Indføring

Celans "Dødsfuga" er et af historiens vigtigste vidnesbyrd

Referencer til både Det Gamle Testamente og til jødisk kultur ligger bag Paul Celans digt "Dødsfuga". Her ses en gravering af Bendemann fra 1886, der viser jødernes eksil i Babylon. Foto: Erica Guilane-Nachez - Fotolia

For nøjagtigt 95 år siden blev den jødiske digter Paul Celan født. Hans digt ”Dødsfuga” er et af de vigtigste litterære vidnesbyrd om holocaust. Celan skriver gennem voldsomme og komplekse billeder og trækker samtidig på Bibelen og jødernes historie

Stjernerne blinker på himlen. En melodi sitrer i luften. Andenstemmen sætter ind og imiterer temaet. Musikkens rytme høres i takt med skovlene, der graver deres egen grav. Askegrå røg stiger til vejrs. En lugt af brændt kød breder sig.

Sådan skildrer den jødiske forfatter Paul Celan (1920-1979) jødernes liv i en lejr under 2. Verdenskrig. I går, den 23. november, ville Paul Celan være fyldt 95 år, hvis han stadig havde levet. Men som knap 60-årig druknede han sig i Seinen. Vi ser nærmere på hans kendte digt ”Dødsfuga”, der blev skrevet i årene 1944-1945 og undersøger, hvorfor digtet er blevet en hjørnesten i både vidnesbyrdlitteraturen, i den sene halvdel af det 20. århundredes modernisme og i erindringen om holocaust.

Digtet er et af de vigtigste litterære vidnesbyrd om nazisternes jødeudryddelser og er præget af et sprog, der sprænger de gængse rammer: Holocaust nævnes ikke eksplicit, men kommer derimod til udtryk igennem makabre modsætninger, musiske gentagelser og referencer til Det Gamle Testamente.

Flugten ind i døden

Ordet fuga betyder flugt på latin og er betegnelsen for en musikalsk kompositionsteknik, der er kendetegnet ved imitation: Der er et bærende tema, der går igen, nærmest flygter, i forskellige variationer.

Ligesom i den musikalske fuga er der også to stemmer i digtet ”Dødsfuga”. For det første er der et ”vi”, et kor af døende jøder, der bliver beordret til at grave deres egen grav og spille op til dans. ”Vi graver en grav i luften” hedder det: jøderne spiller deres egen dødsdans, og dødsfugaen bliver en flugt ind i døden.

Se Celans egen oplæsning af digtet her: 

Det kollektive ”vi” står over for lejrchefens ”han”, ”der fløjter sine jøder frem/ lader dem grave en grav i jorden/han befaler os spil op nu til dans.”

Lejrchefen, der kommanderer sine fanger til at spille musik, bringer mindelser om fortællingen om jødernes babylonske fangenskab, hvor jøderne efter erobringen af Jerusalem i år 597 f. Kr. blev ført til Babylon som fanger.

I Bibelens salme 137 står der om tiden i Babylon: ”Vore fangevogtere krævede, at vi skulle synge/vore plageånder krævede glædessang:

’Syng for os af Zions sange!’ (…) Hvis jeg glemmer dig Jerusalem, så gid min højre hånd må lammes.”

Der indføres altså et erindringsimperativ: ”I må ikke glemme” – og denne jødiske tradition for erindring om et historisk traume videreføres i ”Dødsfuga”. Vi må ikke glemme, hvad der skete under Holocaust.

Musisk sprog med makabre modsætninger 

Det musiske præg i digtet kommer også til udtryk i de mange varierende gentagelser. ”En grav i jorden” bliver til ”en grav i luften” og transformeres til sidst til ”en grav i skyerne”, og metaforen ”sort mælk” bliver nærmest et ledemotiv gennem hele ”Dødsfuga”. Umiddelbart ville man forbinde mælk med en hvid og livgivende drik, men hos Celan er mælken derimod sort og dødbringende.

Også modsætninger spiller en stor rolle. Digtet ender med verselinjerne: ”dit gyldne hår Margarete/dit askehår Sulamith”.

Sulamith – navnet betyder den fredfyldte – er en jødisk kvinde fra Salomos højsang i Det Gamle Testamente, en kvinde, der er kendt for sit kulsorte hår og samtidig er et symbol på kærlighed.

I “Dødsfuga” er Sulamiths hår ikke sort, men forbrændt og gråt som aske, og hun bliver dermed et billede på de jødiske ofre. Det askegrå hår står i en skærende kontrast til den gyldenblonde, ariske Margarete.

Margarete henviser til Gretchen fra Johann Wolfgang von Goethes drama Faust, hvor Gretchen ligesom Sulamith er knyttet til forestillingen om kærlighed. På denne måde repræsenterer Margarete både tysk højkultur og nazisternes ideologi.

Celans sprogbilleder ætser sig nærmest ind på nethinden, og man sidder tilbage med en knugende fornemmelse i maven efter at have læst ”Dødsfuga”:

gVwLqEHDCQE