Præst: Gud er betingelsen for at kunne sige, at Gud ikke findes

Man kan ikke undgå at møde Gud, mener sognepræst Henrik Højlund. Det handler blot om at turde satse og vælge entydigheden i tvetydigheden. Guds kærlighed kan man entydigt stole på, men derfor kan man godt blive skuffet alligevel

Gud er en, som står lige over for mig. Helt konkret. Han er et du, som jeg henvender mig til, og som jeg veksler mange ord med i løbet af dagen. Han er et levende, personligt og lidenskabeligt jeg, som jeg kan banke på hos i tide og utide, svarer Henrik Højlund på spørgsmålet om, hvem Gud er for ham.

I samme åndedrag tilføjer han: Samtidig er Gud også det helt uforståelige og mystiske, som jeg aldrig kommer til en tilbundsgående forståelse af.

I medierne er Henrik Højlund måske mest kendt som formand for Evangelisk-Luthersk Netværk den skarpe debattør fra den kirkelige højrefløj men ud over det er han sognepræst i Løsning og Korning sogne, og så har han for nylig skrevet bogen Mærk Gud.

I din bog Mærk Gud skriver du om at mærke Gud i eksempelvis et stykke musik. Hvordan hænger det sammen med din meget konkrete og personificerede opfattelse af Gud?

Når jeg kobler Gud på skønheden, musikken eller latteren eller andre steder, hvor man kan ane ham, så er det fordi, at Gud, samtidig med at være meget konkret, også er skaberen af hele universet.

Når vi oplever skønhed eller dyb rationalitet for den sags skyld, så er det på en måde Guds eget skabende væsen, som vi kommer i kontakt med.

Henrik Højlund medgiver, at der kan være et spring fra denne nærmest abstrakte opfattelse af Gud til den mere konkrete og personlige Gud.

LÆS OGSÅ: Sherin Khankan: Illusionen om én sandhed skal dø

Foreningen af disse to opfattelser af Gud finder Henrik Højlund i troen på, at Gud har vist sig igennem Jesus Kristus, sådan som Bibelen fortæller.

Jeg har jo en dyb overbevisning om, at Gud har vist sig i Jesus Kristus. Ved at have personificeret og konkretiseret sig som menneske har Gud vist, at vi gerne må se og møde ham så konkret, som man kunne det i Jesus Kristus, siger han og tilføjer:

Der har du kombinationen. Det evigt ophøjede, Gud som den næsten utilnærmelige skaber, kombineret med den fuldstændig tilnærmelige Gud, som mennesket står overfor.

Bibelens Gud

Henrik Højlunds forståelse af Gud er i høj grad præget af Bibelen, hvilket han ikke lægger skjul på.

Der er ingen tvivl om, at mit billede af Gud er fuldstændig farvet og gennemsyret af den bibelske gudsforståelse. Så på spørgsmålet om hvem er Gud for mig, kunne jeg også have svaret helt enkelt: Det er Bibelens Gud, siger han.

Selvom Henrik Højlunds Gud er Bibelens Gud, mener han godt, at man kan møde Gud uden Bibelen.

Jeg vil endda sige det sådan, at det kan man faktisk ikke undgå, siger han.

Han møder ofte mennesker, som Gud har henvendt sig til også før de er blevet bekendt med Bibelen og dens budskab. Det kan have været igennem en voldsom begivenhed i livet, en stilfærdig drøm, eller på anden vis.

Når mennesker oplever eller erfarer Gud på denne måde, opstår der ifølge Henrik Højlund en hel naturlig trang til at vide mere, og det er netop her, at Bibelen træder til.

Der er rigtig mange mennesker, som har haft det, jeg vil kalde for tavse eller anonyme gudserfaringer, og som bliver på det niveau. Men der, hvor det kan blive til et ægte og livsvarigt kendskab og venskab, er der, hvor det også fyldes med bibelsk indhold, siger han.

For Henrik Højlund er det svært at sætte ord på, hvordan han selv mærker Gud, uden at det nærmest forsvinder imellem fingrene på ham.

Det er ikke sådan, at jeg har oplevet et fuldstændigt entydigt mirakel, siger han og peger på det stilfærdige og intime samvær med Gud i bøn, som der hvor han særligt mærker Gud.

Han sammenligner det med den oplevelse, man kan have, når man hører musik til en koncert og bliver rørt til tårer, uden at der er tale om sorg- eller glædestårer.

Det er sådan et mærkeligt rum, hvor der er en form for savn og længsel, men også en fylde, siger han.

Brug for Gud

Som ung teologistuderende beskæftigede Henrik Højlund sig med det 19. århundredes religionskritik og devisen om, at mennesker blot er troende, fordi de har brug for Gud.

Dengang reagerede han ved at sige, at han ikke havde brug for Gud, men siden hen har han droppet det. I dag vedkender han uden tøven, at han har brug for Gud.

Jeg er fuldstændig afhængig af Gud, som han siger.

Uden Gud vil Henrik Højlund anse sit liv for meget tomt. Alt andet vil da også være enormt mærkeligt, bemærker han, når han nu engang tror om Gud, som han gør.

Når mennesker giver udtryk for, at de ikke har brug for Gud, så er det ifølge Henrik Højlund, fordi de gør Gud til et produkt af den menneskelige fantasi, der skal fungere som trøst eller som sutteklud.

Selv tror Henrik Højlund dog ikke på, at Gud er et produkt af hans fantasi. Hvis det var tilfældet, så vil jeg hellere stå på egne ben, siger han Hvad går man glip af, hvis man siger, at man ikke har brug for Gud?

I mit trosunivers er det dybest set et meningsløst spørgsmål, for det er ikke et spørgsmål om at gå glip af noget eller ej. Det er et spørgsmål om at gå fuldstændig fejl af livet.

I min tro er Gud ikke til diskussion. Det er ikke sådan take it or leave it-agtigt. Gud er langt mere fundamental. Gud er selve forudsætningen for, at nogen kan finde på at sige, at Gud ikke findes.

På det mere jordnære plan beskriver Henrik Højlund Gud som en form for åndeligt brusebad.

Gud er en, han kan henvende sig til om stort og småt, hvilket gør, at han oplever at blive et mere bekymringsløst menneske. Dermed ikke sagt, at han er uden bekymringer, men bekymringerne får mindre kraft.

Det betyder rigtig meget for mig at kunne stå op og begynde dagen med at lægge den i Guds hænder. At kunne sige Gud tak for dagen og på den måde få sænket skuldrene, siger han. Tro og fornuft

Nogle mennesker giver udtryk for, at deres tro begynder der, hvor fornuften hører op, men sådan har Henrik Højlund det ikke.

For ham er det en slags mental skizofreni, når mennesker taler om, at det religiøse sprog befinder sig på et helt andet niveau, og at det slet ikke handler om argumenter.

Det er vigtigt for mig, at der kan tales rationelt om, at det hele må have haft en skaber, og at der er videnskabsmænd, for hvem det bedst hænger sådan sammen, siger han.

Ifølge Henrik Højlund er der naturligvis også et stærkt moment i troen, hvor tanken ikke kan følge med. Hans pointe er blot, at det ikke først er der, hvor tanken må give op, at troen træder til.

I starten af din bog Mærk Gud skriver du: Selv det, jeg har set og erfaret, kan jeg ikke altid videregive på en dækkende måde med mine ord. Hvad mener du med det?

Jeg kan sige meget om Gud og troserfaringen, men jeg kan godt have følelsen af, at ordene ikke rækker, og at jeg kun kradser i overfladen.

Det er et forsøg på at sige, at selv hvis man skulle læse bogen færdig, så skal man bare vide, at der er meget mere at sige, men at man selv er nødt til at gå inden for i troens hus, og finde sine egne ord.

LÆS OGSÅ: Preben Kok: Jeg forlanger ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved

Et andet sted skriver du: At mærke Gud er altså forbundet med at modtage det som en mærkning af Gud. [] At satse på, at det var Gud, jeg mærkede, da jeg mærkede. Hvad tilføjer den satsning, til det man mærkede, som ikke er der i forvejen?

Det tilføjer noget meget afgørende, nemlig om du forbliver i det, jeg kaldte for den anonyme gudserfaring, eller om du begynder at nærme dig det punkt, hvor du tør sige Gud, og måske ligefrem tør indlade dig på at bede.

Det er et vilkår, at Gud har gjort sig usynlig for os, og at vi derfor kan tolke vores fornemmelser og det vi mærker på forskellige måder. Og der er det så, at jeg siger, at her skal man satse og kaste sig ud i troen. Her skal man tage en chance og tro på, at det var Gud, man mærkede. Her handler det om at sige: Gud, var det dig, jeg mærkede, og så begynde at tale til ham. Så ser vi ad, om det holder.

Denne pointe illustrerer Henrik Højlund også i bogen Mærk Gud. Her beskriver han, hvordan han som ung og nyforelsket var nødt til at tage en chance og tro på, at hans følelser var gengældt af hende, som siden blev hans kone.

Men det kunne jo også være, at din kærlighed ikke var gengældt af din kone, og at du var gået hen og blevet skuffet. Er det det samme med Gud?

Nej. Gud er ikke en lunefuld elsker. På den måde er mit gudsbillede fuldstændig entydigt. Guds forelskelse og kærlighed kan vi stole hundrede procent på. Men når det er sagt, så kan vi kan godt blive skuffede.

Selv oplevede Henrik Højlund at blive skuffet over Gud, da hans søn sammen med fem kammarater forliste i en båd ud for Norges kyst for omkring tre et halvt år siden. Kun hans søn og en anden kammerat overlevede.

Der var så mange muligheder for, at Gud kunne have grebet ind, men det gjorde han ikke. Der kan man godt sige, at jeg blev skuffet. Jeg forstod ikke, hvad Gud havde for, siger han og tilføjer:

Det interessante er så, at hvis man når bag skuffelsen og holder ud, kan der opstå en ny og forstærket tro. En fordybet tro. Men det er en anden historie.