De 10 værste kristenforfølgelser i 2011

Vraget af en bil efter bombesprængningen uden for St. Theresa kirken i dag i Nigerias hovedstad

Vraget af en bil efter bombesprængningen uden for St. Theresa kirken i Nigerias hovedstad Abuja i december 2011. Foto: Sunday Aghaeze / Scanpix

De lande, hvis befolkninger har været en del af det arabiske forår, fylder godt på en netop offentliggjort liste over steder med de værste kristenforfølgelser i 2011. Men også Kina og Sydøstasien er repræsenteret på listen

2011 bød på et stort antal historier om kristenforfølgelser rundt om i verden, men hvilke var de mest betydningsfulde situationer og hændelser i 2011?

Det har nyhedsbureauet Compass Direct, som rapporterer om kristenforfølgelser verden over, opgjort på en top ti.

LÆS OGSÅ: Konference peger på forfølgelser af ikke-kristne

De mest betydningsfulde kristenforfølgelser i 2011 ifølge Compass Direct:

1. Voldshandlingerne i Nigeria begyndte med angreb på flere kirker allerede juleaften 2010 og varede 2011 ud. Over 200 personer er blevet dræbt i aktionerne og gengældelsesaktionerne fra kristne. Centralt i voldshandlingerne står den islamiske gruppe Boko Haram, som blandt andet stod bag juleaftens angreb på St. Theresa-kirken uden for hovedstaden Abuja, hvor 45 mennesker blev dræbt sidste år.

2. Pakistans eneste kristne regeringsmedlem, Shahbaz Bhatti, blev skudt og dræbt af uidentificerede gerningsmænd 2. marts 2011. Bahtti var en frittalende kritiker af landets blasfemi-lov.

3. Pastor Youcef Nadarkhani fra Iran blev dømt til døden for frafald fra islam. Dommen har affødt voldsomme reaktioner fra vestlige organisationer, men præsten står stadig til dødsstraf.

4. Da Hosni Mubarak gik af som præsident eskalerede spændingen mellem islamister og koptiske kristne i Egypten med voldelige sammenstød til følge. I oktober blev 29 personer, heraf 23 kristne, dræbt, da kopterne demonstrerede mod islamistangreb. Hæren skød mod demonstranterne og kørte biler ind i menneskemængden.

5. Da Syd-sudan blev selvstændigt i juli blev de kristnes situation yderst sårbar over for den muslimske præsident Omar al-Bashir, der er eftersøgt af Den internationale Straffedomstol for forbrydelser mod menneskeheden. Territorial krigsførelse i flere delstater gik ud over over kristne.

6. En af de største uregistrerede, protestantiske kirker i Beijing blev udsat for et ukendt antal arrestationer i foråret 2011. Efterfølgende har myndighederne presset flere udlejere til at smide kirkerne ud af deres lejede lokaler.

7. Said Musa, en afghansk konvertit, er listens eneste lyspunkt. Han blev i februar løsladt efter diplomatisk pres. Mens han sad i fængsel blev han udsat for overgreb på grund af sin kristne tro.

8. 25. september sprængte en selvmordsbomber sig selv i luften ved Betel Full Gospel Church i Java, Indonesien og sårede 20 af kirkens medlemmer. Ekstremismen er vokset i landet lige siden præsident Suharto, der holdt stram control med radikale grupper, døde i 1999.

9. Den islamistiske al-Shabaad-milits kæmper for at få kontrol med Somalia. Militsen opsøger kristne og henretter dem i fuld offentlighed. I udkanten af hovedstaden Mogadishu blev en kristen mor til fire den 7. januar henrettet ved halshugning foran landsbyens beboere.

10. Otte kristne ledere blev i december arresteret i Laos. Arrestationen skete, da omkring 200 medlemmer var samlet for at fejre julen, og en repræsentant fra Human Rights Watch for Laos Religiøse Frihed har sagt til Compass Direct, at arrestationen skyldtes gudstjenesten.

Åbne Døre: Arabisk forår kan blive vinter for lokale kristne
Simon Holtti, redaktør for magasinet Åbne Døre, der udgives i Danmark af den internationale interesseorganisationen Open Doors, som registrerer og analyserer kristenforfølgelser rundt om i verden, er overordnet enig i udformningen af listen. Han fremhæver især de nordafrikanske landes arabiske forår som en årsag til, at kristenforfølgelser i flere af de lande, hvor demokratiet er begyndt at blomstre, er stagneret eller blevet værre fordi radikale islamiske grupper for større indflydelse i samfundet og politisk:

Faktisk er det så grelt, at vi spørger os selv, om det er den arabiske vinter for de lokale kristne, fortæller Simon Holtti.

Skal han fremhæve ét af det arabiske forårs nationer som et eksempel, bliver det Egypten, selvom landet kun ligger nummer fire på Compass Directs liste:

Volden i Egypten viser, at demokratibevægelserne ikke betyder frihed for alle befolkningsgrupper, siger han.

Udvikling i Asien kræver opmærksomhed
Men det arabiske forår optager ikke hele listen. Også udviklingen i Kina er ifølge Simon Holtti værd at lægge særligt mærke til:

Vi har arbejdet i Kina siden før kulturrevolutionen, og selvom myndighederne i nogle tilfælde forhindrer de kristne i at samles, ser vi samtidigt en større grad af religionsfrihed under udvikling. Her taler jeg især om en spirende bevægelse af unge, veluddannede kinesere, som kræver deres grundlovssikrede ret til at udøve deres kristne tro, forklarer Simon Holtti og uddyber listens sjette punkt, der beskriver anholdelser af kristne kirkegængere i Kina:

Gudstjenester udendørs fortsatte i juletiden, hvor den kristne Shouwang kirke med 1000 medlemmer må holde gudstjeneste i en offentlig park i stedet for indenfor, fordi myndighederne forhindrer dem i at tage en ejendom, de købte i 2009, i brug. På den måde udfordrer de myndighedernes kontrol med religionen og står fast på deres rettigheder, siger Simon Holtti, som understreger, at han ikke ser kristendommen som et skalkeskjul for at ulydighed mod myndighederne.

Til sidst fremhæver han to af de lavest listede begivenheder som symptomatiske for udviklingen i Sydøst-asien:

Kristne lever i stor frygt i både Laos og flere dele af Indonesien, og derfor hører verden ikke meget til dem. Vi de dog, at deres situation er blevet værre. Alene i Indonesien er de voldelige angreb mod kristne fordoblet i 2011, siger han.