Hvad har Grundtvigs tanker betydet for Danmark?

På én gang en politisk, kulturel og kirkelig bevægelse. Men hvilken betydning fik Grundtvig og grundtvigianisme for Danmark?

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) var 55 år, da han i 1838 på Borchs kollegium i Købehavn holdt de første folkelige foredrag i Danmark kaldet Mands Minde 1788-1838. Her knyttede han sin egen historie til samfundets historie. Det fik stor betydning for hans samtid og for den bevægelse, vi senere har benævnt grundtvigianisme.

Grundtvigianismen – en kulturel, politisk og kirkelig bevægelse

Grundtvigianismen var fra begyndelsen en bred helhedsbevægelse. Men efterhånden blev der en klarere opdeling i en kirkelig, kulturel og politisk retning, som var igangsættende på en række områder: friskoler (sammen med Kristen Kold, 1816-1870), højskoler, landbrugsskoler, valgmenigheder, frimenigheder, skytteforeninger, foredragsforeninger og andelsbevægelsen.

Ikke mindst andelsbevægelsens lynkrig i 1880`erne betød økonomisk konsolidering og mental selvsikkerhed for den danske bondestand.

Grundtvig var altså med til at sætte bevægelse i et statisk landbrugssamfund. Denne folkelige kraft blev også en løftestang politisk for bondepartiets, Venstres, kamp for at blive regnet værdig til at styre statens anliggender, sådan som det skete med det politiske systemskifte, som forandrede Danmarks folketing i 1901.

I en tid, hvor vi hører om skred i værdierne, traditionstab og en fortsat sekularisering er det tankevækkende, at også Grundtvig i sin samtid søgte tilbage til historien.

Grundtvig var, foruden salmedigter, teolog, mytolog og præst også historiker. Han var overbevist om, at historien, både den nære og store, er menneskets indgang til bevidsthed og klarhed om sig selv og andre.

Grundtvig startede folkehøjskolen

Ingen har bedre end Grundtvig skildret Danmark efter Napoleonskrigene i 1815 og Norges afståelse til Sverige, hvor han i sine Mands Minde foredrag siger:

”1813, da pengeforandring og bankhæftelse, Norges afskærelse og de norske forhånelser, tyskernes bebrejdelser, ja hele verden stormede ind på os og vi derved alle tabte ligevægten, bandt hvor vi skulle løst, skældte hvor vi skulle trøstet, gnavede hvor vi skulle opmuntret, da først var det, Danmark bukkede under og nedsank i en ti års tid så dybt i armod og mismod, afmagt og ligegyldighed, da var det sørgerlige omkvæd i alle kroge, hvad skal vi æde, hvad skal vi drikke og hvad skal vi klæde os med”?

I virkeligheden er disse foredrag begyndelsen på det, vi i dag kender som højskole-bevægelsen. Højskolens fødsel var et udtryk for Grundtvigs tro på, at historien vil kunne vække et folk af dvale.

Den danske folkehøjskole er en væsentlig del af grundtvigianismen. Her lærte fæstebøndernes sønner og døtre, at de kunne selv. De var noget værd.

Efter junigrundlovens bestemmelse om religionsfrihed i 1849 kom lovene om sognebåndsløsning og valgmenighedsloven. Stærkt påvirket af Grundtvigs syn på og kamp for frihed i åndlige anliggender.

Grundtvigsk og indremissionsk bevægelse

Sammen med Indre Missions-præsten Vilhelm Beck gjorde Grundtvig evangeliets lighedstanke til den endelige bekræftelse på, at landmændenes børn kunne rette ryggen og løfte hovedet.

Kirkeligt og kristeligt skal grundtvigianismen ses som en fortsættelse af det religiøse lægmandsrøre, også kaldet forsamlingsbevægelsen. Her var tale om, at ganske almindelige mennesker mødtes i hinandens stuer og drøftede f.eks., om man kunne nå at omvende sig efter døden.

Og netop det spørgsmål førte fra midten af 1800-tallet til en deling af bevægelsen i en grundtvigsk og indremissionsk bevægelse. Ud fra Vartov, hvor Grundtvig var præst fra 1839 til sin død i 1872, spredtes et kuld af præster, der fugte en friere gudstjenesteform med mange af hans nye salmer, og hvor det centrale var menigheden forsamlet om trosbekendelsen, dåb og nadver.

Grundtvig havde i 1825 gjort den mageløse opdagelse, at siden kristendommens begyndelse har trosbekendelsen været garantien for Guds tilstedeværelse i gudstjenesten. Herefter var trosbekendelsen ordet af Guds egen mund, der er lyslevende til stede, hvor og når mennesker er samlet i hans navn. Selv sørger han for ved helligånden at bringe sig selv i erindring.

For Grundtvig og hans tilhængere var dåben ikke bare et sakramente. Dåben var kristendommens omdrejningspunkt.