Verdens ældste tora-rulle fundet

"Da jeg begyndte at se på teksten, kunne jeg med det samme se, at det slet ikke drejede sig om amatørarbejde," siger professor Perani fra Bologna Universitet om den nyfundne tora-rulle, som ses på billedet. Foto: NUCCI MICHELE Denmark

En komplet Tora-rulle indeholdende alle fem Mosebøger er fundet. Først tænkte man, at rullen var kluntet og virkede som en amatørs arbejde

Verdens ældste universitet rummer nu også verdens ældste komplette Tora-rulle.

Det blev annonceret i sidste uge, da professor i hebraisk ved Bologna Universitet, ældre end både Oxford og Cambridge, Mauro Perani, fortalte, at han havde fundet en 800 år gammel komplet Tora-rulle indeholdende alle fem Mosebøger. Det skriver blandt andre The Telegraph.

Læs også: Tema om jødedom

Troede, at Tora-rullen var en amatørudgave fra 1600-tallet?

Tora-rullen er lavet af blødt lammeskind. Den er 64 centimeter høj og i udrullet tilstand er den 3,6 meter lang. Indtil for nylig var sidste gang, den blev udrullet, i 1889, hvor en bibliotekar ved universitetet fastslog, at det måtte dreje sig om en noget amatøragtig udgave af Toraen fremstillet i 1600-tallet. Tora-rullen blev herefter forvist til arkivet.

Bibliotekaren beskrev Tora-rullens skrift som italiensk og noget kluntet. Med det var netop det amatøragtige, som bibliotekaren fandt ved Toraen, der vakte professorer Peranis opmærksomhed. I et interview med National Geographic fortæller Perani:

"Da jeg begyndte at se på teksten, kunne jeg med det samme se, at det slet ikke drejede sig om amatørarbejde. Det var skrevet i orientalsk stil og stammede fra en meget tidligere periode end 1600-tallet."

Perani kunne endvidere konstatere, at en del standarder for Tora-skrivning introduceret af den jødiske lærde Maimonides i det 12. århundrede, ikke var blevet anvendt. Tora-skriveren kendte tydeligvis ikke til Maimonides.

Så allerede før kulstof 14-datering, havde Perani en god fornemmelse af, at det drejede sig om en meget gammel Tora-rulle.

Kulstof 14-undersøgelse bekræftede: Verdens ældste Tora

I sidste uge kom så resultatet af en kulstof 14-undersøgelse af Toraen, og professor Perani kunne annoncere, at verdens ældste tora-rulle på 800 år var blevet fundet.

Professoren vil dog ikke udelukke, at han finder en endnu ældre komplet rulle i sin fortsatte gennemgang af arkiverne. Der findes brudstykker af både ældre og samtidige Tora-ruller.

Der er to grunde til, at man sjældent finder gamle Tora-ruller. Dels bliver de simpelthen begravet af jødiske menigheder, når de er slidt op, da slidte Tora-ruller ikke anses for at være hellige længere. Dels skyldes det også, at store mængder af Tora-ruller blev destrueret i forbindelse med nazister og fascisters hærgen under Anden Verdenskrig.