Westboro Baptist Church: Lille, men højtråbende

Medlemmer af Westboro Baptist Church protesterer på mindedagen for amerikanske krigsveteraner foran en kirkegård i staten Virginia. Westboro Baptist Church mener, at hver soldat, der bliver dræbt i krig, er Guds straf over Amerika for at tillade homoseksualitet. Arkivfoto fra 2010. Foto: KEVIN LAMARQUE/ Denmark

Westboro Baptist Church er kendt for sine kontroversielle protester. I sidste uge døde kirkens grundlægger Fred Phelps, men allerede dagen efter var kirken på gaden for at sprede deres religiøse budskab

I sidste uge stod en flok medlemmer af Westboro Baptist Church ude foran en koncert i Kansas City, USA, hvor det newzealandske popikon Lorde spillede. De stod med deres skilte med påskrifter som God hates fags ("Gud hader bøsser") og God hates your idols ("Gud hader jeres idoler").

Dette scenarie udspillede sig dagen efter Fred Phelps død. Han var præst og grundlægger af Westboro Baptist Church. På deres Twitter-konto havde kirken dagen inden kommenteret på Fred Phelps død.

Westboro Baptist Church takker Gud for Fred Phelps Sr.s bortgang," tweetede kirken og offentliggjorde, at der ikke vil blive holdt nogen begravelse for grundlæggerens død.

Westboro Baptist Church har kun et halvt hundrede medlemmer, hvoraf mange er Fred Phelps egen familie. Stort set alle kirkens medlemmer bor i en forstad til Topeka, hovedstad i den amerikanske stat Kansas, i hvad man ifølge avisen The Guardian kan kalde en lille samling af huse med forbundne haver, som medlemmerne refererer til som Zion, der er i religiøs sammenhæng refererer til troens hjemsted.

Fred Phelps var igennem alle årene kirkens leder, men i sidste uge kom det i forbindelse med hans død frem, at han selv var blevet udelukket fra kirken sidste år. Ifølge flere medier skyldtes det intern magtkamp, men det har kirken ikke villet bekræfte.

Det skrev et af Fred Phelps' 13 børn, Nathan Phelps i sidste uge.

Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg har det med det [at han blev smidt ud, red.]. Det er forfærdelig ironisk, at hans hengivenhed til Gud ender på den her måde. Ødelagt af det monster han selv skabte, skrev Nathan Phelps på sin Facebook-side den 16. marts med henvisning til Westboro Baptist Church.

Nathan Phelps har selv ikke været tilknyttet Westboro Baptist Church længe. Han flygtede på slaget midnat på sin 18 års fødselsdag. I dag er han 55 år gammel og bor i Canada, hvor han er aktiv i kampen for bøsser, lesbiske og bi- og transseksuelles rettigheder.

I samme Facebook-indlæg skrev Nathan Phelps, at de familiemedlemmer, som stadig er aktive i Westboro Baptist Church, i sidste uge blokerede indgangen til det hospital, hvor Fred Phelps lå for døden, så øvrige medlemmer af familien - deriblandt Nathan Phelps - ikke kunne komme ind og sige farvel til deres døende far.

"Jeg er bitter og vred over, at min familie blokerer for de familiemedlemmer, som er rejst for at se ham og sige farvel," skrev Nathan Phelps.

LÆS OGSÅ:
Omstridt præst er død

Og det er ikke unaturligt for den lille kirke. For Westboro Baptist Church gjorde ikke bare livet surt for andre, de gjorde også livet surt for sig selv, mener den britiske dokumentarist Louis Theroux, som har lavet to dokumentarfilm om Westboro Baptist Church, på The Guardian.

De alleryngste medlemmer af familien lever fra barnsben med den trussel hængende over hovedet, at enhver afvigelse eller mangel på dedikation resulterer i livslang bandlysning fra både kirke og familie, skriver Louis Theroux.

Et medlem, som blev smidt ud af kirken, og ikke selv valgte at flygte ligesom Nathan Phelps, er Lauren Drain et af de medlemmer, som ikke var beslægtet med Fred Phelps. Årsagen var ifølge hjemmesiden The Daily Beast, at hun kort før sin 22 års fødselsdag chattede og snakkede med en mand i telefonen.

For Westboro Baptist Church er ikke bare modstandere af homoseksuelle som de nedladende kalder fags de er også imod alle, der ikke aktivt tager afstand fra bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle. I praksis betyder det for kirken, at alle ud over kirkens medlemmer er fag enablers bøsseaktivister, som er lige lukt på vej i helvede, skriver Louis Theroux.

Gennem årene har Westboro Baptist Church ikke bare protesteret fra deres baghave, men rejst USA rundt for at protestere ved alt fra soldaterbegravelser til åbningen af en svensk støvsugerforretning (angiveligt fordi Sverige havde fængslet en præst for homofobi).

Louis Theroux skriver på The Guardian, at Fred Phelps var en hader af instinkt, styret af et had til menneskeheden. Han var, med Therouxs ord, en vred, religiøst fanatisk mand, der trivedes bedst, når der var konflikt. Dette lagde Fred Phelps heller ikke selv skjul på. Ifølge New York Times udtalte han engang, at du kan ikke tro på Bibelen uden at tro, at Gud hader mennesker.

Kirken understreger det selv på deres hjemmeside, at had udgør deres grundlæggende verdensopfattelse. På deres hjemmeside har de udgivet et dokument med titlen 1001 grunde til at 'Gud elsker alle' er den største løgn nogensinde.

Ifølge Louis Theroux er det svært at pege på, hvor det menneskesyn kommer fra, men det tager udgangspunkt i en række passager fra Bibelen, som kirken henviser til på deres hjemmeside.

Det amerikanske samfund er blevet nødt til at tolerere kirkens hadfyldte budskaber, som den amerikanske højesteret i 2011 lovliggjorde i en domskendelse med begrundelsen, at det er i strid med den amerikanske forfatning at forbyde en perifær religiøs stemme at ytre sig, udelukkende fordi den er usmagelig.

LÆS OGSÅ: Aktivister må genere begravelser

Larry Woldgast, borgmester i Topeka, hvor Westboro Baptist Church har hjemme, siger, at byen er kommet videre, og at man har vænnet sig til det.

De er her, og de har retten på deres side, ligesom nazisterne i Skokie havde til at sige, hvad de ville," sagde Wolgast ifølge New Times-artiklen med reference til en anden højesteretskendelse, som tillod det amerikanske nationalsocialistiske parti at marchere i staten Illinois i 1978.

Men nu er det bare som om, man kører forbi [Westboro Baptist Church, red.], og man kigger ikke engang på deres skilte længere.

Flere grupper, som kæmper for homoseksuelles rettigheder, har i forbindelse med Fred Phelps død opfordret til, at man forbliver tavs og ikke fejrer hans død eller protesterede, hvis hans begravelse skulle blive offentlig.

For som Fred Phelps ifølge New York Times sagde i 2006, da han blev spurgt, hvad han mente om, hvis folk kom og protesterede til hans begravelse: "Lad dem. Jeg ville invitere dem".

Eller også kan man ty til kærlighed som nogle amerikanere gjorde under Lorde-koncerten i sidste uge. Som en kontrast til Westboro Baptist Church hadfulde budskaber stillede de sig på den anden side af vejen med et banner påtrykt teksten "Vi er kede af jeres tab" med reference til Fred Phelps' død.