Næstekærlighed i hinduismen

De etiske idealer er i hinduismen oftest fremstillet i form af gudefortællinger. Det gælder ikke mindst fortællingerne om guden Rama. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hvad betyder samsara, karma og dharma i hinduisme? Og hvordan relaterer ordene sig til idealet om næstekærlighed? Få et overblik over begreberne her og historien om hindu-guden Rama og hans kone, som begge er billeder på de etiske idealer i hinduismen

Samsara er det begreb, der dækker over det vilkår, mennesker lever under, nemlig at mennesket er bundet til genfødslernes ring. Karma betyder "gerninger der binder", dvs. at hver genfødsel bestemmes af de handlinger, som mennesket har gjort i sit tidligere liv. Moksha er sjælens forløsning eller frelse fra genfødslernes ring.

Dharma betyder "det som holder oppe". Det er den kosmiske orden. Det er den orden, der regulerer forholdet mellem dyrene og den sociale og moralske orden iblandt mennesker. Denne orden kommer til udtryk ikastesystemet, hvor hinduerne er placeret ind i et system af klasser: præsteklassen krigerklassen bonde-, handels- og håndværkerklassen tjenerklassen.

Til hver af disse klasser er der knyttet moralske regler og pligter. Men der er også fælles etiske regler. Guden Krishna nævner i en af hinduismens mest populære bøger, Bhagavadgita en række egenskaber, som vil føre til en guddommelig tilværelse:

"Frygtløshed, en ren karakter, udholdenhed i erkendelsens yoga, gavmildhed, selvbeherskelse, ofring, studium af hellige skrifter, bodsøvelser, retsindighed, respekt for andre væseners liv, sandfærdighed, blidhed, forsagelse, ro, ærlighed, medlidenhed overfor alle væsener, beskedenhed, fredsommelighed og ydmyghed" (Kap 16, 1-3).

Bhagavadgita

Denne bog handler om en krig mellem to slægter. Ved bogens begyndelse står de to hære opmarcheret overfor hinanden. Hærføren Arjuna står i spidsen for Pandu-sønnerne. Han lammes, da han ser familiemedlemmer stå på hver side. Han indser nu, at krigen vil føre vold og ødelæggelser med sig og mister helt viljen til at slås og finder det forkert at dræbe.

Men vognstyreren, som i virkeligheden er guden Krishna, belærer nu Arjuna om, at han kan udføre sin pligt som kriger, såfremt hans sindelag er det rette. Dvs. hvis han går i krig uden tanke på egen fordel. At gøre sin pligt uden egoisme fører til sindets forløsning, fordi en sådan handling ikke producerer karma, dvs. binder til genfødslernes ring.

De etiske idealer er i hinduismen oftest fremstillet i form af gudefortællinger. Det gælder ikke mindst fortællingerne om guden Rama.

Fortællingen om hindu-guden Rama

Historierne om hindu-guden Rama er samlet i en bog, der også er vældig populær hos inderne i dag. Bogen hedder Ramayana. I denne bog fortælles, at Rama var søn af kongen i Ayodhya, Dasharatha. Sita er en smuk kvinde, som senere også bliver gudinde. Hendes far har lovet at give datteren til den, som kan bøje hans bue. Rama vinder Sita, da han på mesterlig vis bøjer buen.

Rama og Sita lever lykkeligt sammen. Alle venter, at han skal blive konge. Men Rams far har ladet sig narre af en af sine øvrige hustruer til at love, at hendes søn, Bharata skal være konge. Rama tilbyder nu sin far at drage ud i ødemarken og langt væk fra hans kongerige for at han kan opfylde sit løfte.

Rama drager af sted, folket sørger. Den gamle far dør. Og Bharata nægter at tage imod kongeværdigheden. I stedet drager han ud til Rama for at få ham tilbage til Ayodhya for at blive konge. Men for Rama er farens løfte helligt. Han er den perfekte søn.

I ødemarken bruger Rama og Sita tiden til at gå til angreb på ondskabens dæmoner. Sita bliver fanget af dæmonkongen Ravana. Men Rama får hjælp af abeguden Hanuman, angriber og nedkæmper dæmonernes fyrste og befrier Sita.

Efter mange års ophold udenfor kongeriget Ayodhya vender Rama og Sita tilbage. Rama bliver kronet til konge. Men idyllen varer kort. Snart begynder folk at sladre om Sita. Man fortæller, at han har været utro med dæmonernes konge, Ravana. Rama er overbevist om hendes troskab mod ham, men beder hende alligevel om gå på gløder. Det var den prøve, folket krævede for, at de kunne tro hende. Hun består prøven, men bliver alligevel af folket sendt ud i junglen. Her beder hun jorden selv om at være hendes vidne på, at hun kun har elsket én mand, Rama. Jorden åbner sig nu og tager hende til sig.

Fortællingerne om Rama og Sita skal netop fremstille de etiske idealer i hinduismen. Ramas loyalitet overfor sin far er et billede på den perfekte søn. Sitas troskab mod Rama er tilsvarende billedet på den ideelle hustru.

Igen er det dharma, loven, som er centrum. Rama gør det, der er rigtigt i forhold til dharma. Ja, han ofrer sig selv, sin lykke for fællesskabet og samfundet.

Rama er da også opfattet som den, der i sig selv udtrykker dharma, verdensordenen. Han betragtes som guden Vishnus søn, der forsvarer det gode, det sande og kærligheden mod mørkets og ondskabens fyrste, Ravana.

Bhakti

Bhakti betyder "hengivelse", vel at mærke hengivelse til guden. Denne hengivelse ses som en af frelsesvejene. Gud opfattes om en person, som man prøver at nå til gennem ofre, sange, processioner og pilgrimsrejser. Men denne bhakti er vel mærke en vej for alle. Dvs. at man i denne vej til frelse eller forløsning nedbryder klassepriviligierne. Alle er lige og alle skal stræbe efter en etisk fuldkommenhed.

Det er igen i den populære bog, Bhagavadgita, vi finder bhaktireligionen udtrykt:

"Jeg er den samme over for alle væsener; jeg hader ingen og har ingen kær; men de som elsker mig i hengivenhed, de er i mig, og jeg også i dem.

Selv når en meget ond mand elsker mig og mig alene, så må han dog anses for god, thi han har truffet det rette valg.

Han vil hurtigt blive retsindig og indgå i evig fred; mærk dig det, Arjuna, den der elsker mig går ikke til grunde.

Selv de der er kommet til verden af ringere byrd, kvinder, lavere kaster, når de højeste mål, hvis de tager deres tilflugt til mig, Arjuna!"

Hinduismens princip om ahimsa

Etikken i hinduismen ligner, hvad vi kan finde i de fleste andre verdensreligioner. Meget minder f.eks. om de ti bud i Det gamle Testamente. Men en direkte formulering af et bud om kærlighed til næsten finder vi ikke. I stedet har vi princippet omahimsa. Ordet dækker over ikke vold eller ikke at beskadige andre levende væsener, men at værne om dem.

Princippet om ahimsa er især knyttet til den store indiske filosof og politiker, Mahatma Gandhi (1869-1948).

Mahatma betyder "den store sjæl", et tilnavn han fik, fordi han blev den åndelige og praktiske leder af Indien frem mod uafhængigheden af England i 1948. Som ung kom Gandhi til London for at studere jura. Hans Englandsophold bragte ham i forbindelse med europæisk kultur og gav ham lejlighed til sætte sig ind i kristendommen. Og han blev først og fremmest betaget af Jesu forkyndelse af ikke-vold og selvhengivende kærlighed.

Han vendte tilbage til Indien med sin juridiske eksamen, men rejste dernæst til Sydafrika for give juridisk bistand til en muslim. Her stiftede han bekendtskab med racismen og undertrykkelsen. Han tog kampen og udviklende nu sin ikke-voldsmodstand på grundlag af det indiske begreb ahimsa, der egentlig betyder "at forstå sandheden".

I 1914 vendte Gandhi tilbage til Indien. Han levede et nøjsomt liv og arbejdede med stor energi for at gøre Indien selvstændigt. Han prøvede at forene muslimerne med hinduerne og argumenterede for, at der bag religionerne var den ene og samme Gud. Han krævede af sine tilhængere, at de afstod fra magtanvendelse og kun holdt sig til ikke-vold. Ulykkeligt nok kunne han ikke få muslimer og hinduer til at forene sig i et nyt og frit Indien og selv døde han for en attentatmands kugle i 1948.