Demonstranter anklager Dalai Lama for diktatorisk opførsel

"Dalai Lama, stop med at lyve" står der på demonstranternes skilte. Medlemmerne af det Internationale Shudgen Selskab demonstrerer imod Dalai Lamas diskrimination af Shudgen-tilhængere foran Washington National Cathedral, hvor Dalai Lama i fredags holdte en tale under overskriften "Hensides religion - Etik for hele verden". Foto: Nicholas Kamm/ Denmark

En buddhistisk fraktion, der er blevet bandlyst af Dalai Lama, anklager ham for diktatorisk opførsel og demonstrerer for religionsfrihed

Man kan sikkert finde mange egnede kandidater til titlen som "verdens værste diktator", men at Dalai Lama skulle være blandt de udvalgte kommer nok bag på de fleste.

Det er ikke desto mindre budskabet fra en buddhistisk gruppe, der dyrker den særlige guddom Dorje Shugden. Ifølge den nationale TV-station WUSA9 var 700 demonstranter forleden mødt op foran Washington National Cathedral, hvor Dalai Lama var inviteret til at tale om fællesskab og fred på tværs af religioner under overskriften "Hinsides religion - Etik for hele verden".

Ifølge demonstranterne gør Dalai Lama sig skyldig i "med magt at forbyde religiøs praksis knyttet til Buddha Dorje Shugden, og åbenlyst at diskriminere mennesker med denne religiøse overbevisning."

LÆS OGSÅ: Ny rapport: 10 lande fra FNs menneskerettighedsråd begrænser religionsfriheden

De fremmødte demonstrerede derfor imod Dalai Lamas opfordringer til undertrykkelse af den buddhistiske minoritet og uddelte pamfletter, der kaldte ham "Den værste diktator i den moderne verden". Det skriver det amerikanske magasin Washingtonian.

Flere Shugden-medlemmer beretter ifølge Religion News Service om, at nonner og munke, der tilbeder guddommen, smides ud af klostre, ligesom de er blevet udstødt fra det tibetanske eksilsamfund. Len Foley, en talsmand for Shugden-selskabet bosat i Los Angeles, fortæller om denne særlige fraktion inden for buddhismen, at guddommen Dorje Shugden tilbyder beskyttelse igennem ikke blot ét, men mange liv:

Denne guddom er en særlig guddom, som yder beskyttelse. At fjerne den er forfærdeligt," udtaler han til Religion News Service.

LÆS OGSÅ: Trosfriheden er trængt på verdensplan

Demonstrationen er blot én ud af mange i forbindelse med Dalai Lamas USA-tour, og kritikken er også kommet til udtryk igennem den nyligt udkomne bog "The false Dalai Lama - The worst dictator in the modern world" (Den falske Dalai Lama - Den værste diktator i den moderne verden). Man kan her finde finde kapitler såsom "The Dalai Lama's fascination with war and Nazism" (Dalai Lamas fascination af krig og Nazisme), og bogen ser det som sit mål at afsløre Dalai Lama som en løgner og diktator.

Shugden-fraktionen har været årsag til store uenigheder i lang tid, men ifølge Robert Thurman, som forsker i tibetansk buddhisme ved Columbia University, holdes fraktionen kunstigt i live af Kina, der investerer penge i at få protestgrupper til at skabe splittelse mellem Dalai Lama og det tibetanske folk, samt ændre verdens opfattelse af ham som en forkæmper for fred og sameksistens.

"Lederne af Dolgyal (andet navn for Dorje, red.) Shugden-kulten har ikke gjort andet de sidste 30 år end at forårsage problemer både for deres egne tilhængere og for enheden mellem det tibetanske folk i både eksil og i Tibet," skriver han i The Huffington Post.

Man kan læse om Dalai Lamas officielle holdning til Shudgen-fraktionen på hans hjemmeside, hvor der blandt andet står anført, at "i den nuværende tibetanske kontekst, i hvilken enhed er livsvigtig, er det upassende at engagere sig i denne kontroversielle og splittende praksis".

Washington National Cathedral ses her indefra, mens Dalai Lama afholder sin tale "Hensides religion - Etik for hele verden" den 7. marts 2014. Foto: Michael Reynolds/ Denmark
Dalai Lama placerer et bedesjal på biskop Mariann Edgar Budde i Washington National Cathedral i Washington DC i USA. Foto: Michael Reynolds/ Denmark
Dalai Lama ses her til venstre for dekan Gary Hall og biskop Mariann Edgar Budde efter hans tale i Washington National Cathedral. Foto: Gary Cameron/ Denmark
"Dalai Lama, stop med at lyve" og "Giv religionsfrihed til Shudgen-tilhængere" står der på demonstranternes skilte lige udenfor Washington National Cathedral. Ifølge demonstranterne gør Dalai Lama sig skyldig i "med magt at forbyde religiøs praksis knyttet til Dorje Shudgen, og åbenlyst at diskriminere mennesker med denne religiøse overbevisning." Foto: Nicholas Kamm/ Denmark