Den anden side af historien om muslimer i Europa

Jørgen Skov

En ny politisk konsensus og administrativ praksis vinder indpas og reflekterer den udbredte pragmatiske anerkendelse af muslimers uomstødelige tilstedeværelse i Europa, mener amerikansk professor. Colourbox

Europæiske regeringer er intolerante, og islam spreder sig. Den amerikanske professor og forfatter Jonathan Laurence hævder, at disse synspunkter ikke har hold i virkeligheden

Kun lige over en procent af verdens 1,5 milliarder muslimer bor i Vesteuropa, men minoriteten har haft en uforholdsmæssig stor indflydelse på religion og politik i deres nye hjem. På bare 50 år er den muslimske befolkning vokset fra et par titusinder til 16 eller 17 millioner i 2010 omkring 1 ud af 25 vesteuropæere er muslim.

LÆS OGSÅ
: Tidligere katolsk præst: Islam er troens vogter i Europa

På den ene side mener flere og flere indfødte europæiske befolkninger, at islam skal standses, efter religionen har fået lov til at florere ukontrolleret i efterkrigstidens Europa. Denne verdensanskuelse tilskynder europæere til at vågne fra deres slummer og besejre Eurabia. Over for dette synspunkt står betragtningen, som nogle muslimske ledere har, at europæiske regeringer er ligeligt undertrykkende og intolerante over for forskellighed.

Begge synspunkter er utilstrækkelige, og endnu vigtigere, begge overser de brede tendenser, der rent faktisk findes i landene.

En ny politisk konsensus vinder indpas
Europæere og muslimer har med succes forhandlet med hinanden og tilpasset sig i løbet af de sidste 10 år. På materielle, men også kritiske områder for religiøs integration taler muslimske trossamfund og europæiske regeringer nu sammen og handler i overensstemmelse med hinanden det være sig opførelsen af moskéer, uddannelse af imamer og præster, tilgængeligheden af halal-madvarer og visumudstedelser til haj, som er den muslimske pilgrimsfærd til Mekka.

Sæt det op mod virkeligheden for 10 eller 15 års siden, da islam var mere eller mindre ukendt som indenrigspolitisk emne for europæiske politikere og embedsmænd. I det omfang at religiøse spørgsmål blev behandlet, foregik det hos immigrationsmyndighederne og diplomater ikke i parlamenter og indenrigsministerier. Islamiske organisationer i europæiske byer afspejlede også situationen. De var styret af udenlandske regeringer og internationale ngoer, og de var langt fra at have rødder i lokale, europæiske kulturer og politik.

I dag dannes et nyt landskab, hvor muslimske ledere i stigende grad føler sig hjemme i samfund og institutioner i deres adoptivland. En ny politisk konsensus og administrativ praksis vinder indpas og reflekterer den udbredte pragmatiske anerkendelse af muslimers uomstødelige tilstedeværelse i Europa.

Religiøs pluralisme trives i Europa
I årtiet fra midten af 1990erne til midten af 00erne oplevede man en stor udvikling i forholdet mellem stat og islam i Europa. Den mest slående illustration af den europæiske bevægelse mod integrationen af islam var udviklingen af nationale samråd om bedeområder og civilsamfundsorganisationer.

Væk var regeringers ad hoc-svar på spørgsmål, som muslimske samfund og tværministerielle arbejdsgrupper stod over for. I stedet oplevede man en opbygning og etablering af institutioner, der kunne forhandle i forholdet omkring en statsmoské.

I hele Europa resulterede den institutionelle anerkendelse og domesticering i oprettelsen af islamiske råd. Råd som Frankrigs Muslimske Råd, det spanske Islamiske Råd, den Islamiske Konference i Tyskland og den italienske Islamkomité hjalp med at løse praktiske problemer omkring infrastruktur og religion lige fra at skabe plads til imamer og præster i offentlige institutioner til at regulere moskéer, religiøs uddannelse, halal-madvarer og visumudstedelser til hajj.

Mens den nye virkelighed fortsætter, ser vi en række samfundsledere og imamer, der involverer sig mere i de lokale samfund inklusive muslimer med forskellig baggrund og ikke-muslimer. De er bekendte med pluralistiske systemer inden for statsreligion, europæiske kulturnormer og sprog.

Alt imens muslimske organisationer manøvrerer rundt mellem institutioner for religiøs praksis, kan myndighederne glæde sig over både at være rådgivende samt at bidrage med en struktur, der opfordrer til tværreligiøs dialog og samarbejde med lokale embedsmænd.

Organisationer og ledere, som tidligere søgte islamisk autoritet og pålidelighed uden for Europas grænser, finder langsomt institutionelle referencer inden for Europa.

Der er stadig masser af plads til forbedring af denne mægling. Men det vil kun ske, hvis fordelene fra det seneste årti ikke overskygges af den overdrevne pessimisme og negative fortælling om muslimers fremtid. Hvis fremskridtet skal fortsætte, skal begge sider løfte blikket og mentalt bemærke, at himlen ikke falder ned.

Jonathan Laurence (www.jonathanlaurence.net) er professor i statskundskab ved Boston College i USA, og han har skrevet bogen The Emancipation of Europes Muslims: The States Role in Minority Integration (2012). Artiklen er skrevet til Common Ground News Service (CGNews).

Artiklen er oversat fra engelsk af Therese Fischer-Larsen.