Hellige skrifter i hinduismen

De vigtigste skrifter i hinduismen er Vedaerne (1500-800 f.v.t.), Brahmanaerne (900-700 f.v.t.), Upanishaderne (800-400 f.v.t.), Mahabharata (400 f.v.t.-400), Ramayana (400 - 200 f.v.t.), Puranaerne (400 - 1500) og De Tantriske skrifter (1000) Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hinduismen holdes sammen af en række helligskrifter, ritualer og livsformer. Af helligskrifterne skelner man mellem de tekster, som er blevet åbenbarede, og som derfor ikke er skabt af mennesker, og de menneskeskabte tekster

Hinduismen regnes for verdens ældste religion. Den er uden tvivl den mest sammensatte og modsigelsesfyldte verdensreligion. Men samtidig holdes hinduismen sammen af en lang række hellige skrifter, ritualer og livsformer. Hinduismen er altså en uorganiseret pluralistisk religion. Der findes ingen øverste åndelig leder eller en fastslået lære, i hinduismen.

Hinduismen kan bedre sammenlignes med et træ, der vokser, sætter nye gerne og skud uden at blive beskåret. I cirka tre til fire tusinde år har man i hinduismen produceret tekster til brug for offerritualerne i templerne, etiske tekster, tekster der giver vejledning i veje til forløsning og store fortællinger om guder og mennesker. Og denne produktion af hellige tekster er vel at mærke ikke afsluttet.

Går man ind i et hindutempel finder man ingen bog liggende på alteret eller et andet vigtigt sted i templet. Det skrevne er kun tilstedet i præsternes fremsigelse af ritualerne, som de har lært udenad.

Åbenbarede og menneskeskabte skrifter i hinduismen

I hinduismen skelner man mellem de tekster, som er blevet åbenbarede og derfor ikke er skabt af mennesker og så de menneskeskabte tekster. De åbenbarede tekster har fællesbetegnelsen shruti - et udtryk der kommer fra "at høre" fra Indiens gamle hellige sprog, sanskrit. Mens de tekster, som er skrevet af mennesker betegnes med ordet smriti, som kommer af ordet "at huske" på sanskrit.

En opdeling af de hellige skrifter i shruti og smriti ser ud som nedenfor.

Åbenbarede tekster (shruti - dvs. "hvad der er hørt"):

  • Veda-skrifterne
  • Braman-skrifterne
  • Upanishaderne
  • Tantra

Skrifter skabt af mennesker (smriti - dvs. "hvad der er husket"):

  • De episke skrifter - de store fortællinger: Mahabharata, Ramayana
  • Purana-skrifterne
  • Manus lov

De åbenbarede skrifter - shruti

De ældste skrifter kaldes for Veda, som betyder viden. Veda-skifterne stammer helt tilbage fra mellem 1500 og 1000 f. Kr. Om Veda-skrifterne fortælles, at de blev hørt af vismænd og dernæst videregivet fra lærer til elev ned gennem tiderne. Når denne verdensalder er løbet til ende og en ny begynder, vil Vedaerne igen blive åbenbaret af guderne.

Vedaerne indeholder samlinger af offerhymner, vejledninger i offerets udførsel, offerformler og melodier til de ord, der skal fremsiges ved offeret. Der er tale om en meget omfattende samling. Bl.a. indeholder samlingen af offerhymner, som hedder Rigveda, 1028 hymner fordelt på ti bøger. Disse hymner bruges stadig i templerne i nutidens Indien. Hver morgen skal præsten f.eks. fremsige følgende hymne fra Rigveda:

"Vi mediterer på guden Savitris lys. Må det stimulere vore tanker!" (Gayatrimantraet).

- fra Jacobsen/Thelle: Hinduisme - Buddhisme. Kristianssand 1999.

Efter Veda-skrifterne kom i løbet af 1000 - 800-tallet de såkaldte Braman-skrifter, som nærmere forklarede indholdet i offerritualerne. Og i 700-tallet kom så de betydningsfulde Upanishader. Upanishaderne kan nærmest karakteriseres som filosofiske spekulationer over den dybere mening i ritualerne. Det er tydeligt, at Upanishaderne betegner et skift i den religiøse udvikling. Offerreligionen er nu ved at blive en religion, hvor der spørges efter, hvordan den enkelte kan nå frem til en forløsning fra denne verden. Upanishaderne fortæller om, at offerritualet i virkeligheden er noget, der skal foregå inde i menneskets eget sind. Mennesket skal lære sin egen sjæl at kende for at kunne befri det fra den materielle verden. Tanken om, at sjælen er bundet til genfødslernes ring er på denne tid på vej ind i den indiske religion. Meditation og yoga bliver nu det offer, som mennesket skal lære at udføre.

Upanishaderne er nok de mest brugte af hinduismens hellige skrifter. De blev i alt fald grundlaget for en række forskellige tolkninger af, hvordan mennesket kan nå frem til frelse. De vismænd, der har forfattet Upanishaderne understreger, at selve virkeligheden er at finde i menneskets egen sjæl eller selvet, atman. Atman er det evige i mennesket, som forskelligt fra alt, hvad der er relativt, dvs. forsskelligt fra såvel tanker, følelser som den kropslige og fysiske verden. Atman er altså tom eller ren bevidsthed. De menneskelige handlinger fører en vedhængen ved eksistensen, som fører ind i stadig nye genfødsler. Dette kaldes også i Upanishaderne for loven om karma. Ja, karma forstås i skrifterne som en form for "stof", som menneskets handlinger aflejrer eller sætter på sjælen, atman.

Veda-skrifterne er grundlaget for, hvordan ofrene skal udføres. Upanishaderne er skrifter, der angiver vejen til frelse. Tilsammen udgør de den brahminske tradition (brahmin = præst).

Ved siden af Upanishaderne - har forskellige grupperinger indenfor hinduismen produceret egne hellig-skrifter, som tillægges samme autoritet som Upanishaderne og vedaerne. Meget brugte og populære er de tantriske skrifter. Tantra er koncentreret om dyrkelsen af guden Shakti. Myten om hendes længsel efter seksuel forening med guden Shiva danner grundlag for brug af seksualitet som "drivkraft" i en meditation, der skal forløse menneskets sjæl. De tantriske skrifter hævder, at det er nødvendigt at finde frem til nye frelsesveje. De "klassiske" anvisningen er ikke længere tilstrækkelige! I hinduismen er man dog ikke enige om, hvorvidt tantra-skrifterne er åbenbarede skrifter.

De menneskeskabte skrifter - Smriti

Til denne kategori af skrifter hører de store fortællinger Mahabharata og Ramayana. Disse værker hører til det mest læst i hinduismen. Især gælder det den del af Mahabharata, som hedder Bhagavadgita. Men også Ramayana om guden Ramas (Krishna) bedrifter er yndet læsning i Indien i dag.

Mahabharata er måske en af verdenslitteraturens største værker. Det består af 100 000 dobbeltvers og er fire gange så stor som Bibelen. Til trods for, at den regnes for smriti, fortælles det i Mahabharata, at denne bog er skrevet af guden Ganesha efter diktat af en gammel vismand, der hed Vyasa.

Det vældige epos handler om en slægtsfejde, nemlig to brødres og deres sønners kamp om et kongedømme i Nordindien. Den ældste af brødrene, som hed Dhritarashtra var blind og kunne ikke blive konge. Derfor blev det hans yngre bror, Pandu, som opnåede kongemagten.

Da Pandu pludselig dør bemægtiger Dhritarashtra sig hans land. Konsekvensen bliver nu en langvarig og opslidende kamp mellem Pandu- og Dhritarashtra- sønnerne. Baggrunden for slægtskrigen er, at Pandu-sønnerne anser sig for at være de retmæssige arvinger til kongeriget. De inviterer Dhritarashtra-sønnerne til et terningespil, der skal afgøre sagen. Men Pandu-sønnnerne taber, fordi der spilles falsk. De forvises til skovene af Dhritarashtra- sønnerne - dog med løfte om at få del i kongemagten, når de vender tilbage efter 12 år. Da de 12 år er gået, og Pandu-sønnerne vender tilbage, snydes de endnu engang, idet deres del i kongedømmet bliver dem nægtet. Pandu-sønnerne går nu i krig. Her deltager selve guden Krishna, fordi kampen gælder genoprettelsen af den guddommelige orden og ret, dharma.

Selve kampen skildres i den berømte bog, Bhagavadgita, hvor hovedpersonerne er Pandu-sønnen, Arjuna og guden Krishna i skikkelse af vognstyrer for Arjuna. Med dette slag, som varer 18 dage, ender den forrige tidsalder. Den nuværende tid, som kaldes kalitiden er resultatet af denne afgørende kamp. Men hvad er egentlig det religiøse indhold i Bhagavadgita? Bhagavadgita er uden tvivl et korrektiv til Upanishadernes lære om handlingerne, der binder til genfødslernes ring. I Upanishaderne er den eneste vej til forløsning, gennem meditation og askese. I Bhagavadgita lægges vægten på at Arjuna opfylder sine forpligtelser, dharma, over for Guderne og slægten. Bogen begynder med, at Arjuna nægter at gå i krig, da han ser den fjendtlige hær. I modsætning hertil belærer Krishna Arjuna om, at han både kan og skal gøre sin pligt som kriger. Selvet er helt adskilt fra kroppen, siger Krishna til Arjuna. Derfor er der ingen, der egentlig dør i kampen. Som medlem af krigerkasten er det hans pligt at kæmpe. Og pligten kan netop gøres uden, at sjælen eller selvet berøres her af. I hengivelse til Krishna og i udøvelse af retfærdighed fører handlingen til god karma, og samtidig peger Bhagavadgita på hengivelsen, som vejen til frelse. Altså den rette indsigt, der frøer til den rette handling - alt med Guden Krishna i tankerne - er vejen til frelsen. Dermed er Bhagavadgita den måske vigtigste forudsætning for to af de, i Indien, vigtigste retninger inden for yoga: karmayoga, handlingens yoga og bhaktiyoga, hengivelsens yoga.

De øvrige tekster, som regnes til smriti er:

  • Ramayana - en række fortællinger om guden Rama, hans fødsel, ægteskab, hans forvisning til skovene, hans kamp mod det onde og endelig hans genoprettelse af kongedømme,"Ramas kongedømme", som hinduismens ideelle samfund.
  • Purana - er fortællingerne om guderne. Bhagavadgita, Ramayana og Purana-skrifterne er hinduismens "bibler" også kaldet "hinduismens hjerte".
  • Manus lov - er regler for hvordan man skal leve i de fire livsstadier: Barndom, ungdom, manddom og alderdom. Hertil kommer en opregning af regler for de pligter, som de respektive sociale klasser, er underlagt.

Kronologisk opstilling af hinduismens vigtigste hellige skrifter

1) Vedaerne (1500-800 f.v.t.)
2) Brahmanaerne (900-700 f.v.t.)
3) Upanishaderne (800-400 f.v.t.)
4) Mahabharata (400 f.v.t.-400)
5) Ramayana (400 - 200 f.v.t.)
6) Puranaerne (400 - 1500)
7) Tantriske skrifter (1000)

Hinduismens udvikling er kendetegnet ved, at den oprindelige brahminske traditionen til stadighed har evnet at tilpasset sig de skiftende udfordringer. Først fra Bhagavadgitas lære om at gøre sin pligt, leve som aktiv samfundsborger og samtidig hengive sig til guden i bøn og med daglige ofre. Dernæst kom tilpasningen den tantriske bevægelse, hvorved det kvindelige element fik en større plads. Endelig blev mødet med Europa i de sidste par århundreder en udfordring, som betød indoptagelse af tolerancetanken, social aktivitet og et positivt syn på den materielle verden.

Hinduismen kalder sig selv sanatana dharma, dvs. den evige religion. Hinduismens styrke er pluraliteten og en stadig evne til optage nye elementer i sig.