Pilgrimsfærd i hinduisme

Pilgrimsfærd er ikke obligatorisk inden for hinduismen, men det er populært. Den allerstørste pilgrimsfærd i Indien er Maha Kumbh Melaen, som afholdes i Allahabad i Nordindien hvert tolvte år, og som tiltrækker millioner af mennesker

En mand med en gryde på hovedet. Omvandrende asketer i endeløse rækker. Grupper af små landsby-kvinder, der nervøst holder fast i snippen på den sari, kvinden foran har på. Telte så langt øjet rækker og lidt til. Farvede pærer og lys-show. Religiøse teater-forestillinger. Underlige robotter. Meditation. Bade, blomster og lys i floden. Lærde forelæsninger. Et glimt af en asket, som har stået op i tyve år. Høj musik. Gøgl. Den evindelige kværnen fra højtalerne, der opremser uendelige rækker af navne på mennesker, som er blevet væk. Ritualer til ære for forfædrene. Mad. Ild-ofre.

En hinduistisk pilgrimsfærd er en kalejdoskopisk oplevelse. Ikke bare for en tilrejsende vesterlænding, men også for hindu'erne selv. Indtrykkene, som her er beskrevet, er hentet fra den allerstørste pilgrimsfærd i Indien: Maha Kumbh Melaen, som afholdes i Allahabad, Nordindien, hvert tolvte år og tiltrækker i millionvis af mennesker. Disse mennesker kommer først og fremmest af religiøse grunde, men det hindrer ikke, at de store pilgrimsrejser i Indien også har karakter af marked. Dette er dog ikke anderledes end i Danmark: Tænk bare på Dyrehavsbakken, som er vokset op omkring Kirsten Pils kilde.

Hvad er en pilgrimsfærd i hinduismen?

Efter dette første brogede indtryk er det vist relevant at spørge: Hvad er en pilgrimsfærd egentlig? Helt overordnet er en pilgrimsfærd en rejse til et helligsted. Ud fra denne minimumsdefinition bliver det klart, at der sådan lidt teknisk set er tre "dele", som fortjener opmærksomhed, når man beskæftiger sig med pilgrimsfærd. Den ene del er rejsen, den anden del er helligstedet, og den tredje del er den person, som foretager pilgrimsfærden. I de følgende afsnit vil vi se på disse tre dele.

Alt efter hvilken religiøs tradition vi beskæftiger os med, er det forskelligt, hvilken af de tre dele, som gives mest opmærksomhed. Det er f.eks. interessant at se, at mens selve det danske ord pilgrims-færd lægger vægten på personen og rejsen, så er det anderledes inden for hinduismen. Her er udgangspunktet helligstedet. Det kaldes et tirtha. En pilgrimsfærd kaldes også slet og ret en tirtha eller en tirtha-yatra, dvs. en rejse til et tirtha.

Hvem tager på pilgrimsfærd?

Pilgrimsfærd kendes relativt tidligt i den hinduistiske tradition. Allerede i det store indiske epos Mahabharata (ca. 400 f.v.t. - 400 e.v.t.) er der en sektion, som handler herom (nemlig Mahabharata 3, 80-88. Blad evt. frem og start ved sektion 82/LXXXII, da teksten er på ret tungt engelsk). I løbet af middelalderen bliver pilgrimsfærd et ret udbredt fænomen inden for hindu-traditionen. Pilgrimsfærd giver mennesket mulighed for at slippe af med urenhed/synd, for at blive helbredt for sygdom, for at lave forfædreritualer eller for at opnå anden religiøs fortjenstfuldhed.

Pilgrimsfærd er åben for alle, uanset køn og kaste. Det er da også mennesker fra alle samfundsklasser, som drager afsted: rige og fattige, landsbyboer og byboer, ja, såmænd også indere som ikke bor i Indien, men som kommer rejsende fra andre lande, fordi de ønsker at besøge Indiens hellige steder.

Pilgrimsfærd er ikke obligatorisk inden for hinduismen. Alligevel tager rigtig mange mennesker afsted. Nogle tager på pilgrimsfærd mange gange gennem livet. En pilgrimsfærd gennemføres først og fremmest for at opnå religøse mål, men skellet mellem pilgrimsfærd og almindelig turisme er ikke nødvendigvis så stort. Som oftest bliver færden en kombination af de to ting. For mange fattige indere udgør en pilgrimsfærd desuden et vindue til en større verden: her stiftes bekendtskab med indere fra andre steder med andre traditioner osv.

Almindelige mennesker tager på pilgrimsfærd alene, sammen med familien eller som del af en større eller mindre gruppe. Idag organiseres pilgrimsrejser ofte af rejsebureauer, som har specialiseret sig på netop dette felt, og pilgrimmene indgår da i de grupper, som bureauerne danner.

Også for Indiens mange omvandrende asketer, sannyasin'er, er det vigtigt at tage på pilgrimsfærd. Sannyasin'erne er ofte organiseret i ordener og tager på pilgrimsfærd i grupper. Tit vandrer asketerne mellem helligstederne som led i deres søgen efter åndelig frigørelse. For almindelige mennesker er det godt at se og opleve asketerne. Det giver religiøs fortjeneste. Pilgrimsfærden giver netop gode muligheder herfor, og asketerne er pilgrimsfærdens "prominente gæster".

Mens nogle helligsteder altid med stor fortjeneste kan besøges, er pilgrimsfærd til andre lokaliteter nøje knyttet til et bestemt tidspunkt. Som allerede nævnt foregår f.eks. Maha Kumbh Melaen kun en måneds tid hvert tolvte år i Allahabad. Andre, mindre Kumbha Mela'er afholdes hvert tredje år, skiftende mellem fire byer, og andre endnu mindre afholdes i hver af disse fire byer hvert år.

Rejsen til helligstedet

Massekommunikation, uddannelse og bedre infrastruktur har været med til at gøre pilgrimsfærd meget populær i Indien idag. Gennem massemedierne får folk indtryk af og information om helligstederne og deres pilgrimsfærder. Bedre uddannelse har også generelt givet mere viden om hinduismens hellige centre, og om hvordan de kan nåes. Nogle pilgrimsrejser involverer store optog af pilgrimme, som i flere dage går sammen mod helligstedet. I mange tilfælde rejser pilgrimmene dog selv frem til bestemmelsesstedet.

Nogle indere foretager denne rejse til fods. At man vælger at rejse på denne måde kan skyldes fattigdom, men kan også være udtryk for midlertidig askese. Andre indere benytter landets veludviklede infrastruktur: I løbet af det 19. århundrede blev tog-nettet opbygget i Indien. Herved blev det betydelig lettere, hurtigere og billigere at rejse over lange distancer (tag dog ikke fejl: det kan være umenneskeligt hårdt at sidde i et tog i Indien i mange, mange timer, tæt stuvet sammen, under dårlige hygiejniske forhold, og hvad dertil hører). Inden for de sidste 30-40 år er det desuden blevet et dagligdags syn at se busser propfyldt med pilgrimme ved helligstederne. Blandt Indiens voksende middelklasse er det almindeligt at rejse på pilgrimsfærd med fly.

Også afstanden til helligstedet er afgørende for, hvordan man rejser dertil. Nogle helligsteder er kun mål for lokal eller regional pilgrimsfærd. Her kan rejsen bedre klares på gå-ben, i oksekærre, bil el.lign. Det er i forhold til de store, pan-indiske helligsteder, at infrastrukturen virkelig har betydning. Mennesker fra hele Indien rejser langt for at nå frem til disse helligsteder. Disse populære pilgrimsfærder er med til at binde Indien sammen og få landet til at fremstå som en helhed. Fokus er ikke blot på det lokale eller regionale, også det nationale synes i stigende grad vigtigt for hindu'erne.

Det hinduistiske helligsted

Direkte oversat betyder tirtha egentlig vadested. Det er altså et ord, som giver associationer til en flod; et sted man kan vade over. De hinduistiske tirtha'er er da også ofte knyttet til floder. Vigtigst af disse er floden Ganga (eller Ganges) i Nordindien. Desuden er floder som f.eks. Yamuna i nord, Godavari i vest og Kaveri i syd også mål for pilgrimsfærd.

Floderne er centrale som pilgrimsmål, fordi de betragtes som hellige. Navnet Ganga er således ikke bare navnet på en flod, det er også en gudinde. Floden er gudinden. Bader pilgrimmen ved et tirtha i flodens vand, bliver han renset for urenhed. Dette gælder ikke bare rent fysisk, men også åndeligt. Særlig helligt er det sted, hvor Ganga løber sammen med floden Yamuna og den mytologiske flod Sarasvati. Det sker netop i Allahabad, hvor Maha Kumbh Melaen finder sted.

Det nok vigtigste pan-indiske pilgrimsmål er byen Varanasi eller som det tidligere hed, Benaras. Varanasi betragtes som centrum for hele kosmos, dvs. hele den skabte verden. Her er alle guder og alle pilgrimssteder samlet. Byen er dog tættest forbundet med guden Siva. Varanasi er bygget sådan, at trapper, kaldet ghats, fører lige ned i Ganga. Det er den almindelige opfattelse, at den, som her bader i Ganga, får vasket alle sine urenheder væk og derved kan blive frelst. Endnu bedre er det at dø i Varanasi - så er frelsen helt sikker. Mange gamle mennesker kommer af denne grund til Varanasi for at dø. Døde bringes til byen for at blive kremeret ved flodens bred. Andre igen medbringer eller sender afdøde familiemedlemmers aske til Varanasi, så asken kan spredes ud over floden. Det kan typisk være en grund til at tage på pilgrimsfærd til denne by. Er man på pilgrimsfærd i Varanasi er det desuden vigtigt at tage vand fra Ganga med sig hjem. Dette vand kan så, når man er kommet vel hjem, ofres i templet. Vandet kan også dryppes i munden på døende for at sikre dem fred.

Der findes dog også mange tirtha'er i Indien, som ikke direkte er forbundet med en flod. Det kan f.eks. være templer, bjerge eller byer. Traditionelt er syv hellige byer i Indien mål for pilgrimsfærd: Ayodhya (guden Ramas fødeby), Mathura (guden Krisnas fødeby), Hardwar, Ujjain, Dwarka, Kanchipuram og - som netop omtalt - Varanasi. Mange andre byer kunne dog med rette føjes til listen. Når disse steder også kan omtales som tirtha'er, så skyldes det, at ordets betydning ikke kun går på et vadested i almindelig forstand. Et tirtha er også et sted, hvor man så at sige kan vade fra en verden til en anden, nemlig fra menneskenes til gudernes verden. Gennem pilgrimsfærden kan man altså få kontakt med guderne. Det er derfor, at pilgrimmen via sin pilgrimsfærd kan opnå renselse for urenhed/synd og sygdom og vinde fortjeneste hos guderne.

Religionshistoriske betragtninger over pilgrimsfærd

Et par af religionsvidenskabens store kanoner er kommet med nogle betragtninger om pilgrimsfærd, som kan være spændende at tænke ud fra, når vi beskæftiger os med netop dette emne:

Antropologen Victor Turner (1920-1983) lægger vægt på, at strukturen i en pilgrimsfærd er parallel til strukturen i et overgangsritual. Ifølge Turner sker der under pilgrimsfærden en bevægelse fra det kendte (hjemlige) til det, han kalder "anti-struktur", og videre tilbage til det kendte, som dog nu er forandret pga. pilgrimsfærden. Anti-strukturen forekommer på selve helligstedet. Her er alting anderledes end hjemme, man indgår ikke i de samme relationer som hjemme, man er ikke sammen med de samme mennesker som hjemme osv. Under denne periode med anti-struktur kan der forekomme noget, som Turner kalder communitas. Communitas er ifølge Turner en oplevelse af homogenitet, af at alting går op i en højere enhed, af broderskab og venskab pilgrimmene imellem uden skelen til sociale skel. Turner mener, at denne communitas-oplevelse giver pilgrimmen en dyb tilfredsstillelse, og at den i virkeligheden er grunden til, at mennesker overhovedet tager på pilgrimsfærd. Om pilgrimme faktisk oplever en sådan Turnersk communitas kan dog diskuteres og må nøje overvejes i de enkelte tilfælde, men begrebet giver os noget at tænke ud fra.

Religionshistorikeren Mircea Eliade (1907-1986) ser mere på selve helligstedet. Det er Eliade, som peger på, at helligstedet netop er et sted, hvor mennesker kan have fællesskab med det hellige. Det er forbindelsespunktet mellem gudernes og menneskenes verden - et vadested. Et helligt sted. Som vi så det med Varanasi, er helligstedet et center og en kopi af universet. Helligstedet besidder en skabende kraft. Fordi helligstedet netop er helligt, er vejen dertil vanskelig og farlig. Pilgrimmen skal jo gå fra den almindelige dagligdags verden til den hellige sfære. Når pilgrimmen gør det, opnår han - ifølge Eliade - en form for indvielse til den guddommelige sfære.

For manden, der bærer sin gryde på hovedet, er det måske ikke så vigtigt, hvad teoretikere som Turner eller Eliade siger om pilgrimsfærd. Han ér der og får sine egne, personlige oplevelser. Ved at begive sig til et tirtha får han mulighed for at nærme sig det guddommelige. Han kan så blive renset for urenhed og dårlig karma, han kan lave forfædreofre, han kan søge at blive rask, han kan sprede en afdøds aske, han kan søge lykke eller søge andet, som guderne kan skænke ham.