Det første bryllup mellem to scientologer i Storbritannien gennemføres

London, United Kingdom. 11th December 2013 - - Church of Scientology in London. - - General views of the Church of Scientology in London. Foto: Amer Ghazzal / Demotix/ Denmark

Det første bryllup i en Scientology-forsamling blev afholdt i London i weekenden efter en 5 år lang retsstrid. Brylluppet konstituerer Scientology som religion og medfører en nyforståelse af begrebet religion i Storbritannien

Ægteskabet mellem det engelske kærestepar Louisa Hopkin og Alessandro Calcioli er det første i Scientology i Storbritannien, og det fuldbyrder den juridiske anerkendelse af Scientology som religion. Efter ceremonien, hvor der både var konfetti, brudeslør og brudepiger, kaldte det nygifte ægtepar deres ægteskab for en afgørende sejr over ulighed og urimelighed, skriver avisen The Guardian.

Brylluppet finder sted oven på en kendelse i den engelske højesteret fra december sidste år, som gør, at Scientologys lokaler for eftertiden skal anses som et mødested for religiøs tilbedelse. Dommen autoriserer dermed Scientology som et sted, hvor der lovligt kan foretages vielser.

Samtidig ligestiller dommen Scientology med alle andre religioner og ændrer på en 158 år gammel lovopfattelse i den engelske lovgivning, hvor tilbedelse af en Gud hidtil er blevet set som et essentielt træk ved en religion, skriver den engelske avis The Telegraph.

Det var Louisa Hodkin og Alessandro Calcioli, hvis retssag i december fremtvang kendelsen i Højesteret. Sagen har kørt i 5 år og det er på baggrund af Højesterets kendelse, at de i sidste uge blev gift i et kapel tilhørende Scientology i London.

LÆS OGSÅ: Bør Scientology anerkendes i Danmark?

En anonym talsmand for Scientology kaldte Louisa Hodkin og Alessandro Calciolis bryllup for en historisk dag for religiøs ligestilling og frihed for alle i Storbritannien, skriver The Telegraph.

Med mindre der er tungtvejende årsager for at antage det modsatte, bør religion ikke begrænses til religioner, som tror på et højeste væsen. At gøre det ville være en form for religiøs diskrimination, som er uacceptabel i dagens samfund sagde overdommer Loud Toulson under domsafsigelsen tilbage i december 2013 ifølge The Telegraph.

En religion er et spirituelt eller ikke-sekulært trossystem, som forsøger at forklare menneskehedens placering i universet og dets forhold til det uendelige. Et sådant system behøver ikke involvere troen på et højeste væsen, men det indebærer troen på, at der er mere ved menneskets eksistens, end sanserne og videnskaben kan fortælle os, sagde Lord Toulson videre.

Det er på baggrund af denne juridisk vedtagne nydefinition af begrebet religion i Storbritannien, at Louisa Hopkin og Alessandro Calcioli i weekenden blev gift.

Scientology tror på, at 13.5 trillioner rumvæsner for 75 millioner år siden blev forvist til jorden af den galaktiske hersker Xenu.

LÆS OGSÅ:10 ting Scientology tror på

Scientology er anerkendt som religion i Sverige, men ikke i Danmark. Peter Birkelund Andersen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, fortæller, at i Danmark har Scientology indberettet en ansøgning om vielsesbemyndigelse til Familiestyrelsen, men at den er stillet i bero. De har fået afslag på de tidligere ansøgninger.

LÆS OGSÅ:Hvordan bliver et trossamfund godkendt?