etisk. Jeg ønskede engang at skrive få ord i forordet, som nu ikke er i der, som jeg imidlertid nu vil skrive til dig, fordi de måske kan være en nøgle for dig: jeg ønskede at anføre, at mit værk består af to dele: af det, som foreligger her, og alt det, som jeg ikke har skrevet. Og netop den anden del er den vigtige. Wittgenstein siger med andre ord, at nok kan vi ikke tale meningsfuldt om det religiøse, det etiske og det æstetiske, men det er netop disse sider af livet, der er de allervigtigste.

Etik frem for dogmatik
Kan man så alligevel sige, at Wittgenstein var kristen?

Det ville han aldrig selv svare ja til, men han var livet igennem dybt optaget af religiøse spørgsmål. Han så ikke sin filosofi som noget kristent projekt, så han havde ikke brug for at forsvare eller forkynde kristendommen. Han fandt dog stor hjælp hos store tænkere som Dostojevskij og Kierkegaard, men for eksempel Kierkegaards tale om paradokset blev ham for dogmatisk. Det blev til intellektuel tankegymnastik. Selv betragtede han Jesus som en etisk målestok. Det vigtige var ikke for ham, om man gik i kirke og troede på dogmerne, men at finde ud af, hvordan man levede et etisk ansvarligt liv.

Var det fordi, han dybest set stadig havde et ønske om at blive frelst?

Wittgenstein gennemgik nogle meget hårde perioder i sit liv. Især de to verdenskrige gjorde stort indtryk på ham, og tre af hans brødre begik selvmord. Hele dogmatikkens forståelse af opstandelse, dom, himmel og helvede afviste han derfor helt. Han troede heller ikke selv på frelse gennem Kristi død, men afviste ikke, at han en dag kunne komme til en sådan tro. Derfor forblev disse livsproblemer også uløst for ham livet igennem. Men det afgørende for ham var, at tænkningen ikke hørte op. De store spørgsmål skulle ikke fryse sig fast i et religiøst system, men netop fortsat være spørgsmål, som sproget aldrig endegyldigt kunne svare på.

Sproget skaber nyt
Mod slutningen af sit liv arbejder Wittgenstein på en ny teori om sproget, som gjorde op med hans tidligere forståelse af sproget som rent logisk, og som bedre gjorde mennesket i stand til at tale om det religiøse. Han opdager, at sproget ikke blot refererer til kendsgerninger i verden, men at det i sig selv er skabende. Mennesket kan med sit sprog danne metaforer og sproglige nyskabelser, ligesom det med sine ord kan fremsige et løfte eller en kærlighedserklæring, der fra da af ændrer verden fuldstændigt.

Wittgensteins teori om, at ordet kan skabe, er blevet varmt modtaget i teologien, da det i meget høj grad stemmer overens med både skabelsesberetningen i 1. Mosebog, hvor Gud skaber lyset, jorden og mennesket ved sit blotte ord, og Johannesevangeliets fortælling om Ordet, der var i begyndelsen, og som er lig med Gud, og som siden blev kød og tog bolig iblandt menneskerne.

Sammenfattende kan man sige, at Wittgensteins tænkning både kan ses i modsætning til den dogmatiske kristendom, men samtidig har den været til stor inspiration og udvikling for det 20. århundredes teologiske diskussioner. Wittgenstein var ikke begejstret for religioner men var dybt optaget af det religiøse.

Læs mere:
Diana Rigtrup: Wittgenstein mellem tro og tvivl. Forlaget Anis, 2007.