Fransk landsby venter verdenspressens dommedagsindtog

'Pic de Bugarach' hedder bjerget, som er blevet centrum om massiv mediedækning i forbindelse med maya-profetierne om jordens undergang den 21. december 2012. Ved bjerget ligger den lille landsby Bugarach, som gennem den sidste tid har forberedt sig på de ventede besøgende. Foto: JEAN-PHILIPPE ARLES Denmark

Landsbyen Bugarach spås som et af de eneste sikre steder på den rygtede maya-dommedags indtog

Ved foden af det 1.230 meter høje bjerg, Pic de Bugarach, ligger byen Bugarach.

Byen er den seneste tid blevet centrum for opmærksomhed, da bjerget ifølge rygter får en helt særlig status under den spåede dommedag, den 21. december 2012.

LÆS OGSÅ: Ro på. Ny maya-kalender udsætter dommedag med 7000 år

Ifølge UFO-spottere, New Age-interesserede og dommedagsinteresserede er bjerget nemlig beboet af rumvæsener i dvale, som den 21. december vil vågne og forlade den synkende skude i deres rumskibe.

Det skriver avisen Der Spiegel.

Ifølge rygterne, som særligt har floreret på internettet, vil de slumrende rumvæsener redde en lille udvalgt gruppe blandt andet landsbyens beboere fra dommedagens ødelæggelser.

Det har pludselig fået byens popularitet til at stige.

Indbyggere og myndigheder venter et decideret indtog af interesserede, som vil forsøge at få et glimt af rumvæsener og måske håbe på at blive reddet fra den mulige dommedag.

LÆS OGSÅ: Dommedag bliver gjort til et tv-show

En tidligere skolelærer, Jean, er en af dem, der er taget til Bugarach for at møde de mulige rumvæsener.

Apokalypsen, vi tror på, er enden på en verden og begyndelsen på en ny, spirituel verden. Året 2012 er lidelsens år. Bugarach er en af jordens chakraer (en form for livsenergier, red.), et sted beregnet til at velkomme morgendagens energier, siger han til The New York Times.

Byens borgmester, Jean-Pierre Delord, er efterhånden blevet vant til dommedagsprofetier, og har bedt om assistance for at undgå, at folk stormer bjerget.

Dette er den 183. verdens-ende-profeti siden antikken. Jeg kan ikke risikere, at der kommer en masse mennesker, som bestiger bjerget og kommer til skade, siger han til avisen The Huffington Post.

LÆS OGSÅ: Dommedagsprofetier gennem tiden

Desuden ytrer han bekymring for byens evne til at håndtere de besøgende, som i flere dage har været i byen:

Bjergsiden sværmer med hippier, mange af dem nøgne, som smider affald og sviner. Det er ingen spøg. Hvis 10.000 mennesker møder op den 21. december, vil byen ikke kunne håndtere det, siger han til The Sun.

LÆS OGSÅ: Går jorden under i morgen?

Byen har fået assistance udefra til at håndtere de mange besøgende og i øvrigt forhindre, at diverse kulte finder på at benytte lejligheden til for eksempel at begå selvmord.

Tidligere i år ytrede den såkaldte 'Interministerielle Mission for Overvågning og Bekæmpelse af Sekter' (MIVILUDES) bekymring for netop denne type masseselvmord og har sat byen under ekstra bevågenhed.

Flere af byens beboere mener dog, at en af bagmændene bag den megen opmærksomhed er borgmesteren selv.

Det hele er bare noget pjat. Vi er ikke en flok vanvittige, som render rundt på stoffer hele dagen. Hvis du spørger borgmesteren, er der planlagt nye hoteller og vind-turbiner snart. For at tiltrække turister, bliver han ved med at kontakte medierne, så de kan genoplive rygterne, når de dør ud, forklarer en lokal indehaver af en økologisk brugs til Der Spiegel.

LÆS OGSÅ:Biskop: Dommedag er nu

Alligevel regner samme brugsindehaver med at sælge andet end øko-sandwich til de besøgende, ligesom han på hylden har bøger som Le Calendrier de 13 Lunes (de 13 måners kalender, red.) og Bugarach, Vortex de la Terre (Bugarach, jordens vortex, red.).

Ja, dette sted er specielt, men det er også grunden til, det er lang tid siden, nogen har troet, at verden ville gå under, forklarer han.

Speciel eller ej, så ser landsbyen ud til at kunne tjene mange penge på dommedagsspekulationerne.

Hoteller og vandrehjem i og omkring byen skal efter sigende dagligt have modtaget hundredvis af værelsesforespørgsler.

Om de så får mulighed for at bruge pengene der, hvor de fragtes hen af rumvæsenerne, forlyder der ikke noget om.