"Ingen ved længere, hvad der står i Bibelen"

NY BLOGGER: Adventistkirken står med nye udfordringer i en postkristen tid, skriver Lars Dorland, ung adventistpræst og ny blogger på eftertanke.dk

Så hvad er en syvende dags adventist lige for en størrelse?

Metodister og baptister har det måske lidt mærkeligt ved at skille sig ud fra lutheranerne (eller rettere Folkekirken), men i konkurrencen om at have det mærkeligste og mest ukendte navn, dér vinder adventisterne helt sikkert.

Jeg tilhører dette trossamfund, Syvende Dags Adventistkirken (SDA), og har endda haft den fornøjelse at vokse op her. Det ligner ikke en mærkelig trosretning, dérfra hvor jeg står, for de første mange år af mit liv var det alt, hvad jeg kendte.

Det begyndte i USA
Skal vi hoppe tilbage i historien og det plejer ofte at være en fordel for at forstå et trossamfund så finder vi adventismens begyndelse i Amerika i en periode fyldt med religiøs vækkelse.

USA har altid været anderledes end (Nord)Europa, idet der ikke har været en statskirke, og derfor følte de forskellige trossamfund sig meget ligestillede og naturligvis også mere frie til at ytre sig det forklarer nok også ultimativt, hvorfor der er flere dedikerede kristne i USA i dag, end der er i vores del af verden.

Det var i en sådan sammenhæng, hvor alle var kristne (kendte Bibelen, kom i kirke, aldrig bandede, etc.), at flere kristne bevægelser opstod.

Mest kendt er naturligvis Jehovas Vidner og Mormonerne, som vi af samme grund associeres med på godt og ondt.

Jesu genkomst spået til 1843
Adventismen opstod gennem Millerbevægelsen, som er opkaldt efter William Miller. Han var bonde af uddannelse (eller hvad man nu vil kalde det), men havde valgt at lade sine sønner passe farmen, mens han selv fokuserede på bibelstudier.

Gennem en historisk-kritisk tilgang til Daniels Bog kom han frem til, at Jesus skulle komme igen i 1843! (Det blev senere rettet til 1844, fordi man havde glemt at tage hensyn til det tvetydige år nul (f./e. Kr.) i beregningerne.)

Han fik mange med på den vogn, og selv om de endnu ikke kaldte sig adventister, så har adventisterne (deres efterkommere) hørt for denne fejltagelse lige siden og bliver derfor mødt med en vis skepsis.

Jesus kom jo ikke igen, og i bakspejlet virker det naturligvis som en fjollet ting at spekulere i, men det er selvfølgelig også den letteste måde at være klog på, altså bagklog.

Skuffelsen førte til flere bibelstudier
Men ud af denne massive skuffelse over, at Jesus ikke kom på himlens skyer for at hente sine tilhængere, voksede der dog hos nogen en større interesse for Bibelen, en fornyet lyst til at forstå, hvad det så var for noget, den snakkede om, når den snakkede om 2300 morgener og aftner og helligdommens renselse, etc..

Man lærte af fejlene, men man kastede ikke alle overvejelser, man havde gjort sig, over bord af den grund, at Jesus ikke kom igen. Man dykkede dybere ned i Daniels Bog og Johannes Åbenbaring for at finde ud af, hvad man havde misforstået. Adventisterne kom frem til, at vi nu nærmer os enden, og at mange vilde ting skal til at ske. De følte sig kaldet til at prædike det til de andre kirker (Brødre og søstre, Jesus kommer snart igen!).

Hvad der egentlig startede som en tværkirkelig bevægelse, et økumenisk fællesskab, blev i 1863 officielt et kirkesamfund. Som kirke så adventisterne deres primære rolle som et lys for andre kirker i en kompleks endetid, som man havde brug for at forstå ud fra Bibelen, så man vidste, hvordan man bedst fulgte Jesus.

Endetidsforventning er en del af arven
Det var dengang i 1800-tallet, og nu sidder jeg i 2010 og er præst i en kirke med den tradition. Du kan finde mange forskellige adventister i dag, og nogen lægger mere vægt på det eskatologiske perspektiv (altså alt det om dommedag og endetiden) end andre.

Men uanset om man som adventist går meget op i det i dag, så er der ingen tvivl om, at det ligger i vores arv, og jeg er sådan set glad for den fortid og de lærdomme, der er kommet ud af det.

Et kald over for andre kirker
Med den arv følger naturligvis også det kald, som kirken har følt (og i nogen grad stadig føler) til at prædike til andre kirker. En sådan mission er ikke populær i det 21. århundrede, den indstilling forekommer de fleste temmelig arrogant.

Kirken opstod dog som sagt i et land og i en tid, hvor alle kendte Bibelen, så de kan dårligt bebrejdes for en sådan indre mission, da mission til ikke-kristne ikke var noget, som nogen overvejede (heller ikke andre kirkesamfund).

Folk har glemt, hvem Jesus er
Tiderne har skiftet. I dag er det måske mere på sin plads at henvende sig til de mange mennesker lige omkring os, der ikke engang kender Jesus? For folk har glemt, hvem Jesus er.

Vi lever i et postkristent samfund, hvor kristendommens værdier gennemsyrer den sekulære virkelighed, men ingen ved, hvad der står i Bibelen længere. Derfor er det tid til at fokusere på Jesus som person og knap så meget på, hvad der skal ske til sidst ifølge Bibelen, for det kan man alligevel kun forholde sig til i lyset af Jesus som herre og frelser.

Adventisterne har en udfordring her. De vil gerne være adventister og holde fast i den arv, de har som en endetidsbevægelse. Men samtidig har verden ændret sig, og som alle andre kristne har vi måske ikke længere tid til at diskutere så meget med hinanden, men må fokusere på den sekulariserede verden omkring os, der først og fremmest har brug for at møde Gud.

Lars Dorland er 23 år og præst i Adventistkirken i Silkeborg og Århus. Du kan se hans blog her.