Religiøse grupper vil have nye internetdomæner

www

Der er rift om nye domænenavne som ".church", der skaber nye muligheder for religiøse gruppers brug af internettet

Den internationale organisation ICANN, der tildeler internetdomænenavne som ".com" og ".edu", gør det nu muligt for webadresser at få mere præcise endelser som for eksempel ".auto", ".hotel" og ".restaurant". Det er den hidtil største udvidelse af domænenavne i internettets historie.

ICANN kalder udvidelsen "en ny æra i onlineinnovation" som vil skabe "nye virksomheder, nye job og nye måder at forbinde fællesskaber og dele information på."

ICANN har modtaget næsten to tusind ansøgninger om rettighederne til alt fra ".app" til ".zulu". Men det er ikke kun virksomheder som Apple og Amazon, der søger om mere specifikke domænenavne. Adskillige religiøse grupper har også meldt sig som interesserede ejere af nye domæner. Det skriver Religion News Service.

Det koster $185.000 at søge om et domænenavn og $25.000 om året at eje og bruge det. Vatikanet har betalt $740.000 for retten til domænet ".catholic" på fire sprog. ICANN har også modtaget ansøgninger om andre religiøse domænenavne som .faith (tro), .islam, og .kosher.

En god investering
Heidi Campbell, som er lektor ved Texas A&M Universitet og forsker i religiøse gruppers brug af internettet, mener, at domænenavnene kan blive en god investering for åndelige ledere. Næsten otte ud af ti religiøse amerikanere er aktive internetbrugere, og mange bruger nettet til at lede efter svar på religiøse spørgsmål. I en tid hvor tusindvis af religiøse hjemmesider kæmper om søgende menneskers opmærksomhed, kan det rigtige domænenavn være en stor fordel.

Domænerne giver også trossamfund mulighed for at kontrollere deres brand. Monsignor Paul Tighe fra Vatikanets pavelige råd for kommunikation siger, at domænet ".catholic" vil hjælpe kirken med at udbrede sit budskab online.

Kun katolske bispedømmer, sogne, ordener og andre instanser, som er formelt godkendt af den katolske kirke, vil få lov at bruge .catholic, "så internetbrugerne kan være sikre på, at indholdet er virkelig katolsk," siger Tighe til Catholic News Service.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige vil også begrænse ".mormon" og ".lds" (forkortelse for Latter Day Saints, red.) til trossamfundets officielle hjemmesider, så mormoner kan være sikre på, at de kan stole på sidernes indhold.

Nye muligheder for netmission
Det Amerikanske Bibelselskab har ansøgt om ".bible". Ifølge selskabets talsmand, Geoffrey Morin, er der mere end 100 millioner .com-adresser på nettet, og de fleste sider med "bible" i adressen er allerede optaget. Domænenavnet .bible giver ifølge Morin Bibelselskabet et nyt digitalt missionsområde, og det vil skabe helt nye muligheder for kirker og virksomheder, der vil markere deres tilknytning til Bibelen.

Det eftertragtede domæne ".church" er blevet søgt af LifeChurch.tv, en evangelikal megakirke med 40.000 medlemmer og hovedkvarter i Ohio. Bobby Gruenewald fra kirken siger, at den for $20-100 om året vil give andre kirker i ordets bredeste betydning tilladelse til at bruge domænet, så længe deres sider ikke er "vulgære, ulovlige eller navne på varemærker."

Scott Thumma, som er ekspert i religion og internet ved Hartford Religionsforskningsinstitut, mener, at den evangelikale megakirkes planer for domænet kan give anledning til problemer.

Hvordan vil man for eksempel beslutte, hvilken kirke ud af flere med samme navn, der skal have ret til en bestemt adresse? Og vil konservative kirker protestere, hvis satiriske hjemmesider som Det Flyvende Spaghettimonster også vil bruge .church?

Foreløbig er .church-domænets fremtid dog uafklaret. Ud over LifeChurch har en sekulær virksomhed ved navn Holly Fields også ansøgt om det, og det er endnu ikke besluttet, hvem der får det.

De nye domænenavne forventes at blive taget i brug tidligst til næste forår.