- I kan slå os ihjel, men I kan ikke skade os

Apostlen Peter endte ifølge den kirkelige tradition sit liv som martyr. -

I dag har ordet martyr en uheldig klang af fanatiker. Men der var ikke noget aggressivt over de første martyrer, skriver teolog Bo Billeskov Grünberger på sin blog

- I kan slå os ihjel, men I kan ikke skade os.

Sådan sagde en af de mest kendte kristne martyrer, der levede helt tilbage i det 2. århundrede, Justin Martyr. Han blev halshugget for at holde fast i den tro han havde fået, da han en dag faldt i snak med en gammel mand, der var kristen.

Kristne måtte gennemgå både tortur, forfølgelser og grusomme henrettelser, før den første kristne kejser i 4. århundrede erklærede Romerriget for kristent. Senere har adskillige kristne martyrer fulgt trop, og har givet deres liv for deres tro.

Det er noget, man ikke taler meget om længere, heller ikke i kirken, men det er på grund af tusinder af kristne martyrers ofre, at kristendommen i dag er udbredt til alle verdens hjørner.

I dag har ordet 'martyr' en uheldig klang fordi vi efterhånden kun sætter det i forbindelse med muslimske fanatikere, der sprænger sig selv i luften. Ordet 'martyr' betyder egentlig vidne, og blev første gang brugt i 2. århundrede om kristne, der med deres blod vidnede om, at Jesus er Guds søn.

Der var intet aggressivt over de kristne martyrer. De havde ikke gjort andet end holdt fast i en tro på Jesus og nægtet at ofre til kejseren som en gud. For det gav de deres liv, og mange gjorde det med en ophøjet ro, som Polykarp i 2. århundrede gjorde det. Polykarp blev udsat for grusom tortur, der var rettet mod at få ham til at frasige sig sin tro og anerkende kejseren som gud. Han nægtede, og hans og mange andre martyrers ofre var med til at udbrede en helt uset respekt og ærefrygt blandt deres kristne brødre og søstre.

Fordi martyrerne ikke opgav deres tro og selv gennem tortur og lange forhør fastholdt deres tro, blev grunden lagt til en større respekt for kristendommen. Det førte til sidst til, at det blev den kristne tro, som blev statsreligionen i det rige, der bare få årtier inden havde forfulgt kristne og slået dem ihjel.

Når man sammenligner de få og små ydmygelser og den nedgørelse, man som kristen i dag oplever med de ofre, som martyrerne gav for at kunne udbrede Guds ord, så er det en stor trøst. Det er en trøst at vide, at intet, selv ikke døden kan stoppe udbredelsen af Evangeliet og Guds rige.

Bo Billeskov Grünberger er cand.theol.