USA: 'Shutdown' sætter sine spor i de religiøse lokalsamfund

Idet alle offentlige parker er lukkede, må amerikanske kærestepar finde andre steder til deres planlagte bryllupper. Kirker er begyndt at åbne deres haver og døre for kærlighedsflygtningene, blandt andet The National Cathedral i Washington DC.

Da den amerikanske regering for nylig gik i delvis betalingsstandsning, fik det konsekvenser for også de religiøse grupperinger i USA. Kirker og synagoger stiller lokaler og haver til rådighed for brudepar og midlertidigt afskedigede

Da den amerikanske regering for nylig lavede et government shutdown, det vil sige, gik i delvis betalingsstandsning og delvist nedlagde den offentlige sektor, fik det konsekvenser for også de religiøse grupperinger i USA. Det skriver hjemmesiden Religion News Service.

De religiøse grupper begynder her i betalingsstandsningens anden uge at mærke presset af, at ingen offentligt ansatte må gå på arbejde og at ingen offentlige services er funktionsdygtige. Men de finder også nye måder at få det bedste ud af situationen.

LÆS OGSÅ: Kirker i USA hjælper illegale immigranter

Mere end 90 katolske, evangeliske og protestantiske ledere har underskrevet en erklæring, der tager skarpt til genmæle mod abortmodstanderne i den lovgivende forsamling.

Erklæringen siger, at man er dybt chokeret over at folkevalgte er optaget af at forfølge en ekstrem ideologisk dagsorden på bekostning af fattige arbejdere og udsatte familier, som ikke får deres statslige tilskud.

Fra og med onsdag i denne uge vil evangeliske, katolske og protestantiske ledere afholde en daglig Faithful Filibuster, en religiøs pendant til de maratontaler, som Kongressens politikere kan holde for at forhindre gennemførelsen af en lov.

Det bliver på Capitol Hill i Washington og hovedsageligt er der tale om recitation af bibelvers om de fattige med det formål at minde Kongressen om, at det skader hårdtkæmpende familier og folk med lavindkomst, når den er sat ud af funktion.

Der er talrige eksempler på, hvordan regeringens shutdown påvirker forskellige religiøse grupper i USA:

Omlægning af bryllupper
Idet alle offentlige parker er lukkede, må amerikanske kærestepar finde andre steder til deres planlagte bryllupper. Kirker er begyndt at åbne deres haver og døre for kærlighedsflygtningene.

Washingtons episkopalske biskop Mariann Budde var den første til at invitere stedløse par til at holde bryllup i bispehaven ved Washington National Cathedral. Der er allerede afholdt tre og booket mindst 11 bryllupper de næste to uger, siger stiftets talsmand Jim Naughton.

Siden har en mindre kirke i Ohio fulgt trop, og pastor Paula Jackson siger om initiativet:

Vi har kun en lille have, men den er rigtig dejlig. Vi ved ikke hvor lang tid betalingsstandsningen kommer til at vare. Det her er bare den mindste ting, vi kan gøre for de mennesker, som har planlagt en meget særlig livsbegivenhed.

LÆS OGSÅ: Mitt Romney betaler mere til velgørenhed end i skat

Velgørenhedsfonde tørrer ud
Også de velgørenhedsfonde, der betjenes af religiøse grupper, er truet af betalingsstandsningen. Nogle af dem er baseret på statslige midler.

I Kansas dækker stiftet Wichita omkostningerne for programmer for hjemløse og udsatte kvinder, skriver Catholic News Service. I Washington udtaler den amerikanske forsamling af katolske biskopper, at den vil kunne fortsætte med at hjælpe immigranter og flygtninge i et par måneder om nødvendigt.

Men flere frontfigurer i de religiøse samfund har gjort det klart, at disse tiltag kun er plastre på det store sår, som stadig efterlader de fattige og udsatte i risikozonen.

Det er hyklerisk og skamfuldt for dem, som skilter med deres dedikation til de nære værdier, at vise så tydelig ligegyldighed, står der i en officiel erklæring underskrevet af en række katolske og protestantiske ledere.

Tvivl om hærpræster
Betalingsstandsningen har medført en del forvirring om, hvorvidt hærpræster må udføre religiøse handlinger. Repræsentanternes Hus vedtog et forslag lørdag den 5. oktober om at tilskynde forsvarsministeren til ikke at lade betalingsstandsningen begrænse religiøs aktivitet på amerikanske militærbaser. Senatet har dog endnu ikke stemt om forslaget.

Tidsfordriv for fyrede statsansatte
En kort gåtur fra Capitol Hill ligger Sixth & I, en restaureret synagoge, som nu er delvist kulturcenter.

Den har vist sig at være et populært fritidssted for unge jøder, men i den seneste tid har den fungeret som Shutdown Central for de statsansatte, der er midlertidigt afskediget som følge af betalingsstandsningen. Ræsonnementet for at fungere som samlingssted er, at en betalingsstandsning behøver ikke at betyde en standsning af alt. Lad os få noget ud af dette ingenting.

LÆS OGSÅ: "Obama vil møde modstand fra amerikanske kirker"

Aktiviteterne på stedet tæller blandt andet improviserede sessioner med locale stand-up komikere, en lektion i gennemsigtighed i forvaltningen og en strikkeklub. Hver dag er der politisk ping-pong, brætspil og konstant afspilning af tv-serien West Wing.

En episkopalsk kirke i Utah tilbyder også sin hjælp til de statslige ansatte og giver frokost til de midlertidigt afskedigede.

Vi anerkender, at de, som er ansat af regeringen, er en væsentlig del af vores lokalsamfund, og deres løntab i disse dage er ikke deres skyld, skriver kirken på sin Facebook-side ifølge Religion News Service.