Jeg føler ikke behov for reinkarnation

Den subjektive erfaring af Guds kærlighed gør, at jeg tror på opstandelsen og ikke reinkarnation. Blogindlæg af missionspræst Ole Skjærbæk Madsen

Lige nu sidder jeg og venter på, at vi skal fejre påskenattens gudstjeneste. Mens vi sidder i den mørke kirke uden lys, vil vi høre Grundtvigs gendigtning af et keltisk kvad om Kristi nedfart til dødsriget. Under sangen kommer processionen med påskelyset ind i kirken, og sangen afbrydes af diakonens råb: Kristus, verdens lys! Vi hører i sangen, hvordan Jesus i de dødes rige opsøger Adam og Eva og kalder dem ved navn. Der er ingen fordømmelse i hans kalden; det er snarere som lærkens kvidren en forårsmorgen. I digtet kysser Kristus Eva som sin moder, og hun opstår iklædt regnbuen.

Her er en dyb genkendelse mellem Kristus og Eva. Hun løses af døden, og alt hvad der havde tynget hende i den brudte gudsrelation og holdt hende tilbage fra fuldendelsen, evigt fællesskab med Gud, forsvinder i genkendelsen. Hun er helt sig selv i opstandelsen.

Det er denne oplevelse af fuldt ud at være kendt af Gud-i-Jesus, som er afgørende for, hvorfor jeg ikke føler et behov for reinkarnation. Jeg oplever at være elsket af Gud som den, jeg er, i den unikke kombination af fysisk, sjæleligt og åndeligt, som er mig. Guds kærlighed er evig, og jeg tror, at hvad Gud elsker evigt, også består evigt. Jeg tror, at hvad Gud husker, husker Gud altid; jeg er altid i Guds erindring, og derfor vil jeg også være der i Guds erindring også efter min død. Når historiens gang har nået sit mål, kalder Gud igen, og jeg vil være helt mig selv med krop, sjæl og ånd, naturligvis er det ikke de samme celler, men jeg vil være mig som et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen; i mit liv her og nu, har jeg heller ikke de samme celler, som da jeg blev født, men som person er jeg den samme.

Når det med at være fysisk-sjælelig-åndelig hører med til min identitet, er det fordi det at være menneske er at være et væsen som indeholder det jordiske livs elementer; vores opgave er at være et mikrokosmos af den jordiske skabning, som igennem vor relation til Gud knytter den fysiske, sjælelige og åndelige sfære til Gud og tjener den jordiske skabnings helligelse.

I Påskenattens gudstjeneste breder lyset sig fra påskelyset, og til sidst står alle med tændte lys i hænderne, og hele kirkerummet er oplyst som var det hele universets oplysning i Kristi lys. Da evangeliet læses, afsluttes læsningen af præstens råb: Kristus er opstanden! og alle svarer: Ja, sandelig opstanden! Jesu opstandelse er vi vort håb.

Opstanden fra de døde var Jesus stadig det sande menneske, men hans nye legeme, opstandelseslegemet, er ikke præget af alt det, som nedbryder livet; det er ikke begrænset af tid og rum, men dog et legeme. I opstandelsen bliver vi som Kristus, et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen, som er genkendeligt og dog uden tidens og rummets begrænsninger, et udødeligt liv i Guds nærhed, men mere end det: Vores individuelle legemlighed vil være en del af en større legemlighed, Kristi legeme, så at vi og skabningen i os sammenfattes i Kristus.

Sådan skriver mystikeren Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth, og han føjer til med et billede af sædekornet: Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede Vi skal alle forvandles!

Det er altså først og fremmest den subjektive erfaring af Guds kærlighed, der gør, at jeg tror på opstandelse og ikke reinkarnation i spørgsmålet om, hvad der sker efter døden.

Men mange mennesker jeg møder har en anden oplevelse, f.eks. har oplevelser af at have levet før været livsforvandlende. Alligevel er en vis forsigtighed påkrævet i tolkningen af disse oplevelser. I alt fald skrev regressionsterapeut Steen Krarup i et brev til Nyt Aspekt (maj 1995), at terapeuter af enhver slags desværre ofte forvrænger deres klienters verdensopfattelse, og han fortsætter: Når en klient i et terapiforløb oplever tidligere liv, kunne det så ikke lige så vel være et traumatiseret sinds forsøg på at løse en kritisk situation i nuværende liv, måske i forhold til forældrene og sindet kan så vælge at distancere sig fra det konkrete ved hjælp af fantasi eller ønsketænkning ved fx at opleve noget, der tyder på tidligere liv. Det gør dog ikke oplevelsen værdiløs, for den viser nøjagtig som en betydningsfuld drøm, hvad der rører sig i underbevidstheden, så at klient og terapeut kan tage fat på de følelser og adfærdsprincipper, som nu er afsløret.
 
Tilsvarende forstår jeg oplevelser af at have levet tidligere som billeder af, hvad der foregår i sindet, metaforer for oplevelser, som har krænket personens selvværd eller formet hendes/hans liv, - billeder, der ligger gemt i sindet, hvor vi også gemmer vore minder. Videre tror, jeg, at vi på sjælens plan er dybt forbundne med andre mennesker ikke bare her i tiden, men også ned gennem historien, og at sindet kan bruge et sådant erindringsstof for at udtrykke de igangværende psykiske processer.
 
På det terapeutiske område møder vi mange mennesker, som ikke føler sig hjemme i deres liv, udtrykt i oplevelsen af at have haft sine tidligere liv på andre planeter eller i engles og devaers verden. Andre plages af skyld ofte en påført skyld, som kan skyldes en streng religiøs opdragelse, men som også kan mangedobles ved at opfattes som karma fra tidligere inkarnationer. Mange vil gerne selv tage ansvaret for deres liv, deres sundhed, deres succes men for andre føjer det bare spot til skade, at de på grund af gammel karma selv anses som skyldige, når de lider under deres nederlag, sygdomme og ulykke. I troen på Kristus er al karma forløst, enhver handling, ethvert ord, enhver tanke, som har krænket mit værd, eller hvormed jeg har krænket andre, er optaget i den død, Gud i sit menneskeblevne Skaberord led for os. Mystikeren Paulus udtrykker denne erfaring således: Så er der da nu ingen fordømmelse for den, som er i Kristus.
 
Den kristne ønsker ikke at flygte fra ansvaret for sine tanker, ord og handlinger, som det af og til opfattes af mennesker i den alternative verden, men vedkender sig ansvaret og bekender dem som synd. Ordet synd kan forstås som brudte relationer i forhold til Gud og medmennesket og som misbrug af medskabningen. Men Gud tilgiver synden, sådan at vi selv kan tilgive dem, som har krænket os. Dette sætter en forligelsesproces i gang i verden, hvor vi begynder at leve i tjenende kærlighed efter Jesu forbillede.
 
Jeg tror, at mange ser ind i deres sjæls processer, når de i deres sinds hukommelsescenter oplever minder fra fortiden eller fra liv på andre planeter eller i engle-deva-riget. Jeg tror, at det handler om en længsel efter et engleligt liv, et liv i Guds kærligheds varme, og at det handler om en oplevelse af tab og uforløsthed ved at leve uden for sit livs bestemmelse, og jeg tror det handler om at finde sit selvværd, hvor det er smertefuldt krænket og derfor skjult i metaforer og billeder af tidligere liv.

Jeg tror, at sjælens og sindets tilkendegivelser er vigtige, og jeg tror, at Guds kærlighed, som vi møder den i Jesus Kristus, kan helbrede sårene, genoprette selvværdet og lede os tilbage til vort livs opgave. Jeg tror, at dette bedst sker, når vi betragter vort liv og vor person som enestående, et Guds underværk i fysisk stof, sjæl og ånd.
 
Kristus er opstanden!
 
Fred og alt godt.

Ole Skjærbæk Madsen er ansat som missionspræst i den kirkelige organisation Areopagos og er daglig leder af I Mesterens Lys.