Hovedretninger inden for hinduismen

Det vrimler med guder inden for den hinduistiske tradition. Der er så mange, at ingen har overblik over dem alle. Der kan godt føjes nye til, og gamle kan gå i glemsel. Det er dog ikke sådan, at alle guder overordnet er lige centrale. Guderne Siva og Visnu indtager en klar førerposition. I teorien udgør de sammen med guden Brahma en treenighed. Brahma er så skaberen, Visnu er opretholderen, og Siva er ødelæggeren. I praksis har Brahma dog ikke længere nogen særlig betydning. Måske skyldes det, at hans arbejde som skaber er gjort; der er ikke så megen grund til at henvende sig til ham. Til gengæld spiller den kvindelige guddom, Sakti, en væsentlig rolle. Hinduismen kan således inddeles i tre hovedretninger, der har henholdsvis Visnu, Siva og Sakti som central guddom.

Allerede i den vediske religion findes et stort gudepanteon. De fleste vediske guder har dog med tiden mistet betydning, mens Visnu og Siva har vokset sig store. Efterhånden som hinduismen blev udbredt, er lokale guddomme blevet indlemmet i hindu-traditionen. Dette er sket ved, at de lokale guder er blevet knyttet til en af hovedguderne. Den lokale gud er f.eks. blevet identificeret med hovedguden eller opfattet som hovedgudens partner, barn, ridedyr eller avatar (dvs. nedstigning i jordisk skikkelse).

Når hinduismens guder og deres hengivne kan leve i relativ fred og fordragelighed med hinanden, skyldes det bl.a., at guderne i teorien alle opfattes som manifestationer af det upersonlige Brahman. Brahman er den kraft, som opretholder hele universet. Brahman er verdensaltet, den underliggende, umanifesterede realitet bag alt. De forskellige guder er altså i sidste ende manifestationer af det samme. Den almindelige hindu tænker dog ikke nødvendigvis sådan. Hinduer har hver deres yndlingsgud, der betragtes som guden.

Vaisnavismen

Inden for vaisnavismen er dyrkelse af Visnu eller en af hans avatarer det centrale. Ifølge traditionen er Visnu adskillige gange steget ned til verden og har antaget jordisk form for at redde menneskene. De mest populære af disse nedstigninger, avatarer, er Rama og Krisna.

Rama er helten fra det store indiske epos Ramayana (omk. 400 f.v.t.-200 e.v.t.). Her berettes om krigeren Rama og hans hustru, Sita. Sita følger hengivent sin mand i tykt og tyndt, men bliver kidnappet af den onde dæmonkonge, Ravana. I et stort slag kæmper Rama mod Ravana og vinder til sidst sin Sita tilbage. Den populære abegud, Hanuman, er en af Ramas hjælpere ved slaget.

Ramayana blev i 1500-tallet gendigtet under navnet Ramcharitmanas på folkesproget hindi. Ramcharitmanas er den mest læste bog på hindi og er en væsentlig kilde til Ramas popularitet i den hindi-talende del af Indien (Central- og Nordindien). Mange hinduer dyrker Rama som hovedguden. Han elskes for sin høje moral og sit ideelle ægteskab med Sita. Han dyrkes ofte af mennesker, der søger selvkontrol og social orden.

Krisna kendes og dyrkes i to forskellige fremstillinger. Han kendes dels fra den centrale hinduistiske tekst Bhagavadgita, der udgør en del af det store epos Mahabharata (ca. 400 f.v.t.-400 e.v.t.). Her er Krisna vognstyrer for krigeren Arjuna. Krisna rådgiver og underviser Arjuna. Han åbenbarer desuden sig selv i al sin magt som den universelle gud. Arjuna ser hele verden i Krisna (Bhagavadgita kap. 11 eller som billede).

Denne form for Krisna-dyrkelse har sine rødder i dyrkelsen af en selvstændig stammegud, Krisna Vasudeva. Først i netop Bhagavadgita identificeres denne med Visnu. I denne form appellerer Krisna ofte til den mere intellektuelle hengivne, der søger en fornuftsbaseret religionsforståelse.

Krisna dyrkes desuden for sine bedrifter som barn og ung mand, hvor han ifølge traditionen levede hos et kohyrdefolk. I flere af de populære tekster, purana'erne (ca. år 300-1700), beskrives hans liv her. Krisna var en skælm, så der findes mange gode historier. Krisnas kærlighed til kohyrde-pigerne (kaldet gopi'er) og deres fælles dans (raslila) opfattes desuden som metafor og model for det rette kærlighedsforhold mellem gud og det hengivne menneske. I denne bekymringsløse form appellerer Krisna ofte til den følelsesfulde og til den, der føler sig klemt i hinduismens sociale hierarki.

Shaivismen

Siva er den centrale gud inden for saivismen. Han har ingen avatarer. Han dyrkes dog alligevel i flere forskellige former og er en meget sammensat skikkelse. Mange lokale guddomme er smeltet sammen i ham. Siva dyrkes både som skaberen og ødelæggeren, den grusomme og den milde, som den, der giver liv og den, der tager liv.

I sin milde form dyrkes Siva som den ideelle familiefader. Her afbildes og dyrkes han sammen med ægtefællen Parvati og sønnerne Ganesh og Skanda. Medlemmerne af Sivas familie dyrkes desuden alle selvstændigt. F.eks. anråbes Ganesh - guden med elefanthovedet - når et nyt projekt påbegyndes. Han er nemlig gud for en god begyndelse og for at fjerne forhindringer.

Samtidig med at Siva dyrkes som familiefader, dyrkes han også som den vilde asket. Siva afbildes så ofte siddende passiv i meditationsstilling på bjerget Kailas i Himalaya. Han er som sådan det guddommelige forbillede for de indiske asketer.

I sin ødelæggende form associeres Siva med død, ligbrændingspladser, aske m.v. Mange af de asketer, der har viet deres liv til Siva, hænger derfor ud sådanne steder og smører sig ind i aske. Siva ødelægger universet, men kun for at skabe det igen. Liv og død hænger tæt sammen i dyrkelsen af Siva.

Siva tilbedes da også oftest som en livgivende, frugtbar gud. Fokus for denne tilbedelse er meget tit et lingam. Et lingam er et fallossymbol placeret i en flad skål, der symboliserer de kvindelige kønsorganer (yoni). I kulten hældes bl.a. en blanding af mælk og vand ud over lingam'et. Herfra løber det ned i yoni'en. Kulten er altså en frugtbarhedskult. Gennem ritualet dyrker den hengivne Sivas skabende kraft.

Saktismen

Sakti er navnet på den kvindelige, guddommelige energi. Sakti er den aktive og skabende kraft i universet. Denne kraft opfattes som personificeret i gudinder som f.eks. Durga, Kali og Parvati. Sakti er Moderen. Inden for saktismen er forestillingen den, at de mandlige guder er helt passive. Kun med hjælp fra deres Sakti, deres kvindelige partner, kan de handle aktivt. Det er således i virkeligheden Sakti, der skaber, opretholder og ødelægger verden. De andre mandlige guder er helt afhængige af hende. Sakti forbindes først og fremmest med Siva i hans meditative, passive form.

Sakti dyrkes desuden selvstændigt. Hun er så den aktive energi, der bekæmper det onde. I hindu-mytologien beskrives f.eks., hvordan Sakti i form af gudinden Durga befrier verden fra den onde bøffeldæmon Mahisas angreb og dermed sikrer verdens orden. Saktis virke er altså i denne verden og ikke i det hinsides. Hun tilbedes derfor for at opnå noget i denne verden, f.eks. velstand, godt helbred og et godt liv, og ikke for at opnå frelse.

Sakti skænker både glæde og liv, lidelse, sygdom og død. For at undgå det sidste er det vigtigt for de hengivne at dyrke hende på den rigtige måde. Gudinder som Durga og Kali kræver således blodoffer i form af geder. Denne form for ofre gives hverken til Siva eller Visnu.

Tantrismen er en udløber af gudindedyrkelsen. Inden for denne tradition er frelsen dog det endelige mål. Tantrismen er i Vesten mest kendt for sine meditationsteknikker og erotiske ritualer. Disse ritualer udføres dog kun af de højst indviede tantrikere. Under disse ritualer identificeres de involverede parter fuldstændigt med Siva og Sakti. Gennem deres forening genskabes således den urtidige enhed før al skabelse. Tantrikerne transcenderer bl.a. på denne vis den skabte verden.

Hinduismens hovedretninger og dyrkelsen af andre guder

Som vi nu har set, kan hinduismen opdeles i tre hovedretninger. Inden for hver enkelt retning dyrkes den udvalgte gud på mange måder. Med hensyn til gudsdyrkelse er hinduer lige så forskellige som alle andre mennesker. Nogle vælger at dyrke deres gud i hjemmet. De har så typisk en lille statue eller billede af guden, som tilbedelsen retter sig mod. Andre dyrker deres gud i templet, hvor guden er til stede i form af en statue eller for Sivas vedkommende ofte i form af et lingam. Andre igen vælger at gå ind i en organiseret bevægelse, hvor optagelsen foregår formelt via et indvielsesritual. Inden for alle tre hinduistiske hovedretninger findes mange sådanne bevægelser eller sekter, både lokale og sågar globale.

Ud over at dyrke sin egen personligt foretrukne gud deltager de fleste hinduer også i religiøs praksis relateret til andre guder. F.eks. er den hinduistiske kalender fyldt med helligdage, hvor en bestemt gud står i centrum. Disse helligdage fejres på tværs af hinduismens hovedretninger. Det samme gør sig gældende, når man søger hjælp hos guderne med et bestemt formål. Vi har f.eks. set, hvordan Ganesh anråbes for at sikre, at et nyt foretagende kommer godt i gang. Hinduismen er således opdelt i de tre skitserede hovedretninger, hvor den udvalgte gud dyrkes monoteistisk som guden. Denne dyrkelse forhindrer dog ikke, at andre guder også kan have en plads i de fleste hinduers religiøse praksis.