Den ukrainske græsk-katolske kirke på Krim: Vi er udsat for forfølgelse

Ærkebiskop Sviatoslav Shevchuk har siden 2011 været leder af den ukrainske græsk-katolske kirkes, som under Sovjetstyret var ulovlig i cirka 45 år. Her ses han ved sin indsættelse i Kristi opstandelse-katedralen i Kiev, 27. marts 2011. Foto: Konstantin Chernichkin/ Denmark

Den ukrainske græsk-katolske kirke er hårdt ramt af den igangværende konflikt på Krim. Blandt andet blev tre af kirkens fem præster på halvøen bortført forleden

Én gang kan være en fejltagelse, men tre kidnapninger kan ikke være tilfældigt. Det siger Volodymyr Zhdan til det katolske nyhedsbureau Catholic News Agency. Han er kansler for Stryi Stift, der ligger i det vestlige Ukraine, og fungerede selv som kansler på Krim fra 2006 til 2010.

Han siger, at den ukrainske græsk-katolske kirke er udsat for "total forfølgelse (...) lige nu er alt ukrainsk græsk-katolsk liv på Krim blevet lammet".

Præster tilbageholdt
Den 15. marts blev feltpræsten Mykola Kvych tilbageholdt, efter at han havde holdt en mindegudstjeneste for de døde i konflikten. Dagen efter forsvandt også de to præster Bogdan Kostetskyi og Igor Havryliv.

Med hjælp fra lokale sognebørn lykkedes det Kvych at flygte fra Krim til et sikkert område i Ukraine. Her kunne han fortælle, at han var blevet udsat for vold og sat i forhør i otte timer af russiske efterretningsofficerer, beskyldt for provokationer og for at have uddelt våben til den ukrainske flåde selv hævder han, at han blot har uddelt mad til den blokaderamte flåde og gav to journalister skudsikre veste. Han er tiltalt for "ekstremisme", hvilket ifølge russisk lov kan give helt op til 15 års fængsel.

LÆS ET INTERVIEW MED MYKOLA KVYCH OM TILBAGEHOLDELSEN HER (NB: Interviewet er på engelsk)

Den ukrainske græsk-katolske kirkes hjemmeside kan fortælle, at de to andre præster, Kostetskyi og Havryliv, også er kommet i sikkerhed. Men der er også blevet rapporteret om andre problemer for den ukrainske græsk-katolske kirke, blandt andet hærværk, påsatte brande og trusler.

Vækker mindelser om Sovjet-tiden
Forfølgelserne vækker ifølge biskop Vasyl Ivasyuk, der tjente på Krim fra 2003 til 2014, minder om tiden under Sovjetstyret, hvor kirken var ulovlig i cirka 45 år indtil Sovjetunionens sammenbrud og faktisk var verdens største ulovlige kirke i den periode.

På den tid mistænkte mange russisksindede kirken og de tilknyttede personer, som fortsatte dens aktiviteter, for at være spioner for Vatikanet. Ivasyuk forklarer, at nok er det ikke alle på Krim, der mistænker dem for at være spioner, men der er en meget aktiv pro-russisk gruppering, som gør.

Forholdet mellem den ukrainske græsk-katolske kirke og det lokale styre på Krim har ofte været kompliceret. Men Ivasyuk understreger, at "mange på Krim respekterer den ukrainske græsk-katolske kirke for ikke at tage del i valg og for at holde sig udenfor politik. Vores præster opstiller ikke til politiske embeder, og det har givet dem en vis moralsk autoritet."

Det er usikkert, hvad der kommer til at ske med den ukrainske græsk-katolske kirke i regionen, men Zhdan frygter, at positionen uden for det politiske system er truet:

"Hvad vi har set, er et foruroligende signal om en fremtidig politisk retning."

Ukraine fordømmer forfølgelserne
Afdelingen for religiøse og etniske anliggender under det ukrainske kulturministerium har udsendt en erklæring, som fordømmer forfølgelserne.

"For nylig er der blevet dokumenteret flere forfølgelser af gejstlige fra forskellige trosretninger. Der har været hidtil usete krænkelser af rettigheder inden for tanke- og religionsfrihed. Vi forlanger, at terroriseringen ophører, og at rettigheder og friheder respekteres."

Blandt den religiøse befolkning i Ukraine tilhører hovedparten den ortodokse kirke, orienteret imod enten Kiev- eller Moskvapatriarkatet. Den ukrainske græsk-katolske kirke, som godt 5% af den ukrainske befolkning bekender sig til, er en af de 22 såkaldt unerede kirker, som er forenede med den katolske kirke, men har egen organisationsform, kirkeret og ritualer.

Den blev dannet med Brest-unionen i 1596, og anerkender pavens autoritet som kirkens overhoved et af de fundamentale stridspunkter, der splitter den ortodokse og katolske kirke. Til gengæld har kirken beholdt store dele af den ortodokse kirkes liturgi og ritualer.

De forskellige religiøse bevægelser i Ukraine er meget lokalt funderet. Den ukrainske græsk-katolske kirke er mest udbredt i den vestlige del af Ukraine. På Krim i syd har kirken kun i alt fem præster, og det anslås, at den har cirka 5000 medlemmer på halvøen.

LÆS MERE OM DE UKRAINSKE KIRKER HER