Tanzania får ros for religionsfrihed

Religionsfriheden har det godt i Tanzania, fastslår rapport. Her er det kristen dåb hos masai-folket i landet. – Foto: Kamma Puggaard.

Landets forfatning rummer ikke nogen religion, men anerkender otte religiøse helligdage ligeligt fordelt mellem kristne og muslimer

En netop offentliggjort rapport fastslår, at religionsfriheden har det godt i Tanzania. Det er USA's udenrigsministerium, der står bag den internationale rapport som i år blandt andet fremhæver netop Tanzania, skriver The Citizen.

Tanzanias forfatning fastslår religionsfrihed, og det synes at holde i praksis. De aktuelle tal og undersøgelser dækker det sidste år frem til juli måned. Tanzania har ikke officielle tal for situationen, da man ikke siden 1967 har ført statslige religionsstatistikker.

Oplysninger fra de enkelte religiøse gruppers ledelser viser, at man regner med to stort set lige store grupper af kristne og muslimer med mellem 30 og 40 procent af befolkningen i hver gruppe. På øen Zanzibar er dog 98 procent af befolkningen muslimer.

De kristne tæller især katolikker, protestanter, pinsekirke, syvende dags adventister, mormoner, jehovas vidner. På fastlandet er der også grupper af buddhister, hinduer og baha`is.

Tanzanias forfatning rummer ikke nogen religion, men anerkender otte religiøse helligdage ligeligt fordelt mellem kristne og muslimer. Samtidig er der en uskreven regel om, at landets præsidentpost skal skifte mellem en kristen og en muslim i det mindste hvert tiende år, hvilket svarer til to valgperioder.

Religiøse organisationer har ikke ret til at involvere sig i politik. Politikere skal afholde sig fra sprogligt at sætte nogen religiøs gruppe op mod andre eller opfordre religiøse grupper til at støtte bestemte politiske partier.

Rapporten beretter dog også, at tre medlemmer af syvende dags adventisterne i marts i år er blevet idømt to års fængset, fordi de holdt deres børn borte fra den offentlige skole, mens de ventede på jordens snarlige undergang. Og i samme måned blev to prædikanter, en anglikaner og en baptist, arresteret for at bryde loven og tilskynde til uro gennem offentlige udtalelser mod profeten Muhammed.