Jøder kæmper mod mormonsk 'dåb' af afdøde

Jøder kæmper for at forhindre, at mormoner skal døbe afdøde jøder.

Aftale mod mormonerne om ikke at døbe afdøde jøder gælder kun Holocaust-ofre

Den amerikanske sammenslutning af Holocaust-ofre anklager mormonkirken for ikke at overholde en aftale om ikke at 'døbe' jødiske ofre for nazismens Holocaust, skriver nyhedsbureauet AP.

Det jødiske samfund har som den eneste religion en sådan aftale om mormonerne, men den omfatter kun Holocaust-ofre.

Emest Michel, der er honorær formand for sammenslutningen, erklærede på et pressemøde i New York, at mormonkirken gennem de 13 år, aftalen har været i kraft, gentagne gange har overtrådt den.

Lederne af Jesu Kristi Kirke af de Sidste Dages Hellige, som er mormonkirkens officielle navn, siger, at man har ændret kirkens omfattende database. På den måde bliver det vanskeligere at indskrive Holocaust-ofre ved en fejltagelse. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Michel, hvis forældre døde i Auswitch.

I 1995 indgik mormonerne en aftale om ikke at gennemføre dåbsritualet for afdøde Holocuaust-ofre undtagen i sjældne tilfælde, hvor de har levende efterkommere, der er mormoner.

På grundlag af konstaterede brud på aftalen har der netop været ført nye aftaler, men de er afsluttet, og Emest Michel bebuder retssager mod mormonerne.

Mormonkirken praktiserer posthum dåb, hvor troende mormoner kan få deres afdøde slægninge døbt ind i kirken, hvilket vil sikre familiernes genforening i evigheden. Ved hjælp af registre døber mormonkirken også døbte mennesker fra hele verden og fra forskellige religioner.

Mormoner er stand-in for de afdøde og bliver neddykket under højtideligheden. Kun jøderne har en aftale med mormonerne om ikke at døbe afdøde, men aftalen gælder altså kun Holocaust-ofrene.

Så sent som i maj i år har Vatikanet beordret alle katolske bispestifter på kloden til ikke at udlevere medlemsregistre til mormonkirken for at undgå, at afdøde katolikker mormondøbes.

I Danmark har mormoner gennem de sidste 100 år i hånden afskrevet gamle kirkebøger fra arkiverne og flere gange forsøgt også at få adgang til de nyere, blandt andet med tilbud om at betale affotografering. Samtidig har landsarkiverne frit kunnet låne andre affotofgraferede dokumenter, eksempelvis skifterets- og skødeprotokoller, ligesom slægtsforskere i voksende omfang bruger mormonernes enorme arkiver via internettet.