Magtesløshed skaber rum for Guds kærlighed

Giv Gud plads i dit indre og lad ham fylde dig med sin kærlighed

Livet leves indefra. Forestil dig, at du i din krop har et helligt rum. Et ånderum. Her har Gud lagt noget af sig selv i dig. I Bibelen bruges forskellige udtryk om den virkelighed: Guds billede, perlen, det nye menneske, sjælen, Guds barnet og Helligånden.

At have med Gud at gøre er at begive sig ud på en forvandlende rejse, hvor Gud er hovedpersonen, og du er hans sjæleven. Den tager sin begyndelse i dit eget indre. Her ligger kimen til et åndeligt venskab, der farver alt andet, du har med at gøre i dit liv. Men som ethvert andet venskab, tager det tid at lære hinanden at kende indefra.

Bliv opmærksom på dit hellige rum, som tilhører Gud. Find et symbol, som siger dig noget, og som du kan lægge derind. Lad det være tegnet på hans nærvær i dig. Giv Gud kærlig opmærksomhed, så tit du kan. Gerne både i en stille stund og i travlhed.

Alt begynder med kærlighed
Livet leves indefra og ud. Ikke omvendt. Hvis vi overvejende lever af, hvad andre kan give os og lader livet afhænge af omverdenens reaktioner, krav og forventninger, er det ikke holdbart i længden. Du bliver uden rygrad og er et let bytte, når modgang melder sig. Derfor er det så vigtigt at leve indefra og få fodfæste i "dit hellige rum", hvor Guds frø ligger. Fra dette fundament kan du vende dig med ansigtet ud mod dine medmennesker og omverden.

Apostlen Paulus sammenfatter det således i en bøn for sin menighed:
Jeg beder om, at Gud "med sin kraft vil give jer styrke i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed..."(Ef.3,17).

Guds invitation
At blive elsket, er det mest fundamentale behov i os. Får vi ikke kærlighed, sætter det sine tydelige spor. Gud inviterer os dagligt til at leve i lyset af hans kærlighed. For at få glæde af det lys og den gave, Gud rækker os, må vi pakke den op. Så det handler om at opdage det ånderum, du bærer i dig, - frøet, Gud har lagt i dit indre -- og tage det alvorligt.

Forestil dig, at Gud tænker på dig. Hvad tror du, Gud føler, når du er i hans tanker? Det er min erfaring, at der til tider svares: jeg tror, Gud er skuffet over mig eller vred på mig. Uanset hvad der måtte melde sig hos dig på baggrund af dine livserfaringer, så er sandheden den: når Gud tænker på dig, vælder kærligheden frem i hans hjerte, og der komme et smil på hans læber.

Overgivelse til Gud
Gud er dybt følelsesmæssigt involveret i sin skabning. Han er, som en far overfor sit elskede barn, forudindtaget på en stærk, vedholdende og positiv måde.

Jesus bruger billedet af en surdej, der æltes sammen med melet, indtil det hele er gennemsyret. Sådan er Guds kraft. Fokus er ikke dig, men Gud i dig.

Når han viser dig ubetinget kærlighed er det snublende nær at tro, at så må du jo også stramme dig an, blive mere kærlig og bruge din viljestyrke. Det forunderlige er, at Gud ikke vil have dig til at prøve at blive mere kærlig. Han vil derimod have dig til at suge sin kærlighed ind i dig, sådan at den flyder fra dig og ud til andre, ja gennemsyrer dig indefra. Derfor er det vigtigt, at du kender dig selv som inderlig elsket af Gud og lader ham " tage bolig" i din sjæl og i dit sind. Her handler det ikke om viljestyrke, men derimod om at leve i villighed og daglig overgivelse til Gud.

Jesus er indbegrebet af at leve denne indstilling ud, idet han gav afkald på sin egen vilje og styrke. Gud tog bolig i ham. Den lydighed, der kommer af at være viljestærk og selvbestemmende giver ikke Gud glæde, men den lydighed, der strømmer ud af et overgivet hjerte, er helt anderledes. Her er det kærlighed, der er motivet. Guds kærlighed i dig.

Lad Guds kærlighed fylde dig indefra, som en surdej, der gennemsyrer dig helt. Læg viljestyrke og selvbestemmelse fra dig og fokuser i stedet på villigt at overgive dig til Gud. Afgiv magt og vær modtagende.

Livet leves indefra
"Ethvert menneske har en trone i sit indre. Denne trone tilhører Gud, og det vil sige, hvis nogen giver dig spændetrøje på, det være sig din nærmeste familie, ven eller fjende, så tillad det ikke. Du må ikke lade andre sætter sig på den! Ikke din far eller mor eller søster og heller ikke din elskede. Derved går kærligheden tabt, og du vil ikke mere kunne elske dem. Navnlig må du ikke selv sætte dig derpå. Derved går virkeligheden tabt. Du mister sansen for, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er det. Du mister evnen til at være opmærksom på anden end dig selv og den indbildning, at du sidder på tronen." (William Blake)

Ti gode råd
- Begiv dig ud på den forvandlende rejse et venskab med Gud. er
- Giv Gud kærlig opmærksomhed, så tit du kan.
- Lev livet indefra.
- Lev i lyset af Guds kærlighed.
- Opdag det åndehul du bærer i dig.
- Sug Guds kærlighed ind i dig, så den kan strømme ud til andre.
- Lev i villighed og daglig overgivelse til Gud.
- Lad Guds kærlighed fylde dig indefra.
- Læg viljestyrke og selvbestemmelse fra dig.
- Afgiv magt og vær modtagende.