Kvindelige præster må tiltrække mænd
En yderligere feminisering af kristendommen vil gøre kirken endnu mere utiltalende for mænd. Blogindlæg af Peter Béliath
Den danske folkekirke fejrer i disse dage jubilæum. Det er nemlig 60 år siden, at de tre første kvindelige præster blev ordineret i Fyens Stift. Selvom kvindelige præster stadig er et kontroversielt fænomen på folkekirkens højrefløj, har situationen ændret sig radikalt på de 60 år.
Kvinderne stormer frem i folkekirken, lød en overskrift således i Kristeligt Dagblad den 23. april. Og overskriften overdriver ikke. Statistikken taler nemlig sit eget tydelige sprog: færre og færre mænd og flere og flere kvinder søger ind på præsteuddannelserne. Og hvis ikke udviklingen vender, ser fremtiden sådan ud: tre ud af fire præster er kvinder. Man taler derfor om, at folkekirken i disse år gennemgår et kønsskifte.
Der er dem, der mener, at dette kønsskifte kan blive kirkens nye redningskrans. Det er imidlertid lovlig naivt at se sådan på udviklingen. For et kvindedomineret præsteskab vil uvægerligt øge den i forvejen vidt fremskredne feminisering af kristendommen. En yderligere feminisering af kristendommen vil blot gøre kirken endnu mere utiltalende for mænd. Og en kirke uden mænd er en kirke uden fremtid.
Feminiseringen gør sig gældende i stort set alle kirker og kristne trossamfund i Vesten. Kvinderne er i overtal på kirkebænkene, og forkyndelsen og spiritualiteten bliver i stadig stigende grad målrettet mod kvinder. Derfor føler mændene sig efterhånden fremmedgjort over for kristendommen. Det er kommet så vidt, at der er opstået en mandebevægelse, som kæmper for de maskuline værdier i kirken. Mandebevægelsen startede med Promise Keepers i USA, men også i Danmark findes der kristne mande-tiltag som 2Men.dk.
Kristen mandebevægelse
En af de førende talsmænd for den kristne mandebevægelse er amerikaneren David Murrow, som i 2005 udgav bogen Why Men Hate Going to Church. Bogen udkom på dansk i 2006 under titlen Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd (Boedal).
Bemærk venligst: David Murrow er ikke mandschauvinist. Han er ikke fortaler for bagstræv, og han går ikke ind for kirkeligt mandetyranni. Murrow er ikke modstander af kvindeligt lederskab i kirken, og han har heller ikke uvanen med at strø om sig med løsrevne Bibelcitater, som angiveligt skal være argumenter mod kvindelige præster (en uvane, vi kender fra den hjemlige debat). Murrows argumenter er ikke teologiske, men kønsspecifikke. Dvs. at han går ud fra de væsensforskelle, der tydeligvis er mellem kvinder og mænd. For mens kvinder fokuserer på relationer, er mænd meget mere optaget af præstationer. Kirken er ifølge Murrow præget af kvindelige værdier som tryghed og omsorg, mens mænd tiltrækkes af udfordringer, risici og mulighed for ekspansion.
David Murrow gør opmærksom på, at statistikken viser, at de kirkeretninger, der har åbnet mest for kvindeligt lederskab, oplever en generel tilbagegang i medlemstallet (side 176). Statistikken viser også, at der ofte opstår en kønskløft i de menigheder, der har en kvindelig sognepræst. Kort sagt: mænd forlader kirker, som ledes af kvinder og domineres af bløde værdier.
Råd til kirkens kvindelige ledere
Murrow giver i sin bog nogle gode råd til kirkens kvindelige ledere. Han anbefaler kvinder i ledende stillinger at have mændenes behov og forventninger for øje. Lad være med at fokusere ensidigt på kvinders og børns behov i kirken. Vær med til at prioritere mændene og deres udvikling (side 176f.).
Murrow nævner to eksempler på kvindelige ledere, som i nyere tid har haft succes med at fokusere på mændenes behov, nemlig Henrietta Mears og Dorothy Cassel.
Dorothy Cassel (fra Wesley United Methodist Church i El Reno, Oklahoma) opdagede, at hun fik flere tilhørere, da hun begyndte af fylde sin undervisningsrække om Erfaringer af Gud med maskuline temaer. Hun valgte at bruge ord som indflydelse, holdarbejde, formål, karakterstyrke, mod, disciplin, magt og udholdenhed. Det pudsige er, at dette maskuline fokus ikke kun tiltrak et mandligt publikum, så tilhørerskaren bestod af 60% mænd den maskuline terminologi og den kendsgerning, at der kom flere mænd til undervisningen, virkede også tiltrækkende på kvinder. Så resultatet blev, at Cassels tilhørerskare alt i alt blev fordoblet (side 204f.).
Henrietta Mears (fra First Presbyterian Church i Hollywood) førte hundreder til tro på Kristus, heriblandt mænd som Bill Bright (grundlægger af Campus Crusade for Christ). Selveste Billy Graham kaldte Mears for den mest betydningsfulde kvinde i hans liv, næst efter hans mor og hans kone. Hvorfor? spørger Murrow og svarer: Fordi Mears havde en krigers ånd! Hun elskede mennesker nok til at udfordre dem, til sveden sprang! Mears var en kvinde med en sund portion maskulin ånd (side 194).
David Murrow er realist. De kvindelige præster kommer, hvad enten vi er klar til det eller ej, skriver han (side 195) og opfordrer kvindelige præster, undervisere og ledere til at studere mænd. Bliv fortrolig med deres behov og forventninger. Giv dem udfordringer og ikke bare omsorg. Hvis I gør kirken til et mere behageligt og omsorgsfuldt sted, hvor man først og fremmest bestræber sig på at få alle til at føle sig elsket og accepteret, så vil endnu flere mænd bare forlade kirken. Begynd med det samme at bede Gud om visdom til at give de mænd, som I har ansvar for, hvad de har brug for.
Peter Béliath er exam. art. i litteraturvidenskab, rockskribent og redaktionssekretær på heavy metal-magasinet NRG. Tidligere asatroende, nu kristen.