Mit hektiske, romantiske hinduistiske bryllup

Som 24-årig rejste hun alene til Indien efter den mand, hun ville giftes med. Da hun steg af flyet, så hun ham med det samme og tabte to flasker med whiskey i de 40 graders varme. Velkommen til hinduistisk bryllup

Jeg gik i 3.g i Sønderborg, og han var heldig. For dengang var det spændende, hvis man så anderledes ud. Det gjorde han, fordi han var fra Indien, og hver morgen cyklede han forbi mig for at komme ud til den skole, hvor han studerede til ingeniør.

En morgen stoppede han op og snakkede med mig, og så var det sket. Han hed Dhamu Chodavarapu. Vi flyttede sammen og blev ringforlovede, og efter fire år - i 1971 - blev vi gift. Og det skete på helt igennem hinduistisk vis.

Efter Dhamu havde afsluttet sine ingeniørstudier, tog han til Indien for at få et godt job og gøre klar til, at jeg skulle komme. Men det gik alt for langsomt for mig. Jeg var ung og vildt forelsket, og jeg syntes ikke, Dhamu lod høre hurtigt nok fra sig.

"Så let slipper han ikke!" tænkte jeg. Og så rejste jeg til Indien alene efter at have kontaktet hans familie. Det var egentlig ret uforsvarligt, når jeg tænker tilbage på det. Jeg var kun 24 år.

Hinduistisk storfamilie

I det daværende Bombay steg jeg af flyet i 40 graders varme. Og sandelig om han ikke stod dér i lufthavnen og viftede med arme og ben, da jeg kom ud. Så det gjorde jeg også, med det resultat at mine medbragte flasker whiskey faldt til jorden og sprang. Jeg havde taget dem med som gave, fordi det mange steder i Indien var umuligt at købe alkohol. Men det kom der så ikke så meget ud af.

I Indien dumpede jeg lige ned i de traditionelle, ortodokse familieregler. Dhamus storebror var overhoved efter faderen var død, og han var simpelthen enerådende. Jeg var lidt bange for ham. Den første aften, vi spiste sammen, sad vi en kæmpe flok om bordet, måske 20 stykker. Jeg var begyndt at spise, da jeg pludselig opdagede, at jeg var den eneste kvinde ved bordet. Alle andre gik rundt ude i køkkenet. Det påtalte storebroderen også senere.

Men næste dag satte jeg mig nu alligevel ved bordet igen.

Efter tre dage i Indien havde storebroderen arrangeret vores bryllup. Vi blev ikke spurgt, om vi skulle giftes, det skete bare. Som pæne mennesker kunne vi ikke gå rundt uden at være gift.

Da jeg var hvid og fra et land, der var kendt for pornoens frigørelse, skulle der gøres lidt arbejde, før jeg var et passende parti for Dhamu. Han kom ud af en gammel herregårdsslægt, og familien var brahmin, hvilket er øverst i det indiske kaste-system. Først forsøgte familien selvfølgelig at tale ham fra at gifte sig med mig, fordi der var andre indiske familier, der ville betale en formue for at få sin datter ind i sådan en aristokratisk familie. 

Men min svigermor var en meget stærk kvinde, der fik gjort det, hun gerne ville, på sin egen stille måde. For eksempel serverede hun mad i gården for omkring 100 fattige mennesker, uden hendes mand officielt vidste det. Hun serverede, imens han sov til middag, men han har jo ikke kunnet undgå at se på budgetterne, hvad der skete. Min svigermor bliver stadig kaldt "byens mor" i området. 

Så hun fik igennem, at vi skulle giftes. Jeg konverterede til hinduismen ved at nikke til en præsts ord på sanskrit og skrive under på et dokument, jeg ikke forstod. Og en onkel i familien adopterede mig. Så var vi ovre de formelle forhindringer, og alle bryllupsceremonierne kunne gå i gang. 

Duftende rosenblade

På selve dagen stod jeg op klokken fem om morgenen for at blive pyntet. Kvinderne i familien hjalp mig med at male hænder og fødder med henna. Så sad jeg der med klistrede fingre og skulle lade det tørre et par timer. Jeg fik en rød sari på og masser af simili-smykker.

Til brylluppet tilrettede præsten et lille bål og inviterede alle guder til at deltage. Det hele foregik på sanskrit, som er et helligt sprog i Indien. Der var silkepuder på gulvet, blomsterranker i loftet og duftende rosenblade strøet ud over det hele.

Det var meget romantisk, men jeg forstod ikke et ord. Min mand hviskede til mig undervejs, hvad der skulle ske, og hvis jeg ikke udtalte ordene korrekt på sanskrit, så tog vi den bare én gang til. Jeg var omgivet af 100-200 fremmede mennesker, og jeg aner ikke, hvad jeg lovede ham den dag.

Men nu har det da virket i mere end 43 år. 

Bagefter siger traditionen, at brudeparret skal gå syv gange rundt om bålet. Og så var vi gift. 

I Indien tror man på, at ægteskabet ikke blot er for fornøjelsens skyld, men også en samfundets gerning. Forplantning og familieførelse er vigtigt i Indien. Vi er gået glip af noget i Danmark, hvor vi ikke er lige så gode til at pleje de nære familieforhold. Ellers er der ikke de store forskelle på Indien og Danmark rent familiemæssigt. Min far kunne også være streng og sige, at vi skulle tie stille, når der var radioavis. 

Dhamu og jeg er ikke mærket af, at vi kommer fra to forskellige kulturer. Næh, vi skændes om det samme som alle andre par: Hvor højt græsset skal være og hvor billedet skal hænge. Men de store linjer er vi enige om. 

Dengang vi blev gift, var det ren forelskelse og romantik. Men selve ritualet, synes jeg, betyder egentlig ikke så meget. Gift eller ej - vi ville nok have hængt sammen alligevel. Det har vi gjort, og det ville vi også, selvom vi havde levet på polsk.